De nedre byer

Allerede i 1920erne var man klar over, at der ikke var så mange storke som før i tiden. Heller ikke i de berømte storkebyer langs Randers Fjord. I Østsjællands Folkeblad stod der den 23. april 1926: "Der foreligger mange Vidnesbyrd om, at for ca. hundrede Aar siden fandtes der mange Storke, særlig i Jylland, hvor forskellige Landsbyer viden om var bekendt for at være »Storkebyer« 

Det var saaledes Tilfældet med Ølholm ved Gudenaaen, endvidere Havndal, Vestrup, Tjærby og Albæk. I den sidstnævnte Landsby var det ingen Sjældenhed, at der på hver Gaard fandtes 3-4-5 Storkereder. Men det var Bønderne glade for. Et gammel Ord siger nemlig, at der kommer Velstand, hvor mange Storke bygger Rede. Som Kuriosum anføres, at for ca. 30 Aar siden var der i Albæk en Bondegaard, der en sommer havde ialt 8 Reder og foruden 8 gamle Storke, var der endvidere 30 Unger. Saa her var Liv og Røre Dagen lang".

Randers Amtsavis havde også, den 3. august 1928, en lang artikel med overskriften "En karakteristisk dansk Storkefugl, der forsvinder". I artiklen stod der blandt andet: "Fra den berømte Storkeegn ved Randers Fjord fortæller Klinge i 1918: De senere Aar har været skæbnesvangre for Storkene. Færre og færre meldte sig tilbage fra Vinterrejserne, og Rederne kom til at staa tomme. Nu er der næppe mere end 5-6 Par tilbage i Randers By, og fra flere af Landsbyerne langs Fjorden er Fuglene efterhaanden helt forsvundne. Hvor den findes endnu er det oftest kun et enkelt Par. Særlig kendt som Storkebyer var tidligere Landsbyerne Tjærby, Vestrup og Albæk. Nu har Tjærby kun to Par tilbage og Albæk kun tre Par; i Vestrup yngler den ikke mere".

Man vidste godt, at afvandingen og opdyrkningen af engene ikke var godt for storkene, selvom man også havde andre teorier om, hvorfor der blev færre og færre storke. Den 3. august 1928 skrev Randers Amtsavis: "At Storkenes Antal er aftaget, er sikkert nok, men om Aarsagen hertil er man ikke helt enig. En Teori gaar ud paa, at voldsomme Uvejr over Sydeuropa skal have slaaet Storketrækket ned, og at Tusinder og atter Tusinder skal være druknet i Middelhavet i et bestemt Aar omkring 1860. Nogle mener, at Storkene bliver skudt ned paa Vejen herop, andre at de dør af Gift, som i Sydafrika lægges ud for Græshopperne, men den mest almindelige Forklaring er, at der efterhaanden bliver for lidt Føde til Storkene i vore Enge og Moser, efterhaanden som Danmark bliver mere og mere opdyrket og drænet".

Det var dog ikke kun fødemangel, der var et problem for storkene. De nye luftledninger var også årsag til dødsfald. Den 27. august 1936 stod der f.eks. dette i Randers Amtsavis: "Hos Gaardejer Rasmus Skjødt Vestrup, boede et Par; men den ene kommer ikke med paa Rejsen, idet den for en Tid siden fandtes død under Højspændingen, som gaar Vest for Gaardejer N. Møllers Gaard. Den døde Stork, der bliver udstoppet, var mærket med Ring af Ornitologen P. Skovgaard, Viborg. Ved Henvendelse til ham fik man at vide, at den døde Stork var mærket som Unge paa GI. Kærsgaard ved Silkeborg i 1929".

Billedet er fra artiklen i Randers Amtsavis fra 1928, hvor storken stadig nogle gange var tilskuer til høstarbejdet.

Også i 1950erne søgte man efter forklaringer på manglen på storke. Man havde mange fantasifulde forklaringer som traktorstøj, mangel på stråtage og indvoldsorm. Den mest almindelige forklaring var dog stadig fødemangel. Den 9. august 1952 skriver Randers Amtsavis: "Bliver Storken væk, fordi Vandløbene udtørres? Desværre synes den smukke langbenede og langnæbbede Fugl i stadig Tilbagegang, og man har gisnet paa mange Aarsager hertil. Det har været almindelig antaget, at den fremadskridende Tørlægning i vore Moser og Vandløb har betydet en saadan Forringelse af dens Muligheder for at skaffe sig Føde, at det skulde være mere end Grund nok til, at Storkenes Antal svandt ind. 

Saaledes anfører en pensioneret Lærer M. Basse i Vejle netop i disse Dage, at man i hans Drengetid - og han kan huske ca. 70 Aar tilbage - havde hele 70 Reder paa Pjedsted Præstegaard, mens der nu kun er een. Han mener, at Dræninger og Hedeselskabets Virke m. m. har gjort, at Danmark for stedse maa sige Farvel til et større Antal Storke".

Som i alle andre storkebyer ventede man også i de nedre byer hvert forår spændt på storkens ankomst. Her er det et eksempel fra Socialdemokraten for Randers og Omegn fra den 19. april 1944: "Storkenes Ankomst. Allerede Søndag den 6. Februar saa man i Aar den første Stork i Albæk. Den fløj efter et Par Dages Forløb igen bort, men har siden flere Gange været i Reden. Langfredag kom den rigtige Lejer og begyndte straks at sætte Lejligheden i Stand, saa alt kunde være klar til Magens Ankomst, hvilket fandt Sted nogle Dage efter. Forinden maatte Storkefatter udstaa en Kamp for at værge sin Rede, idet en fremmed Stork en Dag uden videre gik over til Angreb. Den maatte dog fortrække".

Billedet af reden, der bygges og flyveøvelserne er fra en artikel i Randers Amtsavis fra den 3. august 1928.

Efterhånden som der kun var ganske få storke tilbage, var det til at holde styr på, hvor den kom først - Randers eller Albæk - og der opstod en lille konkurrence, hvor der hvert år kunne kåres en vinder. Den 18. april 1966 skrev Folkebladet Randers Hobro Mariager for eksempel: "Albæk er også i år en storkelængde foran Randers. Mens turistchef Svend Ovesen endnu venter på de langbenede lejere af reden på Helligåndshusets top, har storken holdt sit indtog i Albæk. Det skete allerede i lørdags, nærmere bestemt lørdag kl. 16.00.

Også storken i Albæk har et halvofficielt fundament for sin bolig, nemlig sognerådsformand Jens Møllers stuehus, og den har åbenbart været klar over, at sognerådsformanden fortsatte efter kommunevalget i marts, siden den gode stork ikke lod til at være i tvivl om, hvor den skulle slå sig ned.

Derimod er storken utvivlsomt blevet noget overrasket over den kølige modtagelse. Det er faktisk også hårde betingelser at flytte fra Sydens varme lande til en dansk skorsten, som er mere kold end varm. Det har i den henseende ikke hjulpet Albæk-storken noget som helst, at dens ankomst faldt 11 dage senere end den plejer at ankomme. Da fotografen i formiddag aflagde en høflighedsvisit ved storkeboet i Albæk, sad storken og frøs med anstand og præsenterede en temmelig vindpjusket fjerdragt. Og så er det oven i købet den 18. april, man byder den sådanne vilkår!".

Op igennem 1940erne og 1950erne gik det for alvor galt med antallet af storke i de nedre byer. Udklippet her er fra Socialdemokraten for Randers og Omegn den 14. april 1950.

I 1960erne blev det bare værre. Og til sidst var storkene helt forsvundet fra de nedre byer. I Randers Amtsavis den 30. maj 1970 skriver den folkekære TV-vært Poul Thomsen: "Henne på Jens Møllers gård i Albæk står den ensomme stork på reden og spejder efter magen, som aldrig kommer. Det gjorde den også sidste år, og året før igen.

Den står så indadvendt deroppe, så tabt for verden og ænser ikke når bilerne standser og den bli'r feteret og fotograferet. Måske den mindes den glade sommer i 1967, hvor den fik kønne unger på vingerne - inden magen, som så mange storke før den, endte sit liv i telefontrådene".