Dronningborg Pumpelag

Pumpelaget ligger nærmest midt i Randers By. Det kan gøre det svært at genskabe rigtig "vild" natur, uden at der skal tages væsentlige hensyn til byens infrastruktur. Men det er ikke svært at skabe en mere styret natur, som man f.eks. ser ved Hornbæk engsøerne, hvor der er etableret huller i de diger, der adskiller de gamle engarealer fra Randers Fjord. En engsø på de nuværende landbrugsarealer vil medføre en væsentlig rekreativ gevinst for de lokale beboere - for eksempel i udviklingsområdet Sporbyen og kolonihaveforeningen Venezuela.

Dronningborg Enge var et af det første områder, der blev indvundet omkring Gudenåen og Randers Fjord. I "Hedeselskabets tidsskrift, Schledermann Larsen, C.V. Landvindingsarbejder langs Gudenaaens nedre Løb og Randers Fjord, 1942, Vol: 63." står der følgende om de første pumpelag: "I Aarene efter sidste Verdenskrig (første verdenskrig), hvor vi i flere Henseender var i en Situation, der mindede meget om den, vi nu lever i, med Krav om forøget Produktion og Krav om Foranstaltninger til Arbejdsløshedens Afhjælpning, blev Spørgsmaalet om Randers Fjordenges Afvanding rejst af betydende Mænd paa Randersegnen gennem Randers Amtshusholdningsselskab i et Samarbejde med afdøde Afdelingsleder, cand. polyt. Kr. Thomsen ved Det danske Hedeselskab. Dette førte til, at der i Aarene 1918-25 projekteredes og gennemførtes en Inddigning og kunstig Afvanding af Væth Enge, Dronningborg Enge, Tjæreby-Vestrup Enge, Albæk Enge, Kristrup Enge og Assentoft Enge. Alle disse Arbejder gennemførtes efter nogenlunde samme Princip. Langs Gudenaaen eller Randers Fjord blev der opført Diger til ca. 2 m over D. V. (daglig vande) til Beskyttelse mod Oversvømmelser, der etableredes Pumpestationer - overalt Vindmotoranlæg med Snegle - og gravedes det fornødne Antal Hovedafvandningskanaler til at føre Vandet til disse Pumpestationer, og endelig anlagdes der et Antal Landkanaler til at lede mest muligt af Oplandsvandet udenom Pumperne for at spare Udgifterne ved Oppumpningen af dette Vand.

Resultaterne af disse Arbejder har af flere Grunde ikke overalt svaret til de stillede Forventninger. Den væsentligste er nok den, at Vindkraften ikke slog til ved Udpumpningen - Teknikken var endnu ikke tilstrækkeligt udviklet. Dette hænger dog i nogen Grad sammen med, at Landmændene i de følgende Aar, hvor konjunkturerne faldt krævede Arealerne mere intensivt udnyttet, f. Eks. krævede Korn- og Roeafgrøder i Arealer, der kun er afvandet med Henblik på Græsafgrøder. Endvidere viste der sig efter Afvandingen nogle Steder Giftvirkninger, et Forhold som man nu er klar over, og som kan modvirkes og beherskes ved Tilførsel af Kalk. Endelig var der ikke et tilstrækkelig Antal af de interesserede Lodsejere, der satte fuld Kraft på Detailafvandingen og Kultiveringen, ligesom det har knebet for mange af faa Skelgrøfter og anden Detailafvanding passet paa tilfredstillende Maade i de forløbne Aar".

Der var altså fuld opbakning til projektet i den del af engene ved Dronningborg, som primært hørte under Bjellerup Ladegaard, og det var også her man gik i gang først. Faktisk blev den resterende del af Dronningborg Enge som mødet handlede om ikke tørlagt før i 1950erne, og den del af Tjærby Enge, som blev behandlet på mødet, er faktisk aldrig blevet tørlagt med pumper.

Baseret på mødereferatet er der meget, der tyder på, at Proprietær Damsgaard-Sørensen på Bjellerup Ladegaard var den store lokale drivkraft på projektet. Og han mente det virkeligt når han agiterede for, at engene skulle tørlægges. Den 4. december 2017 har han f.eks. et indlæg i Randers Amtsavis, hvor der blandt andet står: ".....Engene ved Randers Fjord og Aa henligger, taget i stort Hele, i samme naturlige Tilstand, som i ældgammel Tid. Geologiske Omdannelser foregaar paa saadanne Lokaliteter i et uhyre langsomt Tempo. Hvis Niels Ebbesen blev levende, vilde han næppe kunne kende sin By igen; han vilde studse over megen landskabelig Forandring i Omegnen; men Engene vilde han sikkert kunde kende, det være sig ved Vinter, Vaar eller Sommer.

Var han en Naturens Søn, vilde der være Fryd i hans Genkendelses Blik. Lignende maatte være Tilfælde med fødte Randersianere i Nutiden. Enhver Randerssjæl maa elske den Fjord, den Aa og de Enge, til Trods for Fjordens hyppige altfor ømme Nærgaaenhed og for, at Engene hyppigt sender Snue og anden Sot ind til Byens Beboere.

Ogsaa vi Landboere elsker disse Strøg for deres landskabelige Naturskønhed, og hvad angaar vor Syssel i Høet og mellem Dyrene dernede, da hører den til den Part af vor Landmandsgerning i Nutiden, som dybest minder os om, at vi virker i vore Fædres hæderlige Kald, og saadant giver sin Glans over en Bondes Liv.

Men naar Fjorden midt under vor Dont bliver nærgaaende, og det sker hyppigt, saa føles Idyllen knapt saa glansfuld. Jeg kan her tale med af den personligste Erfaring. Bjellerup Ladegaards Eng ligger i det meget lave; sjælden har jeg paa nogen Tid af Aaret endnu set den helt fri for vaade Mindelser om Fjordens Favntag. Det hører med til min „Sommerferie" nogle Uger at tage „[ulæseligt]tur" der sammen med Storken, og da jeg ikke føler mig egentlig beslægtet med nævnte, iøvrigt agtværdige Kammerat, og ikke kan vedligeholde Træningen hele Aaret rundt, føler jeg, at en saadan Sommerferie i Længden vil forkorte mine Leveaar....."