Storkenes fjord

Forfatterens kommentarer til kolonierne ved Randers Fjord viser, hvor meget tilbage det allerede var gået for storkebestanden. Listen indeholder danmarksrekorden for storkereder på en ejendom - Virring Præstegaard, se undersiden om Oksenbækken Pumpelag.

Peter Skovgaard giver i "Storken I Danmark" udtryk for et håb om, at bølgedalen var passeret, og at det nu igen ville gå fremad for den decimerede storkebestand. Sådan gik det ikke - og forfatterens forklaring på nedgangen viser også meget godt, hvorfor storkebestanden kun fik det værre, indtil den helt var væk. I bogen skriver han: "Storkenes Aftagen har selvfølgelig været under Paavirkning af Livskaarene. Den er foregaaet i en Periode, hvor vort Land kom ind under en mere intensiv Jordbehandling, hvor Brakmarksprincippet blev opgivet, der blev nu Uro overalt hele Sommeren igennem, alt blev taget med, de sure Steder, der før fandtes i mange Kroge af Ejendommene, blev drænet, og Dyrelivet forsvandt, og dermed Hovedparten af Storkenes Føde paa det Sted. Aaerne blev reguleret, Vandstanden sænket, saa store Engarealer fremstod, hvor før var Kær, lavvandede Søer og Fjorde; Storkenes bedste Jagtmark, blev tørlagt. Der kan anføres en hel Række gunstige Arealer, der er forsvundet som Sø, Sump og Kær og erstattet med Eng: Rødby Fjord, Bøtø Nor, Lammefjorden, Saltbækvig, Gaardbo Sø, Tastum Sø, Sjørring Sø, Kolind Sund, Søkjæret ved Onsild, Tarm Sø, Fiil Sø, Nørreaaens og Skalsaaens Regulering, Sænkningen af Grund Fjord og delvis Opfyldning af Randers Fjord, Flasken ved Horsens, Uldum Kær m. fl."

Storken er naturligvis ikke den eneste fugl, der vil have gavn af en genskabelse af strandengene. En lang række ande- og vadefugle vil også vende tilbage i stort tal, ligesom også rørhøgen, rørdrummen og tranen vil have gavn af flere naturområder. Og måske vil brushanen endda vende tilbage til Kare Holm.

Havørnen, som har været væk fra Randers Fjord endnu længere tid end storken, vil helt sikkert komme tilbage. Havørnens lange fravær skyldes til dels de forringede levevilkår som opdyrkningen af strandengene har medført, men en lang periode med udryddelsesjagt var formentlig den vigtigste grund til, at havørnen forsvandt.

Billedet er fra Randers Fjords Naturhistorie fra 1918 ved A.C. Johansen. I bogen står der "Havørnen Haliaëtus albicilla, har kun været faatallig, men der synes dog at have været nogle Par, eftersom Fencker anfører: „Man vil ikke kunne besejle Strækningen af Fjorden fra Randers til Udbyhøj uden at bemærke en eller flere af disse Fugle. Som ynglende findes den i Fousingø Skov, hvor den gennem en længere Aarrække har haft en Rede i en stor Bøg. Sandsynligvis yngler den ogsaa i Støvringgaard Skov, hvor jeg gentagne Gange har set den om Sommeren”.

Det sidste Par, der kendes fra Fjorden, hørte hjemme i Sødringholm Skov, hvor det omhyggeligt blev fredet gennem adskillige Aar; men ved Aaret 1905 faldt en af de gamle Fugle for en Fjordskyttes Bøsse, og dermed var Hjemmet opløst. - Den overlevende Fugl forvandt dog aldrig Tabet af sin Mage. Aar efter Aar vendte den tilbage til sit gamle Hjem, og den endte sit Liv paa Sødringholms Strandeng, hvor den blev funden død i Efteraaret 1913."