Kampen om fjorden

Fra 1919 til ca. 1970 blev alle større strandenge langs Randers Fjord inddæmmet og opdyrket. Udklippet er fra Jyllandsposten den 10. august 1920. Artiklen beskriver resultatet af den første inddigning som blev foretaget i efteråret 1919. 

Den største enkeltstående faktor bag det store landvindingsarbejde var det danske Hedeselskab, som blev stiftet den 28. marts 1866 anført af ingeniør Enrico Dalgas. Som navnet antyder var det primære formål, at sikre opdyrkningen af de ufrugtbare danske heder, men hurtigt kom det også til at handle om plantning af klitplantager og afvanding af den våde natur. På www.denstoredanske.lex.dk står der blandt andet følgende: "Da Dalgas døde i 1894, var Hedeselskabet en unik blanding af forenings-, plantnings- og erhvervsvirksomhed, nu overvejende finansieret af det offentlige. Dalgas fik imidlertid ingen efterfølger af tilsvarende format, og interne stridigheder lammede selskabet. En fløj, anført af sønnen Christian Dalgas, ville fastholde hedesagen, en anden med moseingeniør Th. Claudi Westh som talsmand ville i første række udvide drænings- og kultiveringsarbejdet til gavn for bønder og husmænd.

Til sidst brød Westh ud og dannede med radikal og socialdemokratisk støtte Statens Grundforbedringsvæsen (1918-22). Da Venstre i 1920 igen fik regeringsmagten, blev Hedeselskabet atter enerådende på området, men nu med statslig repræsentation i bestyrelsen, hvis formand blev fhv. konseilspræsident J.C. Christensen.

Man påbegyndte nu en omfattende dræning, ikke bare af markerne, men også af de lavtliggende enge. Dræningsarbejdet nødvendiggjorde ofte en regulering af vandløbene; de uddybedes og rettedes ud, så vandet kunne blive ledt hurtigere bort. Afvandingen medførte en væsentlig udvikling i landbrugsproduktionen, fordi dyrkningsarealerne blev udvidet og markerne lettere at dyrke".

Monopolet på landvindingerne var en god forretning for Hedeselskabet. Landspolitikerne skulle dog stadig overbevises om at sætte penge af til projekterne. Ønsket om at øge landbrugsproduktionen blev selvfølgelig brugt, men at projekterne kunne bruges til at bekæmpe arbejdsløshed var ofte et stærkere argument. Udklippet, fra den 10. januar 1918, bruger de, på det tidspunkt projekterede, men endnu ikke gennemførte, projekter langs Randers Fjord som et godt eksempel på, at landvinding kunne betale sig. Udklippet er fra Berlingske, eller som avisen på det tidspunkt rettelig hed Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 

Det var ikke kun Hedeselskabet, der arbejdede for afvandingen af den våde natur. Der var også i andre dele af samfundet en opfattelse af, at afvanding var fremskridt. Og der var mange stemmer i landbruget, der snakkede for at fremme landvinding. Den indsatte artikel er et lokalt eksempel på, at der var opbakning til landvindingssagen. Klippet er fra Randers Amtsavis den 4. december 1917 og indlægget er skrevet af forpagter Damsgaard-Sørensen på Bjellerup Ladegaard, som er en herregård, der ligger i Randers bydelen Dronningborg. I teksten står der blandt andet "En længere Landbrugsperiode omkring Midten af forrige Aarhundrede karakteriseres navnlig ved de omfattende grundforbedrende Arbejder, der den Gang blev foretaget med Jorden. Mangen Fader lagde i denne Periode et solidt Grundfond hen i Jorden til sine Sønner. Mod Slutningen af denne Periode var det ogsaa, at Tabet af dansk Land gav Dalgas og andre driftige Mænd national Aand til at iværksætte storslaaede fredelige Landvindinger i dansk Hede, Sump, Sund, Nor og Vig. Sønnerne af hin Tids Jordbrugere fortsatte ikke i lige Grad de grundlæggende Kulturarbejder; meget er endnu den Dag i Dag ufuldkomment og ufuldendt.....

.....Engene ved Randers Fjord og Aa henligger, taget i stort Hele, i samme naturlige Tilstand, som i ældgammel Tid. Geologiske Omdannelser foregaar paa saadanne Lokaliteter i et uhyre langsomt Tempo. Hvis Niels Ebbesen blev levende, vilde han næppe kunne kende sin By igen; han vilde studse over megen landskabelig Forandring i Omegnen; men Engene vilde han sikkert kunde kende, det være sig ved Vinter, Vaar eller Sommer.

Var han en Naturens Søn, vilde der være Fryd i hans Genkendelses Blik. Lignende maatte være Tilfælde med fødte Randersianere i Nutiden. Enhver Randerssjæl maa elske den Fjord, den Aa og de Enge, til Trods for Fjordens hyppige altfor ømme Nærgaaenhed og for, at Engene hyppigt sender Snue og anden Sot ind til Byens Beboere.

Ogsaa vi Landboere elsker disse Strøg for deres landskabelige Naturskønhed, og hvad angaar vor Syssel i Høet og mellem Dyrene dernede, da hører den til den Part af vor Landmandsgerning i Nutiden, som dybest minder os om, at vi virker i vore Fædres hæderlige Kald, og saadant giver sin Glans over en Bondes Liv.

Men naar Fjorden midt under vor Dont bliver nærgaaende, og det sker hyppigt, saa føles Idyllen knapt saa glansfuld. Jeg kan her tale med af den personligste Erfaring. Bjellerup Ladegaards Eng ligger i det meget lave; sjælden har jeg paa nogen Tid af Aaret endnu set den helt fri for vaade Mindelser om Fjordens Favntag. Det hører med til min „Sommerferie" nogle Uger at tage „[ulæseligt]tur" der sammen med Storken, og da jeg ikke føler mig egentlig beslægtet med nævnte, iøvrigt agtværdige Kammerat, og ikke kan vedligeholde Træningen hele Aaret rundt, føler jeg, at en saadan Sommerferie i Længden vil forkorte mine Leveaar.....

......„Nuets krav" vedrørende Engene ved Randers Fjord samler sig først og fremmest i dette, at Engenes Brugere maa have virkeligt Herredømme over dem. [Ulæseligt] bliver derfor: Enge for sig og Fjord for sig!

Ganske uanset humøret ved Randers havn og i Karolinegade saa kan vi herude ikke længere taale Fjordens elskværdige Lune. Vi maa have vore Enge beskærmet herfor ved en solid Digeforskansning ud mod Fjorden".

Der var dog også en del lokale beboere langs Gudenåen og Randers Fjord som kæmpede mod landvindingsprojekterne. Blandt de mest aktive var den lokale urmager Hjalmar Ussing. Gennem stort set hele den periode, hvor landvindingerne blev foretaget kæmpede han mod naturødelæggelserne.

Udklippet er et læserbrev fra Randers Amtsavis den 23. august 1941, hvor Hjalmar Ussing prøver at appellere til lokalpolitikere og lodsejere om at modstå presset fra Hedeselskabet. 

Urmager Ussing var også involveret i et forsøg fra turistfolkene i Randers på at forpurre Hedeselskabets planer. Følgende tekst er fra et referat i Randers Amtsavis fra den 1. maj 1941 af et møde som Turistforeningen for Randers og Omegn havde afholdt aftenen før på Hotel Randers. Debatten handlede om Gudenådalens turistmæssige fremtid, hvis fjordengene blev inddæmmet. I avisens referat står der blandt andet følgende: "Generalforsamlingen sluttede med en længere Debat om Inddigningsplanerne ved Gudenaaen. Ingeniør C. Schledermann Larsen. Hedeselskabet, Viborg indledede herom. Vi har omtalt disse Planer, da Ingeniøren sidst talte herom i Randers. Han nævnte, at der ved Inddigningen er Tale om en samlet Udgift paa 2,1 Mill. Kroner, og Arbejdet er planlagt til 90.000 Arbejdsdage vurderet til en Arbejdsløn paa ca. 1 Million Kr. Man regner med, at Inddigningen vil kunne give en Merproduktion pr. Aar paa 14.000 hkg Korn eller omregnet efter de nuværende Kornpriser 350.000 Kr.

Ingeniøren mente, at Randers især maatte være interesseret i Inddigningen af Hornbæk og Vorup Enge, der vil skaffe meget Arbejde til Byens Borgere, og man vil kunne faa Dyrskueplads nær Banegaarden paa de inddæmmede Arealer, ligesom der kan anlægges Kolonihaver og Gartnerier, og der kan laves Cyklesti langs Gudenaaen til Fladbro. Der vilde ikke blive Tale om noget turistmæssigt Tab for Byen; den virkelige Gudenaa-Stemning var i Virkeligheden blevet ødelagt da Jernbanen blev anlagt og Kloakerne fra Randers blev ledet ud i Aaen.

Endelig omtalte Ingeniøren OversvømmeIses Spørgsmålet i Carolinegade, idet han hævdede, at Engenes Inddæmning ikke vilde faa Indflydelse paa eventuelt Højvande her.

Formanden takkede for Foredraget og Urmager Hj. Ussing fik Ordet. Han fremførte et varmt Forsvar for, at den nuværende Tilstand i Gudenaadalen opretholdes, og henviste til, at mange Tusinde Mennesker i Randers samt Videnskaben i København og Aarhus støtter dette Standpunkt. Han udtalte sig paa Linie med sin Artikel om Inddigningsspørgsmaalet i Randers Amtsavis for nogen Tid siden og slog særlig fast, at det vilde være vanskeligt at faa Afgrøderne paa de eventuelt inddæmmede Arealer modnet, og han forstod ikke, at Randers By kunde støtte Planen. Digerne vilde betyde yderligere Oversvømmelser ved Fladbro og Frisenvold, navnlig naar der er Tøbrud, og Taleren mente ligeledes, der var større Fare for Oversvømmelser i Havnekvarteret ikke mindst i Carolinegade

Endelig maatte man huske, at der ikke noget Sted i Danmark findes en Naturskønhed som Gudenaadalen set fra Vestparken eller Tebbestrup Bakker. Sejladsen til Fladbro vilde komme til at foregaa mellem to Meter høje Diger, og Fiskeyngelen vilde lide betydelig Skade

Formanden: Er Inddigningen nødvendig er der ikke andre egnede arealer, og kan man ikke forhandle om spørgsmålet?

Redaktør P. Stegenborg mente, Gudenaadalen vilde blive lige saa smuk som nu, naar der kom Kornmarker og Haver. Han oplyste at han havde taget Særstandpunkt, da Bestyrelsen henvendte sig til Turistforeningen for Danmark om Sagen.

Formanden: Ja, Redaktør Stegenborg gik som den eneste af Bestyrelsens syv Medlemmer ind for Inddigningen Jeg tror, dette Forhold nogenlunde dækker Stemningen i Byen. . . en af hver syv er maaske for Inddigningen."

Udklippet viser endnu et eksempel på kampen mod Hedeselskabets planer. Dette læserbrev blev offentliggjort i Socialdemokraten for Randers og Omegn den 21. januar 1941. Skribenten, Landsretssagfører Holger Andersen, havde tidligere været med til at sætte en kæp i Hedeselskabets hjul. Men Hedeselskabet gav ikke så let op.

Hjalmar Ussing var ikke alene. Han havde flere venner blandt danske naturentusiaster, der bakkede ham op. Det samme gjorde turistfolkene i Randers og områdets jægere og fiskere. Men Hjalmar Ussing var den mest markante modstander af Hedeselskabets landvindingsprojekter. Et af hans sidste forsøg på at gøre opmærksom på tabet af naturværdier blev offentliggjort i Randers Amtsavis den 11. juli 1959. I artiklen står der blandt andet: "Vor kære ældgamle Gudenflod (Fluvius gudius) - Danmarks længste vandvej - byens 14. vej - er et relief - der ikke kendes større og skønnere i vort land! Og denne flod har for mig gennem en menneskealder været aarsag til talrige publikationer, som dog har bidraget ikke saa ganske lidt til at videreføre byens og omegnens særprægede miljø, foruden specielle arbejder, spredt viden om i videnskabelige afhandlinger.

Uden at detaillere vil jeg kun nævne, at her under broen lever et par arter meget sjældne Slørvinger (Perlider) relikter fra glacialtiderne, hvis biologi jeg har udforsket og publiceret

Nu ser det jo desværre ud til, at de moderne vandsænkninger, digeanlæg, udretning af kurver og tiltagende forureninger mange steder virker ødelæggende, og hvad vindes derved?

Hvor førhen dejlige engflader strakte sig til flodens bredder, kranset af den herligste plantevækst - deraf flere sjældne arter - som kun fandtes her -standses nu udsynet af mægtige diger - hele dalbunden ændres - om faa aar vil kornmarker afløse de dejlige enge.

Det kan vi altsammen takke hedeselskabet for, mon ikke en vis misforståelse gør sig gældende, det hele bunder i pengespørgsmaal - hvad kan Du tjene! Skønhed og idealisme regnes for intet! Men naturen græder, og masser af sjældne skabninger, hvis vugge og frænder hørte glacialtiderne til, gaar tilgrunde paa de biotoper, som de tilpassede sig gennem aartusinder.

Ser vi blot paa selve dalen mellem Randers og Langaa, findes næppe et mosehul mere, hvor vore Padder kan yngle.

Jeg tænker ofte paa de arme Storke, de har nu stort besvær med at finde en enlig frø som føde for familien hjemme i Randers! Billedet tegner slet ikke godt for fremtiden - Zoologisk set - kan ændringerne i miljøet opveje, hvad der tabes?"

Som tiden gik begyndte de lokale medier også at udtrykke kritik af landvindingerne. Den 30. juli 1955 skriver Randers Amtsavis: "Kare-Holm en dødsdømt Idyl

Kare-Holm skal udtørres, nærmere betegnet det lavvandede Omraade mellem Øen og Land. - Det kom som et Chok for alle Naturelskere og Fiskere, at Aviserne meddelte, at det nu var en Kendsgerning, og Bevillingen var givet. Denne idyl med sit rige Fugleliv og sit store Opvækstomraade for Fiskeyngel af Aborrer, Aal og Skrubber skal inddæmmes og pumpes tør for Vand. De mange Vadefugle og Ænder forsvinder, naar man ødelægger deres Tilholdssted, og netop her er det bedste Omraade ved hele Randers Fjord. Den Dag, Udtørringen er en Realitet, maa man se i Øjnene, at Fuglebestanden gaar stærkt tilbage. For Fiskene gør det samme sig gældende. Hvis man fjerner de Omraader, hvor den spæde Yngel skal finde sin Føde og være beskyttet mod de større Fisk, saa bliver Fiskerigdommen mindre Derom er der ingen Tvivl. - Gid de Mennesker, der sidder hjemme ved Tegnebrædtet og slaar Streger paa Kortet, en Dag bliver klar over, hvor meget de ødelægger af Danmarks Natur og Fauna med de evindelige Udtørringer."

I programmet "Hjemme hos" besøgte Danmarks Radio den 24. marts 1959 naturentusiasten og urmageren Hjalmar Ussing i hjemmet i Randers. Udsendelsen, som er et livsbekræftende vidnesbyrd om en mand, der med hensyn til natursyn var mange år forud for sin tid, kan ses på dette link: https://www.danskkulturarv.dk/dr/blandt kræ på nåle