Væth m.fl. Byers Pumpelag

Den mislykkede tørlægning af Væth Enge var en kæmpe skandale, der gav genlyd i hele landet. Måske var den endda en medvirkende årsag til, at landvindingsarbejdet langs med Gudenåen og Randers Fjord gik helt i stå i 1930erne. Naturgenopretningen i engene gik lettere, og i dag er området blandt andet en vigtig fuglelokalitet.

På Original1-kortet kan man også læse, at jorden ejedes af Capitain Kelp. Der var formentlig tale om Didrik Gottlob von Kelp, som var kaptajn ved Det Jyske Dragonregiment i Randers, og som ejede Frisenvold da kortet blev lavet. 

Væth Enge var et af det første områder, der blev indvundet omkring Gudenåen og Randers Fjord. I "Hedeselskabets tidsskrift, Schledermann Larsen, C.V. Landvindingsarbejder langs Gudenaaens nedre Løb og Randers Fjord, 1942, Vol: 63." står der følgende om de første pumpelag: "I Aarene efter sidste Verdenskrig (første verdenskrig), hvor vi i flere Henseender var i en Situation, der mindede meget om den, vi nu lever i, med Krav om forøget Produktion og Krav om Foranstaltninger til Arbejdsløshedens Afhjælpning, blev Spørgsmaalet om Randers Fjordenges Afvanding rejst af betydende Mænd paa Randersegnen gennem Randers Amtshusholdningsselskab i et Samarbejde med afdøde Afdelingsleder, cand. polyt. Kr. Thomsen ved Det danske Hedeselskab. Dette førte til, at der i Aarene 1918-25 projekteredes og gennemførtes en Inddigning og kunstig Afvanding af Væth Enge, Dronningborg Enge, Tjæreby-Vestrup Enge, Albæk Enge, Kristrup Enge og Assentoft Enge. Alle disse Arbejder gennemførtes efter nogenlunde samme Princip. Langs Gudenaaen eller Randers Fjord blev der opført Diger til ca. 2 m over D. V. (daglig vande) til Beskyttelse mod Oversvømmelser, der etableredes Pumpestationer - overalt Vindmotoranlæg med Snegle - og gravedes det fornødne Antal Hovedafvandningskanaler til at føre Vandet til disse Pumpestationer, og endelig anlagdes der et Antal Landkanaler til at lede mest muligt af Oplandsvandet udenom Pumperne for at spare Udgifterne ved Oppumpningen af dette Vand.

Resultaterne af disse Arbejder har af flere Grunde ikke overalt svaret til de stillede Forventninger. Den væsentligste er nok den, at Vindkraften ikke slog til ved Udpumpningen - Teknikken var endnu ikke tilstrækkeligt udviklet. Dette hænger dog i nogen Grad sammen med, at Landmændene i de følgende Aar, hvor konjunkturerne faldt krævede Arealerne mere intensivt udnyttet, f. Eks. krævede Korn- og Roeafgrøder i Arealer, der kun er afvandet med Henblik på Græsafgrøder. Endvidere viste der sig efter Afvandingen nogle Steder Giftvirkninger, et Forhold som man nu er klar over, og som kan modvirkes og beherskes ved Tilførsel af Kalk. Endelig var der ikke et tilstrækkelig Antal af de interesserede Lodsejere, der satte fuld Kraft på Detailafvandingen og Kultiveringen, ligesom det har knebet for mange af faa Skelgrøfter og anden Detailafvanding passet paa tilfredstillende Maade i de forløbne Aar".

Schledermann Larsens ret neutrale udlægning dækker dog over et skandaleramt landvindingsprojekt i Væth Enge, som kostede dyrt for Hedeselskabets anerkendelse hos lokalbefolkningen og i store del af landet. Det startede ellers som et helt almindeligt landvindingsprojekt, og selv om Hedeselskabet på det tidspunkt ikke havde den store erfaring med kunstig afvanding med pumper, burde det ikke være gået så galt. 

En af de første artikler om projektet i de lokale aviser blev bragt i Social-Demokraten for Randers og Omegn den 24. august 1918. Artiklen er et referat af et landsvæsenskommissionsmøde i Væth Forsamlinghus den foregående dag. Hedeselskabet var repræsenteret af ingeniørene Parbo og Basse. I referatet står der blandt andet: "Herredsfogden gav derefter Ordet til Ingeniør Parbo, der grundigt og anskueligt gennemgik Projektet. Arealet, der tænkes inddiget, strækker sig fra Edv. Kræmmers Ejendom i Vest til Frisenvold Laksegaard i Øst og er ca. 110 ha. stort. Engene er i det væsentlige Dyndenge af fortrinlig Kvalitet og vil, naar de inddiges, med en passende Afvanding og Behandling kunne give store og værdifulde Afgrøder. Diget lægges saa tæt ud til Gudenaaen som muligt. Fylden til Diget tages i en Fyldgrav indenfor delte. Fyldgraven gøres saa dyb, at den kan anvendes som Hovedafvandingskanal. Paa hele Strækningen føres Diget over samtlige Grøfter, der fører fra Arealet ud til Aaen, saaledes at Grøfternes Forbindelse med Aaen bliver afbrudt, og saaledes at de i Fremtiden ledes ud i Fyldgraven, hvorfra Vandet pumpes ud i Aaen ved Hjælp af et Vindmotoranlæg. For at hindre, at Afstrømsvandet fra Oplandet løber til det inddigede Areal, er der projekteret Landkanaler i søndre Side af Engdraget, hvilke Kanaler skal opfange og bortlede Tilløbsvandet udenom Arealet. Inddigningsarbejdet m. v. or paa Basis af det normale Forhold budgetteret til ialt 64,000 Kr., hvilket vil blive ca. 585 Kr. pr. ha eller ca. 325 Kr. pr. Td. Land. Arealets Matr.-Nr. er inddelt i Takster efter den Interesse, vedkommende Areal har i Indidigningen. Det samlede Partantal er 88,668, og med Overslagssummen som Udgangspunkt bliver Udgiften pr. Part 72 Øre.

Ingeniør Basse anbefalede varmt det foreliggende Forslag, idet han bl. a. henviste til Resultater, der forelaa fra Forsøg, der var gjort ved Sønder Nissum. Her havde man inddiget 6 Tdr. Land inde midt i det Areal, der paatænktes inddiget, og havde gennemsnitlig avlet 8000 kg Hø pr. ha, et enkelt Aar endog 11,000 kg. Han hævdede endvidere, at de inddigede Arealer kunde tages under Plov, og at de ville give Mægtige Afgrøder, hvis de fik tilbørlig Pasning, og gjorde opmærksom paa, at ogsaa Kvaliteten af Afgrøden vilde blive betydelig forbedret".

På trods af de to ingeniørers varme anbefalinger, og det blev i første omgang besluttet at dele projektet i to. Den 20. september 1918 blev der dog afholdt endnu et møde i Væth Forsamlingshus, igen med deltagelse af ingeniør Parbo. På dette møde blev det besluttet, at hele projektet skulle gennemføres.

Den 31. maj 1926 skriver Viborg Stifts Folkeblad blandt andet: "Landvæsenskommissionen, der er nedsat i Anledning af Afvandingen af Væth-Enge, havde i Lørdags indkaldt de interesserede Lodsejere til et Møde i Væth Forsamlingshus. Mødet, der blev ledet af Kommissionens Formand, Dommer Wiwel, Randers, fik et overordentlig livligt Forløb. Først forelagdes en Række Erklæringer om Arbejdet, og om Engenes Tilstand.

Hedeselskabets Ingeniører, Thalbitzer og Parboe, gør opmærksom paa, at i de samlede Udgifter, 306.000 Kr., er medregnet foruden de egentlige Anlægsudgifter ogsaa Drifts- og Vedligeholdelsesudgifter samt Renterne deraf i de 6-7 Aar, Arbejdet har staaet paa. Dernæst mener Ingeniørerne, at Arealerne, hvis de var bleven udnyttet paa bedste Maade, vilde have givet et saa stort Merudbytte, at dette vilde have oversteget Udgifterne.

Fra Vandbygningsdirektørerne forelaa der en Erklæring, hvori det først paapeges, at Arbejdet er foretaget i tre Afsnit; det første var oprindeligt anslaaet til 64.000 Kr., som man dog paa Forhaand var sikker paa vilde blive overskredet, hvilket ogsaa skete. Idet dette Afsnit kom op paa en Bekostning af 116.000 Kr. Derefter kom de to nye Projekter, der skulde afhjælpe Manglerne ved det første, og som kom til at koste henholdsvis 34.400 Kr. og 68.000 Kr. Dernæst foretages en Bedømmelse af Arbejdet og en Placering af Ansvaret for, at det ikke blev tilfredsstillende. Dette konkluderes derhen, at en væsentlig Del af de mange Uheld har været uforudseelige, saaledes at der ikke kan bebrejdes Hedeselskabet andet, end at det ikke efter det første Uheld har undersøgt Sagen til Bunds, hvorved der muligt kunde have været sparet et ikke ubetydeligt Beløb....

....Dommer Wiwel udtalte i Anledning af denne Erklæring, at det paa Grundlag af denne vilde være vanskeligt at gøre noget Ansvar gældende overfor Hedeselskabet, idet han samtidigt udtalte en Beklagelse af, at Arbejdet har lagt saa tunge Byrder paa lodsejerne, at det for nogle af dem virker katastrofalt. Han fandt det rigtigt, om Staten ogsaa gav Tilskud til de sidste Arbejder.... 

....Landsretssagfører Fabiansen, Aarhus protesterede som Repræsentant for 36 utilfredse Lodsejere imod, at disse kom til at betale mere end for det oprindelige Projekt af 1918, idet de ikke vilde betale for de senere Anlæg, som Bestyrelsen har ladet udføre uden den Bemyndigelse, Loven kræver. Engene er nu, hævdede han, i daarligere Tilstand, end de var, før Arbejdet blev paabegyndt. Engene er ikke blot bleven forringet, men er bleven beheftet med en Gæld, der er dobbelt saa stor som deres oprindelige Værdi".

Den 25. oktober 1927 skriver Morsø Folkeblad, at pumpelagets bestyrelse i Vestre Landsret er blevet frifundet i en sag anlagt af en række lodsejere i området. Men det var langt fra enden på den spegede sag. Den 14. oktober 1929 skriver Nordjyllands Social-Demokrat om den retsag i Højesteret som var startet samme dag: "En Landvæsenskommission bestemte i 1918, at der skulde foretages en Afvanding af Engstrækningerne ud mod Gudenaaen i Overensstemmelse med en af Hedeselskabet udarbejdet Plan. Tillige skulde der dannes et Dige- og Pumpeanlæg, som skulde betale Omkostningerne. Hedeselskabet anslog Omkostningerne til 64.000 Kr. og ansaa Arbejdet for absolut rentabelt. Arbejdet medførte imidlertid Skuffelse paa Skuffelse, og da det var færdigt i 1925 præsenterede man Lodsejerne for en Regning paa 300.000 Kr.

Lodsejerne protesterede overfor Landvæsenskommissionen og en Overlandvæsenskommission og anlagde sluttelig Sag mod Medlemmerne af Dige- og Pumpelagets foreløbige Bestyrelse, der paa egen Haand havde foretaget forskellige Dispositioner, og som krævedes dømt til selv at betale 169.000 Kr. af Beløbet".

Også i lokalpressen fortsatte lodsejernes angreb på Hedeselskabet. I et referat fra et af de mange møde om sagen skriver Socia-Demokraten for Randers og Omegn den 4. juni 1926 blandt andet: "Blandt de mange, der var repræsenteret paa Mødet, var ogsaa de to Ingeniører Thalbitzer og Parbo. Sidstnævnte har, som det vil erindres, den tvivlsomme Ære at være Fader til hele det mislykkede Projekt. Der fremkom under Mødet flere kraftige Henvendelser til Hedeselskabet om nu at staa til Ansvar for de manglende Undersøgelser som maa siges at være Aarsag til Miseren, men d'Hrr. Ingeniører forholdt sig ganske passive, og med den Harme, de har vakt hos Befolkningen, var det sikkert ogsaa det klogeste".

Ingeniør Parbo forsøgte sig senere med et forsvar, der blandt andet var baseret på, at den Ingeniør, der havde projekteret hos Hedeselskabet var den dygtigste på området, og at der dermed ikke kunne være noget særligt galt med projekteringen. I Randers Dagblad er Parbo den 17. februar 1927 citeret for: "Ingeniør Parbo redegør derpaa udførligt for Hedeselskabets Stilling til Sagen. Forslaget til Inddigning og Afvanding er udarbejdet under afd. Ingeniør Kr. Thomsens Ledelse, og det maa formentlig anerkendes, at han dengang var den, der her i Landet havde mest Kendskab til og størst Indsigt i den Slags Arbejder, og deri ligger vel ogsaa nogen Garanti for, at Forundersøgelsen har været saa omfattende, som det med Villighed kan forlanges". 

Ingeniør Kr. Thomsen var manden bag den store plan for afvandingen af engene langs med Randers Fjord og Gudenåen. Han døde dog som 44-årig i 1918 af den spanske syge, og nåede således ikke at se nogle af projekterne blive gennemført. Tabet af en kapacitet som Inegniør Thomsen har formentlig været en medvirkende årsag til, at det gik så galt i Væth Enge som det gjorde for Hedeselskabet.

»Hedeselskabets sidste Fiasko«, Sådan lyste en overskrift Sydvestjyllands Venstreblad’s læsere i møde 14-6-1927. Med udgangspunkt i nogle ret kraftige udfald i Tidsskrift for Opmaalings- og Matrikulsvæsen mod Hedeselskabets virksomhed gik bladet hårdt i rette med selskabets dispositioner i Væth enge-sagen. »Et Arbejde, der er begyndt paa et uforsvarligt Grundlag, fremmet under en slet Ledelse, og afsluttet med det, der skulde have været Begyndelsen«. Unægtelig barske ord, selv i en avis. Der måtte ligge en særlig forklaring bag.

I sommeren 1916 besigtigede ingeniør Thomsen sammen med lokale landboforeningsfolk engarealerne langs Randers fjord med henblik på en eventuel regulering af vandstandsforholdene, idet højvande i fjorden ikke alene betød oversvømmelse af fjordarealerne, men også tvang Gudenåens vandmasser ind over de lave engstrækninger. Som den øvede tekniker så Thomsen straks, at der måtte opføres diger langs fjorden og åen for at hindre oversvømmelser. Afvandingen af de tilstødende arealer måtte ske gennem et system af grøfter og afvandingskanaler; tilløbsvandet fra de højereliggende partier skulle tilsvarende føres uden om de inddigede arealer gennem »landkanaler«. Og når man gravede jorden til digerne op direkte ved åen, havde man fluks en hovedafvandingskanal. Set fra luften ville man få et herligt syn af to parallelle sølvstriber - Gudenåen med dens dobbeltgænger i inderlig forbundet nærhed. Seks forskellige lodsejergrupper bad straks Hedeselskabet om at udarbejde projekt for i alt 2300 ha, hvoraf Væth og Ørum enge tegnede sig for beskedne 130 ha. Med reglerne i pumpelagsloven af 2-6-1917 kunne man give lodsejersamarbejdet et officiøst stempel, rent bortset fra at den heri indeholdte fortrinspantestilling for anlægsudgifterne ville lette lånoptagningen betydeligt.

I Væth enge-sektoren var 24 lodsejere (af i alt 49) med ca. 80 ha medunderskrivere på de anmodninger, der blev fremsat over for Hedeselskabet i august og oktober 1916. Sommeren 1917 gik man i gang med forundersøgelserne, og i juni kunne man forelægge lodsejerne et forslag til inddigning og afvanding af ca. 110 ha, pris ca. 64.000 kr. (eller 585 kr. pr. ha). Et vindmotoranlæg til 8.000 kr. (inkluderet i prisen) skulle pumpe vandet fra hovedafvandingskanalen ud i åen. Af de fremmødte lodsejere stemte 23 for projektet, 5 imod. Udgiftsfordelingen var foretaget efter et ret kompliceret vurderingssystem, der såvel tog hensyn til arealets interesse i projektet som den forventede værdistigning. På denne baggrund indbragte lodsejerudvalget sagen for en landvæsenskommission, idet man garanterede »de af Forretningen flydende Udgifter dækkede«. Sagen kom for en landvæsenskommission, der tre måneder senere (september 1918) godkendte planen, og arbejdet gik så i gang næste forår.

Med aktiv støtte fra Indenrigsministeriets Arbejdsudvalg fik Hedeselskabet stillet 250.000 kr. til rådighed på tillægsbevillingsloven for 1917/18 til jordarbejder ved inddigning, vandløbsregulering m. m. Som konkret motivering for beløbet brugte man netop inddigningsarbejderne ved Randers fjord, og fire pumpelag fik da også umiddelbart godtgjort halvdelen af forskellen mellem overslagssum og de reelle udgifter. Når Teknisk Afdeling ikke bragte overslaget a jour med prisudviklingen, var baggrunden måske den, at de 250.000 kr. på tillægsbevillingsloven ydede en vis garanti, ligesom udgifterne i givet fald kunne virke prohibitive. Ved licitationen over Væth enge-projektet konstaterede man en overskridelse på ca. 34.000 kr., der hidrørte fra såvel jordarbejde som pumpeanlæg, og selv om bevillingen alene omfattede udgifter ved jordarbejder, bad pumpelagets styrelse om et tilskud på 17.000 kr. Forinden var sagen dog forberedt ved, at en delegation fra pumpelaget søgte foretræde for Folketingets finansudvalg. I december 1920 var pumpelaget klar til at modtage de 17.000 kr., samtidig med at man meddelte, at overskridelsen nu udgjorde 38.483,35 kr.

Men nu væltede uheldene ind over pumpelaget. Vindmotoren måtte først repareres, så udskiftes. Vandet fra åen sivede gennem jordlaget til afvandingskanalen, følgelig måtte kanalen flyttes længere væk fra den besværlige nabo. Landkanalen gik stedvis igennem flydesand og måtte sikres med pæle og faskiner. Når vindmotoren i øvrigt var funktionsdygtig, kom den til kort over for den uventet store vandtilstrømning. Konsekvensen: et reserveanlæg med centrifugalpumpe og benzinmotor i et særligt motorhus. Den samlede overskridelse var nu 98.600 kr.; efter fradrag af de 17.000 kr. fra 1919/20 bad man nu om 50% af 64.600 = 32.300 kr. I første omgang sagde ministeriet nej, men da pumpelaget i januar 1924 fornyede ansøgningen under henvisning til nye oversvømmelser som følge af såvel gennemsivning som regulære digebrud, blev pengene bevilget. Det stod nu Teknisk Afdeling klart, at diget med dets porøse jordmasse måtte sikres yderligere mod gennemsivning, og efter forhandling med Vandbygningsdirektøren besluttede man at lægge en lerkerne ind i diget og bruge den udgravede fyld til en udbygning af diget. Desuden blev det nødvendigt at forøge pumpeanlæggets kapacitet gennem ny vindmotor og ny og stærkere benzinmotor. Udgifterne hertil androg i alt 68.000 kr., og pumpelaget bad endnu engang om 50% tilskud.

Det blev Finansudvalget for broget. Vandbygningsdirektøren blev afæsket en udtalelse i sagen, men inden den nåede frem, gik 38 lodsejere til aktion og krævede såvel pumpelagsbestyrelsen som Hedeselskabet gjort ansvarlig for overskridelserne. Aviserne slog sagen stort op, selv Jyllands-Posten talte om et »mislykket Afvandingsarbejde« (6-3-1926). Vandbygningsdirektøren kunne ikke give kritikken ret i det væsentlige; de fleste af de opståede problemer var faktisk »uforudselige«, selv om han mente, at Hedeselskabet burde have været mere påpasselig ved forundersøgelsen og mere aktiv, da gennemsivningen var en kendsgerning.

Da landvæsenskommissionen på dette grundlag sluttede sagen i maj 1926 med at godkende vedtægterne og partsfordelingen, appellerede 36 af pumpelagets 49 medlemmer til en overlandvæsenskommission, der i november 1926 ophævede underinstansens kendelse og sendte sagen til en ny kommission. En række af »ihvorvel«-sætninger indeholdt »næser« til såvel Hedeselskabet som pumpelagsstyrelsen for utilstrækkelige forundersøgelser og mangelfuld administration, og dette gav den ansvarlige tekniker, ingeniør J. Parbo, anledning til at ironisere over kommissionen, der erstattede »den strenge Retfærdigheds Vægtskaal ... med Hensigtsmæssighedens ...

Med støtte i overlandvæsenskommissionens kendelse gik de utilfredse lodsejere nu til domstolene for at få fastslået, om ekstraudgifterne helt eller delvis kunne blive holdt uden for den oprindelige partsfordeling. Vestre Landsret frifandt dog den sagsøgte 5-mands styrelse for noget »retsstridigt Forhold«, idet man understregede, at styrelsen i snævert samarbejde med landvæsenskommissionens formand havde holdt medlemmerne orienteret om sagens udvikling. En enkelt indrømmelsesbisætning skyggede dog lidt for triumfen: arbejderne burde ikke være iværksat, uden at landvæsenskammissionen havde truffet bestemmelse herom. Styrelsen havde jo også erkendt, at projektet næppe var blevet realiseret, hvis man på forhånd havde vidst ... De forurettede lodsejere gik nu til Højesteret, der udpegede tre skønsmænd (en professor, en landmand og en landinspektør) til at vurdere hele sagen. De kom til det resultat, at anlægssummen næppe kunne forrentes af det forventede merudbytte, der i øvrigt først kunne opnås, når anlægget var helt færdigt. Højesteret drog den samme konklusion, men frifandt styrelsen. Den samlede regning til pumpelaget incl. renter og drifts- og vedligeholdelsesudgifter blev på ca. 350.000 kr. - mod overslagets 64.000 kr. Heraf dækkede statskassen i alt 88.000 kr., Hedeselskabet de 3.000 kr., resten var ubestridt pumpelagets egen sag. I 1930/31 fandt lodsejerne sammen i et forlig, der inkluderede den endelige partsfordeling; anlægget gennemgik forskellige forbedringer, der kulminerede i en elektrificering i forbindelse med en omlægning af afvandingskanalen.

Tredje og sidste akt blev idet hele taget mere fredfyldt. Et symbolsk bevis herpå fik man, da pumpelagets styrelse i august 1939 bød Hedeselskabets funktionærer på en forfriskning i forbindelse med den årlige skovtur. Det ville være forståeligt, om en eller anden i selskabet har sendt en venlig tanke til de Væth-boere, som på grund af naturens luner, teknikkens ufuldkommenheder og Viborg-ingeniørernes manglende smidighed måtte igennem mange års trængsler, før et tryk på en knap løste alle problemer.