Kare Holme Landvindingslag
Kare Holme Landvindingslag ligger på østsiden af Randers Fjord ved landsbyerne Kare og Voer. Mange lokale vil kende området for det gode sildefiskeri og færgeovergangen mellem Voer og Mellerup.
Landvindingen ved Kare Holm er formentlig det projekt i hele Randers Fjord, der har været mest omdiskuteret inden det blev gennemført. Området, og især den store ø Kare Holm, var kendt og elsket for de store naturværdier. For eksempel skriver Biskoppen over Aarhus Stift, Skat Hoffmeyer i Aarhus Stiftstidende den 26. januar 1941 i en længere artikel om Randers Fjord følgende: "Længere ude har vi Kare Holm, eller »Karholme«, som dens Kælenavn lyder; paa denne ganske lave Ø (det højeste Punkt er kun en Meter over Havfladen) er der et rigt Liv af Vadefugle; her har Brushanerne Skoggerpladser, og min Ven Sigfred Knudsen har engang set et Par Thorshaner derude, - Thorshanen er egentlig en grønlandsk Fugl, men kommer her engang imellem paa Træk."
En af datidens mest kendte naturelskere i Randers og omegn, Urmager Hj. Ussing skrev den 5. november 1955 i Randers Amtsavis om naturen på øen: "Jordbunden er fast Eng, en Slags Marskeng - maaske Overgangsmarsk - og Plantedækket bestaar hovedsagelig af Harrildgræs, Fioringræs og rød Svingel. Langs Vandet et smallere Bælte af Annelgræs. Jordbunden dybere nede er sandblandet Klæg, en Følge af Saltvandets delvise Oversvømmelser, derfor frugtbart. En saadan Marskeng giver i Virkeligheden udmærket Græsning, og derfor var det altid Skik at lade løsgaaende Kreaturer gaa derude og passe sig selv. En gammel Røgter sørgede dog af og til for Vandingen. - Vi forærede ham altid en hel Flaske Akvavit, og han var lykkelig!
Det er ingenlunde noget lille Areal, vi befinder os paa, den største Holm i Randers Fjord, ca. 1 Kv. Kilometer; men vi vandrer sandelig i Fuglenes Paradis, selv om ogsaa relative Forskydninger altid vil finde Sted med Hensyn til Placeringen i Millieuet! Her ligger Dværgternen, Hætteternen i Kolonier, flankeret af vore gode Venner inde fra Havnen, Hættemaagerne. Stor Præstekrave er almindelig, og den herlige lille Ryle pilende i Smaaflokke paa Sandet nær Stranden. Viben, vor gode bekendt inde fra Gudenaadalen, samt Rødbenet med sit melodiske Fløjt er saare almindelig. Et saa sjældent Syn som Klyden, maaske kun Gæst - er ikke almindeligt. Flere Andearter, som jeg ikke kender helt sikkert, findes ynglende. Men nogle af de sjoveste Vadere er dog Brushønsene, hvis Æg jeg ofte har fundet; og deres besynderlige Parringsdans har jeg afluret inde midt paa Holmen paa den saakaldte »Skoggerplads«. Mage til Festspil skal man lede længe om. Det er Hanerne, der fører Dansen op, mens Fruerne betaget holder sig i Periferien og ser til. Det gaar saa hidsigt, at man stundom aner en Ulykke for de kæmpende Haner. Alligevel klarer de Situationen, men at opleve sligt er storslaaet, selv om Solen bager og bruner ens Ansigt i den herlige ozonholdige Luft, der staar ind fra Fjorden."
Da landvindingen i 1950erne var uundgåelig førte det til store protester fra flere sider. Den 30. juli 1955 skriver Randers Amtsavis: "Kare-Holm en dødsdømt Idyl
Kare-Holm skal udtørres, nærmere betegnet det lavvandede Omraade mellem Øen og Land. - Det kom som et Chok for alle Naturelskere og Fiskere, at Aviserne meddelte, at det nu var en Kendsgerning, og Bevillingen var givet. Denne idyl med sit rige Fugleliv og sit store Opvækstomraade for Fiskeyngel af Aborrer, Aal og Skrubber skal inddæmmes og pumpes tør for Vand. De mange Vadefugle og Ænder forsvinder, naar man ødelægger deres Tilholdssted, og netop her er det bedste Omraade ved hele Randers Fjord. Den Dag, Udtørringen er en Realitet, maa man se i Øjnene, at Fuglebestanden gaar stærkt tilbage. For Fiskene gør det samme sig gældende. Hvis man fjerner de Omraader, hvor den spæde Yngel skal finde sin Føde og være beskyttet mod de større Fisk, saa bliver Fiskerigdommen mindre Derom er der ingen Tvivl. - Gid de Mennesker, der sidder hjemme ved Tegnebrædtet og slaar Streger paa Kortet, en Dag bliver klar over, hvor meget de ødelægger af Danmarks Natur og Fauna med de evindelige Udtørringer."
Jægere og fiskere førte an i protesterne mod landvindingen. På www.dettabteland.dk står der om projektet: "Havde projektets fødsel været noget langstrakt, kom der til gengæld straks gang i protesterne, da rygterne om lodsejernes og Hedeselskabets store planer begyndte at cirkulere. Allerede 24. januar 1953 – tre måneder før ansøgningen overhovedet var afleveret – offentliggjorde formanden for Randers Landsjagtforening en skarp protest mod projektet. Interessant er det, at protesten hverken var stilet til det lokale lodsejerudvalg, landbrugsministeriet eller Statens Landvindingsudvalg. Jægerne havde deres egen mening om, hvem der var ophav til projektet. De sendte protesten direkte til Hedeselskabet i Viborg. I brevet stod der bl.a.: »Da det ser ud til at Kar Holme Søen, skal til at tørlægges, ønsker vi indenfor Randers Landsjagtforening at protestere, mod inddæmningen. Randers Landsjagtforening, har af Randers Havnevæsen, i en lang årrække, lejet den østre Kanal-dæmning som tilhører havnen. For at lodsejerne kan komme over på holmen, må de nødvendigvis benytte dæmningen, som vi har lejet, og da disse så henvendte sig til os om færdselsret – forlangte vi til gengæld jagtretten på holmen, som vi så fik – og siden har været udlagt som fuglereservat. Kar Holme, i sin nuværende skikkelse har stor betydning både for jægere og fiskere, da der udruges en mængde fugle af alle arter, ligesom der i søen kastes og opdrættes en mængde yngel og småfisk, en hel del jægere – lodsejere – og fiskere – derudefra, har da derfor henvendt sig til os angående protesten. Randers Landsjagtforening som tæller 300 medlemmer, ønsker derfor overfor Hedeselskabet at tilkendegive, at vi fortsat ønsker Kar Holme med søen i sin nuværende skikkelse bibeholdt som fuglereservat, andejagten på Randers fjord vil ellers kun blive en saga«".
Protesterne fik opbakning helt op på ministerniveau. I Randers Dagblad og Folketidende den 1. juli 1953 står der: "Randers Fiskeriforening har sammen med Fiskeriforeningerne i Rougsø og Udbyhøj fremsendt en Protest mod Planer om Tørlægning af de flade Grunde mellem Sejlrenden i Randers Fjord og Kare Enge, og denne Protest er tillige med Protester fra Horsens og øvrige Dele af Jylland nu til Overvejelse i Fiskeriministeriet.
Efter hvad Randers Dagblad erfarer, gaar Ministeriet fuldstændig ind for Protesten fra Randers, Rougsø og Udbyhøj og henstiller til Landbrugsministeriet, at der gives det Hensyn til Fiskerne paa Randersegnen at lade de flade Grunde blive liggende i den nuværende Tilstand.
Landbrugsminister Sønderup skal være indstillet paa at følge Fiskeriminister Knud Rees Henstilling."
Protesterne forsatte helt frem til gennemførelsen af projektet sidst i 1950erne. For eksempel blev nogle af jagtforeningerne, i Randers Amtsavis den 2. januar 1956, spurgt ind til deres ønsker for det kommende år. Formanden for Landsjagtforeningen, Willy Nielsen, udtalte blandt andet: "Vort brændende Ønske for det kommende Aar er at ophjælpe Vildtbestanden og faa stoppet den overhaandtagende Landvinding, saaledes at vi i Aarene fremover kunde faa Lov til at nyde Guds frie Natur uden al for megen Indblanding fra de emsige Herrer, der kun har Landvinding i Hovedet uden Tanke for Naturen. Nu sidst er det jo galt med Kare Holme, naar først Omraaderne der bliver tørlagt, gaar Fuglebestanden stærkt tilbage i Fjorden, og mange Fuglearter, der tidligere har haft deres Tilholdssteder og Ynglingepladser der, vil forsvinde. Vi har netop været til Protestmøde i Ørsted, men det lader ikke til, der er noget at gøre
Det offentlige taler om fortsat Inddæmninger, og Resultatet bliver, at vi faar endnu flere Oversvømmelser og færre Fugle paa Fjorden."
Kare Holm blev udnyttet til græsning inden den blev opdyrket. Da øen var omgivet af saltvand måtte kreaturer og heste vandes med vand fra en vippebrønd midt på holmen. Billedet er fra en artikel om de tre stormflode i 1921, 1935 og 1945 i Aarhus Stiftstidende den 15. november 1970.
Afgræsningen sikrede en lav vegetation, der gjorde øen ideel som yngleområde for en lang række jordrugende fugle.
På en ø varierer forholdene for fugle og anden flora og fauna selvfølgelig en del. På Kare Holms vestvendte kyst kunne forholdene til tider være ret barske.
På strækningen ved sejlrenden og kanaløen er kysten faskineret med træpæle. Nord for sejlrenden kan man dog stadig i dag gå en tur på Kare Holms vestkyst - uden for diget. Stranden er mange steder en åben sandstrand, men der er også områder med tagrør helt ud til vandet.
Kare Holms østvendte kyst lå mere beskyttet og havde derfor nogle helt andre naturlige forhold. De gamle billeder er fra Randers Fjords Naturhistorie ved A.C. Johansen fra 1918.
Kare Holm havde en nærmest mytisk betydning for beboerne langs Randers Fjord. Onsdag den 5. august 1953 havde Aarhus Amtstidende snakket med øens mangeårige opsynsmand Niels Skipper, og de skrev blandt andet følgende: "Men saa er her ogsaa Sommerfugle, og hvor der er Sommerfugle, dér er ogsaa Biskoppen fra Aarhus. Biskoppen er glad for Sommerfugle (ligesaa glad som Niels Skipper er for Biskoppen, og det er ikke saa lidt: »Han kommer gaaende med Stok i Haanden og snakker jævnt og bramfrit som en anden én.) Men hvad med Studene? Sikkert har Biskoppen prøvet at holde lidt Styr paa Flokken med sin Stok og opdaget, at den, han pirker, ved, siger: Bøh'. Eller ogsaa flintrer hele Flokken hen til den anden Ende af Øen og raaber til ham: - Du er en daarlig Hyrde, er du, men nu kan du passe dig selv, kan du, for den Ende her hører under »Holbækgaard«, mens den, hvor du staar hører under »Stenalt«. - Og saa kan Bispen fra Aarhus gaa i Fred med sine Sommerfugle, mens han nynner: Her gaar det godt, Fru Kammerherreinde!
Der sker meget paa Kareholm, men det er heller ikke noget helt almindeligt Sted. Engang paastod Fruen til Gl. Estrup, at hun havde Ejendomsretten til Øen. Det blev bestridt, og det forlangtes, at hun skulde aflægge Ed paa det. Hvad gjorde Damen? Hun tog ud paa Øen og svor paa, at hun stod paa sin egen Jord. Hun svor uden Skjælven, for hjemme i Haven paa GI. Estrup havde hun fyldt Jord i sine Sko.
Dengang har Øen sikkert været mere værdifuld end nu. Den kaldte ogsaa en Have og skal have været saa frugtbar, at de flittige Munke fra Essenbæk dyrkede Lægeurter i dens Jord. Nu er der ingen Lægeurter paa Kareholm, og ingen Munke i Klostret."
På et luftfoto kan man se, at stort set hele det 479 ha store landvindingslag i dag er landbrugsjord.
Området dyrkes intensivt. Der kan dog godt stå vandpytter på markerne i lang tid efter et vådt forår.
Det ældste originalkort over Voer By og dens jorde er opmålt i 1778. På kortet kan man se den sydlige ende af Kare Holm. Det er angivet, at denne ende hører under Stenalt Hovedgård. Fjordarmen, der adskiller Kare Holm fra fastlandet, kaldes "En Arm af Randers Fiord" og strandengene langs fjorden er opdelt i store lodder, der omtales som "Til Gaardmændene i Byen", "Smedens Englod" og "Præstegaardens Englod". De mange våde områder, der dengang var i de dyrkede arealer omkring Voer, har været et vigtigt levested for padder og store biller. Da man i løbet af 1800- og 1900-tallet drænede disse vådområder i hele landet, forsvandt padderne og billerne. Dermed forsvandt fødegrundlaget for landets 8-10.000 storkepar også. Og til sidst forsvandt storken.
På de høje målebordsblade (1842-1899) var Kare Holm stadig en ø i Randers Fjord. På øen var der en række mindre damme, som må have været fantastiske paddelokaliteter.
I dag er det smalle sund, der adskilte Kare Holm fra fastlandet, afvandet. Der er dog en række mindre damme i området, som det ses midt på billedet. Øverst til venstre i billedet kan man se den nordlige spids af den dæmning, som sammen med kanaløen danner sejlrenden i området.
Sejlrenden og kanaløen set fra den sydlige ende af det oprindelige Kare Holm. I baggrunden kan man se den lille havn, der er anlagt på kanaløen.
Landvindingen ved Kare Holm var en del af en ny type projekter hos Hedeselskabet. I starten af 1950erne tog Hedeselskabet, og især Direktør Niels Basse, rundt i landet for at plædere for, at indvindingen af nyt land skulle udvides til søterritoriet. Udklippet er fra et indlæg i Randers Amtsavis den 17. december 1953.
Fra midten af 1850erne til midten af 1950erne var 700.000 ha af den jyske hede opdyrket og de fleste væsentlige mose- og engarealer havde lidt samme skæbne. I Viborg Stifts Folkeblad den 29. januar 1955 vurderede Niels Basse, at der kun var 75.000 ha hede og 40-50.000 ha moser og vandlidende arealer tilbage, som kunne bringes i landbrugsmæssig drift.
Hovedargumentet for at foretage landvindinger på søterritoriet var, at der hvert år blev inddraget 10-15.000 ha landbrugsjord til andre formål som byer, veje og militæranlæg. Da det tilsyneladende var meget vigtigt, at der ikke blev mindre landbrugsareal i Danmark, var det indlysende, at det kun var et spørgsmål om tid før det blev nødvendigt at bevæge sig ud i havet.
Derfor havde Hedeselskabet udpeget 93 muligheder for landvinding på søterritoriet. Det drejede sig om i alt 148.000 ha, hvoraf de 31.000 ha var lavtliggende landarealer. Og Kare Holm var altså et af disse 93 projekter.
Hedeselskabet havde ikke helt så meget held med landvinding til søs, som de havde med opdyrkning af hede, moser og enge. Overgård Inddæmningen ved udmundingen af Mariager Fjord, som også var en af de 93 mulige projekter på Hedeselskabets liste, blev et af de sidste større landvindingsprojekter i Danmark. Projektet blev gennemført fra 1961 til 1965 og er beskrevet her: https://www.dettabteland.dk/midtjylland/overgaard.pdf
Projektet blev gennemført i slutningen af 1950erne. I Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforenings jubilæumsskrift 1926 — 1976 hedder det blandt andet om projektet: "Digelængden er på 6,0 km, og kanallængden på 5,0 km. Der blev opført en pumpestation med en kapacitet på 1.000 l/sek. fordelt på to pumper. Anlægssummen var 880.000 kr., hvoraf lodsejernes part var 353.000 kr. Her blev foretaget partsfordeling, hvorefter der fremkom ca. 25.000 parter, 10 % af disse blev pålagt det samlede areal, og 90 % pålagt efter niveau og bonitet. Der betales i øjeblikket 1,80 kr. pr. part, og driftsudgifterne i 1974 - 75 var på 57.000 kr. Også dette projekt har vist sig at være en meget god investering. Selv om jorden her er af forskellig bonitet, avles der gode afgrøder nu".
Det var et stort arbejde at tørlægge området, og det var besværligt at bygge pumpestationen da undergrunden bestod af flydesand. Den 13. april 1957 interviewer Randers Dagblad og Folketidende arbejdsformand Harry Bach. De skriver blandt andet: "...et helt aar boede han i en beboelsesvogn, der var placeret ved siden af grunden, hvor pumpestationen skulle opføres. Det var nødvendigt, sagde han, for fem pumper skulle arbejde i døgndrift, ellers ville flydesand og vand have faaet stationens fundament til at skride sammen.
Det er slet ikke saa galt at bo herude, hævder Bach. Her er jo flere kilometer til nærmeste nabo, saa posten kom ikke herud, men arbejdskammeraterne var flinke til at tage aviser med. Og en del af tiden boede en arbejder herude i en anden vogn, saa vi gik sammen paa fiskeri. Jeg lavede selv min mad, og menuen stod tit paa aal. Dem fanger jeg iøvrigt en hel del af endnu. Jeg har en ruse i en af kanalerne, og selv om de fleste aal er fanget, hænder det tit, at jeg kan have en spandfuld paa en dag Jeg sorterer aalene. De mindste bærer jeg ud i fjorden, for lader jeg dem passere i kanalen, vil de uvægerligt blive slaaet i stykker ved pumpestationen."
Harry Bachs arbejde fik en ende. I dag står pumpehuset solidt funderet, hvor det blev opført. Pumpehuset er et typeeksempel på de rødstensbygninger, som står ved mange af Hedeselskabets landvindingsprojekter.
I baggrunden ses nogle lystfiskere. Dem er der næsten altid nogen af en forårsdag på dæmningen. Kanaløen kan ses på den anden side af den smalle sejlrende.
På statens tørvekort kan man se, at der stort set ikke er tørvejord i området. De lyserøde områder har et organisk indhold på mere end 12 % og de lysegrønne områder har et organisk indhold på mellem 6 og 12 %. Naturgenopretning vil dog formentlig alligevel have en positiv klimaeffekt på grund af ophobning af organisk materiale, som sedimenterer på de genskabte strandenge.
Landvindingsarbejdet blev fulgt med stor interesse af de lokale. Det kostede nogle fastkørte biler. Værre gik det for brushanerne og sommerfuglene, der selvfølgelig forsvandt da projektet blev gennemført sammen med en lang række arter, der var knyttet til strandenge og kystlaguner. Ålen var en af dem. I artiklen fra den 12. marts 1957, som billedet af den fastkørte bil er fra, skriver Randers Dagblad og Folketidende: "Det store Kareholm-landvindingsprojekt har kostet to tons aal livet. De blev fanget, mens søen ved Voer pumpedes læns og aalefangerne oplevede store dage. 50-60 lyst- og erhvervsfiskere vadede iført store støvler rundt i den betydelige indsø, og mens pumpestationen ekspederede 60 tons vand ud i Randers fjord hvert minut, spiddedes den ene aal efter den anden paa de lange jern".
Ålen er ikke den eneste fisk, der har det svært. Næsten halvdelen af alle fiskebestande i havet er reduceret til mindre end 40 % af deres oprindelige størrelse, og hver tiende er på randen af kollaps, hvilket vil sige, at der er mindre end 10 % af den oprindelige bestand tilbage /https://www.minderoo.org/global-fishing-index/. For ålen er det gået helt galt. Siden 1980erne er antallet af ålelarver, der ankommer til de europæiske kyster reduceret med mere end 90 % /http://europaeisk-aal.dk/. Og så er der ikke engang taget højde for, hvor meget bestanden var påvirket inden da.
Tab af ålens levesteder var dog ikke noget der bekymrede Randers Dagblad og Folketidende i 1957. I stedet var avisens udsendte meget begejstret for projektet. I artiklen står der for eksempel: "Søbunden vil i øvrigt vise sig særdeles frugtbar. Den er dækket af en halv meter højt lag mudder dannet af forraadnede træer. Om kort tid vil mudderet være udtørret og omdannet til et dejligt muldlag, som nok skal være yppigt. Og hvor der nu ligger mudder, vil der til næste aar være korn; et goldt stykke Danmark vil snart være et frodigt landskab".
Kortet viser en situation, hvor vandspejlet står 20 cm over den normale havoverflade, hvilket er en helt almindeligt vandstand. Hvis pumperne stoppes og digerne fjernes vil øen Kare Holm blive genskabt. På grund af sætninger vil der stå vand på et større areal end inden tørlægningen. Sætningerne kunne tyde på, at der er, eller har været, mere organisk jord i området end tørvekortet antyder.
I slutningen af 1950erne var jordarbejdet ikke længere manuelt. Ved Kare Holm var det heldigt, da store dele af den 6 km lange dæmning skulle etableres i områder, hvor der var vand på begge sider af dæmningen. Der skulle derfor køres jord til fra andre områder. Jorden blev transporteret til området med tipvognstog og lagt ud med gravemaskine. Udklippet er fra en artikel i Randers Dagblad og Folketidende den 23. januar 1957 med titlen "En sø pumpes i Randers fjord, og yderig jord kommer til syne".
Ved Kare Holms nordlige ende - på det sted, hvor det østlige forløb af Randers Fjord løb sammen med det vestlige forløb - er det gamle udløb lukket med træfaskiner og beton.
Lodsstien, som er en 31 km lang vandretur fra Randers til Udbyhøj - eller omvendt - ligger på diget på Kare Holms vestside. Hvis man genskaber Kare Holm som naturområde ved at fjerne diget og fortsat ønsker at kunne bruge lodsstien som vandrerute, skal der bygges nogle meget dyre broer ved den nordlige og sydlige ende af Kare Holm. Alternativt skal man bevare diget eller nøjes med at grave toppen af diget af.
I stedet for broer kan man nøjes med at gennembryde digerne med mellemrum og så lade vandet fra Randers Fjord strømme igennem åbningerne. Hvis åbningerne er mange og store nok kan man sikre, at der kommer så meget saltvand ind, at strandengene på Kare Holm og Rougsø-halvøens gamle vestkyst bliver genskabt.