Kare Holme Landvindingslag

Landvindingen ved Kare Holm er formentlig det projekt i hele Randers Fjord, der har været mest omdiskuteret inden det blev gennemført. Området, og især den store ø Kare Holm, var kendt og elsket for de store naturværdier. For eksempel skriver Biskoppen over Aarhus Stift, Skat Hoffmeyer i Aarhus Stiftstidende den 26. januar 1941 i en længere artikel om Randers Fjord følgende: "Længere ude har vi Kare Holm, eller »Karholme«, som dens Kælenavn lyder; paa denne ganske lave Ø (det højeste Punkt er kun en Meter over Havfladen) er der et rigt Liv af Vadefugle; her har Brushanerne Skoggerpladser, og min Ven Sigfred Knudsen har engang set et Par Thorshaner derude, - Thorshanen er egentlig en grønlandsk Fugl, men kommer her engang imellem paa Træk."

En af datidens mest kendte naturelskere i Randers og omegn, Urmager Hj. Ussing skrev den 5. november 1955 i Randers Amtsavis om naturen på øen: "Jordbunden er fast Eng, en Slags Marskeng - maaske Overgangsmarsk - og Plantedækket bestaar hovedsagelig af Harrildgræs, Fioringræs og rød Svingel. Langs Vandet et smallere Bælte af Annelgræs. Jordbunden dybere nede er sandblandet Klæg, en Følge af Saltvandets delvise Oversvømmelser, derfor frugtbart. En saadan Marskeng giver i Virkeligheden udmærket Græsning, og derfor var det altid Skik at lade løsgaaende Kreaturer gaa derude og passe sig selv. En gammel Røgter sørgede dog af og til for Vandingen. - Vi forærede ham altid en hel Flaske Akvavit, og han var lykkelig!

Det er ingenlunde noget lille Areal, vi befinder os paa, den største Holm i Randers Fjord, ca. 1 Kv. Kilometer; men vi vandrer sandelig i Fuglenes Paradis, selv om ogsaa relative Forskydninger altid vil finde Sted med Hensyn til Placeringen i Millieuet! Her ligger Dværgternen, Hætteternen i Kolonier, flankeret af vore gode Venner inde fra Havnen, Hættemaagerne. Stor Præstekrave er almindelig, og den herlige lille Ryle pilende i Smaaflokke paa Sandet nær Stranden. Viben, vor gode bekendt inde fra Gudenaadalen, samt Rødbenet med sit melodiske Fløjt er saare almindelig. Et saa sjældent Syn som Klyden, maaske kun Gæst - er ikke almindeligt. Flere Andearter, som jeg ikke kender helt sikkert, findes ynglende. Men nogle af de sjoveste Vadere er dog Brushønsene, hvis Æg jeg ofte har fundet; og deres besynderlige Parringsdans har jeg afluret inde midt paa Holmen paa den saakaldte »Skoggerplads«. Mage til Festspil skal man lede længe om. Det er Hanerne, der fører Dansen op, mens Fruerne betaget holder sig i Periferien og ser til. Det gaar saa hidsigt, at man stundom aner en Ulykke for de kæmpende Haner. Alligevel klarer de Situationen, men at opleve sligt er storslaaet, selv om Solen bager og bruner ens Ansigt i den herlige ozonholdige Luft, der staar ind fra Fjorden."

Da landvindingen i 1950erne var uundgåelig førte det til store protester fra flere sider. Den 30. juli 1955 skriver Randers Amtsavis: "Kare-Holm en dødsdømt Idyl

Kare-Holm skal udtørres, nærmere betegnet det lavvandede Omraade mellem Øen og Land. - Det kom som et Chok for alle Naturelskere og Fiskere, at Aviserne meddelte, at det nu var en Kendsgerning, og Bevillingen var givet. Denne idyl med sit rige Fugleliv og sit store Opvækstomraade for Fiskeyngel af Aborrer, Aal og Skrubber skal inddæmmes og pumpes tør for Vand. De mange Vadefugle og Ænder forsvinder, naar man ødelægger deres Tilholdssted, og netop her er det bedste Omraade ved hele Randers Fjord. Den Dag, Udtørringen er en Realitet, maa man se i Øjnene, at Fuglebestanden gaar stærkt tilbage. For Fiskene gør det samme sig gældende. Hvis man fjerner de Omraader, hvor den spæde Yngel skal finde sin Føde og være beskyttet mod de større Fisk, saa bliver Fiskerigdommen mindre Derom er der ingen Tvivl. - Gid de Mennesker, der sidder hjemme ved Tegnebrædtet og slaar Streger paa Kortet, en Dag bliver klar over, hvor meget de ødelægger af Danmarks Natur og Fauna med de evindelige Udtørringer."

Jægere og fiskere førte an i protesterne mod landvindingen. På www.dettabteland.dk står der om projektet: "Havde projektets fødsel været noget langstrakt, kom der til gengæld straks  gang i protesterne, da rygterne om lodsejernes og Hedeselskabets store planer begyndte at cirkulere. Allerede 24. januar 1953 – tre måneder før ansøgningen overhovedet var afleveret – offentliggjorde formanden for Randers Landsjagtforening en skarp protest mod projektet. Interessant er det, at protesten hverken var stilet til det lokale lodsejerudvalg, landbrugsministeriet eller Statens Landvindingsudvalg. Jægerne havde deres egen mening om, hvem der var ophav til projektet. De sendte protesten direkte til Hedeselskabet i Viborg. I brevet stod der bl.a.: »Da det ser ud til at Kar Holme Søen, skal til at tørlægges, ønsker vi indenfor Randers Landsjagtforening at protestere, mod inddæmningen. Randers Landsjagtforening, har af Randers Havnevæsen, i en lang årrække, lejet den østre Kanal-dæmning som tilhører havnen. For at lodsejerne kan komme over på holmen, må de nødvendigvis benytte dæmningen, som vi har lejet, og da disse så henvendte sig til os om færdselsret – forlangte vi til gengæld jagtretten på holmen, som vi så fik – og siden har været udlagt som fuglereservat. Kar Holme, i sin nuværende skikkelse har stor betydning både for jægere og fiskere, da der udruges en mængde fugle af alle arter, ligesom der i søen kastes og opdrættes en mængde yngel og småfisk, en hel del jægere – lodsejere – og fiskere – derudefra, har da derfor henvendt sig til os angående protesten. Randers Landsjagtforening som tæller 300 medlemmer, ønsker derfor overfor Hedeselskabet at tilkendegive, at vi fortsat ønsker Kar Holme med søen i sin nuværende skikkelse bibeholdt som fuglereservat, andejagten på Randers fjord vil ellers kun blive en saga«".

Protesterne forsatte helt frem til gennemførelsen af projektet sidst i 1950erne. For eksempel blev nogle af jagtforeningerne, i Randers Amtsavis den 2. januar 1956, spurgt ind til deres ønsker for det kommende år. Formanden for Landsjagtforeningen, Willy Nielsen, udtalte blandt andet: "Vort brændende Ønske for det kommende Aar er at ophjælpe Vildtbestanden og faa stoppet den overhaandtagende Landvinding, saaledes at vi i Aarene fremover kunde faa Lov til at nyde Guds frie Natur uden al for megen Indblanding fra de emsige Herrer, der kun har Landvinding i Hovedet uden Tanke for Naturen. Nu sidst er det jo galt med Kare Holme, naar først Omraaderne der bliver tørlagt, gaar Fuglebestanden stærkt tilbage i Fjorden, og mange Fuglearter, der tidligere har haft deres Tilholdssteder og Ynglingepladser der, vil forsvinde. Vi har netop været til Protestmøde i Ørsted, men det lader ikke til, der er noget at gøre

Det offentlige taler om fortsat Inddæmninger, og Resultatet bliver, at vi faar endnu flere Oversvømmelser og færre Fugle paa Fjorden."

Kare Holm havde en nærmest mytisk betydning for beboerne langs Randers Fjord. Onsdag den 5. august 1953 havde Aarhus Amtstidende snakket med øens mangeårige opsynsmand Niels Skipper, og de skrev blandt andet følgende: "Men saa er her ogsaa Sommerfugle, og hvor der er Sommerfugle, dér er ogsaa Biskoppen fra Aarhus. Biskoppen er glad for Sommerfugle (ligesaa glad som Niels Skipper er for Biskoppen, og det er ikke saa lidt: »Han kommer gaaende med Stok i Haanden og snakker jævnt og bramfrit som en anden én.) Men hvad med Studene? Sikkert har Biskoppen prøvet at holde lidt Styr paa Flokken med sin Stok og opdaget, at den, han pirker, ved, siger: Bøh'. Eller ogsaa flintrer hele Flokken hen til den anden Ende af Øen og raaber til ham: - Du er en daarlig Hyrde, er du, men nu kan du passe dig selv, kan du, for den Ende her hører under »Holbækgaard«, mens den, hvor du staar hører under »Stenalt«. - Og saa kan Bispen fra Aarhus gaa i Fred med sine Sommerfugle, mens han nynner: Her gaar det godt, Fru Kammerherreinde!

Der sker meget paa Kareholm, men det er heller ikke noget helt almindeligt Sted. Engang paastod Fruen til Gl. Estrup, at hun havde Ejendomsretten til Øen. Det blev bestridt, og det forlangtes, at hun skulde aflægge Ed paa det. Hvad gjorde Damen? Hun tog ud paa Øen og svor paa, at hun stod paa sin egen Jord. Hun svor uden Skjælven, for hjemme i Haven paa GI. Estrup havde hun fyldt Jord i sine Sko.

Dengang har Øen sikkert været mere værdifuld end nu. Den kaldte ogsaa en Have og skal have været saa frugtbar, at de flittige Munke fra Essenbæk dyrkede Lægeurter i dens Jord. Nu er der ingen Lægeurter paa Kareholm, og ingen Munke i Klostret."

Projektet blev gennemført i slutningen af 1950erne. I Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforenings jubilæumsskrift 1926 — 1976 hedder det blandt andet om projektet: "Digelængden er på 6,0 km, og kanallængden på 5,0 km. Der blev opført en pumpestation med en kapacitet på 1.000 l/sek. fordelt på to pumper. Anlægssummen var 880.000 kr., hvoraf lodsejernes part var 353.000 kr. Her blev foretaget partsfordeling, hvorefter der fremkom ca. 25.000 parter, 10 % af disse blev pålagt det samlede areal, og 90 % pålagt efter niveau og bonitet. Der betales i øjeblikket 1,80 kr. pr. part, og driftsudgifterne i 1974 - 75 var på 57.000 kr. Også dette projekt har vist sig at være en meget god investering. Selv om jorden her er af forskellig bonitet, avles der gode afgrøder nu".