Storkenes fjord
Tabet af storken var en af de mest synlige, og for mange mennesker også en af de værste, konsekvenser af afvandingen og opdyrkningen af strandengene. Håbet om at få storken tilbage er dog lysegrønt. På de to undersider beskrives storkenes betydning for Randers By og for de nedre byer langs fjorden.
Med industrialiseringen af landbruget forsvandt storken fra Danmark. Fra ca. 8-10.000 ynglepar omkring 1850 til funktionelt uddød omkring årtusindeskiftet /www.dofbasen.dk/. Storkens deroute blev en af de tydeligste konsekvenser af afvandingen og opdyrkningen af landets enge.
Storkene forsvandt fra de nedre byer i slutningen af 1960erne, mens der ynglede storke på Helligåndshuset i Randers helt frem til 1990. Siden har der der kun været få strejfende storke langs Randers Fjord og i Gudenåens enge.
Tabet af storkene gjorde ondt på selvforståelsen i Randers. Så meget, at der midt i 1990erne var planer om at oprette en storkefarm. Projektet mødte dog modstand og blev aldrig til noget. Udklippet er fra Aalborg Stiftstidende den 14. januar 1995.
Efter at storken var forsvundet fra Danmark diskuterede man stadig, hvad årsagen var, selvom der egentlig ikke var så meget at være i tvivl om. Den 4. januar 1992 skrev Frederikshavn Avis under overskriften "Forureningen er ikke årsagen til »storke-flugten«" for eksempel: "Vi må acceptere, at grunden til at storken går tilbage i Danmark, simpelthen er, at vi byder den for dårlige levesteder.
Det er årtier siden storken forsvandt fra Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. Men når der kan leve 30.000 par storke i Polen, og man tænker på, hvor tæt Polen ligger ved for eksempel Lolland-Falster, så er det helt klart hverken geografiske eller klimamæssige årsager, som er skyld i den voldsomme nedgang i den danske storkebestand.
- I bund og grund er det vores effektive landbrugsmetoder, der er årsagen, siger ornitologen Hans Skov, som er formand for den særlige storkegruppe under Dansk Ornitologisk forening. Hans Skov påpeger samtidig, at selv i landbrugsområder som de danske, er det muligt at genskabe lokaliteter, der igen vil give storken levemuligheder".
I artiklen står der desuden: "Mere hjælp
Nu vil Ribe yderligere etablere et system af fem-seks vandhuller i branddamsstørrelse, som skal sørge for, at storkene også får mulighed for at fange frøer. I Randers vil kommunen nu til at gøre noget tilsvarende. Her har byens eneste storkepar gennem mange år måttet ernære sig ved at fiske i et dambrug 13 km fra deres rede. Storken er fredet og da den også er sjælden, har dambrugets ejere ikke noget mod de spisende gæster.
4 km radius
Men det er ikke godt, når storkene må flyve så langt for at finde føde, understreger Hans Skov. Undersøgelser har vist, at på en god storkelokalitet, skal storkene kunne finde deres føde inden for en radius af fire km fra reden, otte km er normalt den maksimale grænse. Kommer storkene ud over den, kan det ikke energimæssigt betale sig for dem. Så Randers storkeparret er en absolut undtagelse. I 1930erne havde Randers i gode år 10 par storke, men da var engene langs Gudenåen og Randers Fjord heller ikke forsvundet.
- Storken er et sidste iøjnefaldende led i fødekæden i naturen. Og når storken forsvinder, så er det først, at vi indser, at noget er galt, siger Hans Skov".
Hvis det lykkes at få genskabt strandengene langs Randers Fjord vil man også have genskabt de forhold, der skal være på plads, hvis drømmen om massevis af storke langs fjorden skal gå i opfyldelse. En fremtid med ynglende storke i Randers og i alle landsbyerne langs fjorden er ikke en utopi. Billedet af H Schmidt er gengivet fra Kronjyder og Molboer af Henrik Pontoppidan.
Storken er naturligvis ikke den eneste fugl, der vil have gavn af en genskabelse af strandengene. En lang række ande- og vadefugle vil også vende tilbage i stort tal, ligesom også rørhøgen, rørdrummen og tranen vil have gavn af flere naturområder. Og måske vil brushanen endda vende tilbage til Kare Holm.
Havørnen, som har været væk fra Randers Fjord endnu længere tid end storken, vil helt sikkert komme tilbage. Havørnens lange fravær skyldes til dels de forringede levevilkår som opdyrkningen af strandengene har medført, men en lang periode med udryddelsesjagt var formentlig den vigtigste grund til, at havørnen forsvandt.
Billedet er fra Randers Fjords Naturhistorie fra 1918 ved A.C. Johansen. I bogen står der "Havørnen Haliaëtus albicilla, har kun været faatallig, men der synes dog at have været nogle Par, eftersom Fencker anfører: „Man vil ikke kunne besejle Strækningen af Fjorden fra Randers til Udbyhøj uden at bemærke en eller flere af disse Fugle. Som ynglende findes den i Fousingø Skov, hvor den gennem en længere Aarrække har haft en Rede i en stor Bøg. Sandsynligvis yngler den ogsaa i Støvringgaard Skov, hvor jeg gentagne Gange har set den om Sommeren”.
Det sidste Par, der kendes fra Fjorden, hørte hjemme i Sødringholm Skov, hvor det omhyggeligt blev fredet gennem adskillige Aar; men ved Aaret 1905 faldt en af de gamle Fugle for en Fjordskyttes Bøsse, og dermed var Hjemmet opløst. - Den overlevende Fugl forvandt dog aldrig Tabet af sin Mage. Aar efter Aar vendte den tilbage til sit gamle Hjem, og den endte sit Liv paa Sødringholms Strandeng, hvor den blev funden død i Efteraaret 1913."
Storkene i Danmark var en indgroet del af folkeeventyr og litteraturen. Stort set alle betydelige danske forfattere og digtere i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fandt inspiration hos storkene. Det gjaldt blandt andet Adam Oehlenschläger, Steen Steensen Blicher, B.S. Ingemann, Chr. Winther, Jeppe Aakjær, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan. Sidstnævnte interesserede sig i særlig grad for storkene omkring Randers Fjord.
Randers Amtsavis bragte den 3. august 1928 nogle af disse forfatteres storkedigte: "Din Rede bygger du fortrolig - fra Arilds Tid paa Bondens Bolig - og hvor den nøgne Vilde bor - du finder fra i Fjor dit Spor - Saa spil da din brede Vinge, Vader - mod andre varme Breddegrader! - Tag med et Suk fra en der blev - og, stækket selv, din Saga skrev.
Saaledes slutter Johannes V. Jensens skønne Indledningsdigt til det udmærkede Værk om Storken, som Digteren har skrevet sammen med Ornitologen O. Helms med Illustrationer af Johannes Larsen. Et Hyldestdigt til de store smukke Fugle, der er saa karakteristiske for dansk Landskab, et Monument om man vil for disse Fugle, som nu til Sorg for alle Elskere af dansk Fauna og landskabelig Skønhed er ved at forsvinde......
Forgæves gaar vi heller ikke til Jyllands Besynger Jeppe Aakjær. I hans »Aftendigt« beskrives Skumringens Indtræden saaledes:
Stille, Hjerte, Sol gaar ned - Sol gaar ned paa Heden - Dyr gaar hjem fra Dagens Bed - Storken staar i Reden.
Og den Vemod, som alle Naturelskere føler ved den store, smukke Fugls Forsvinden sammen med Ønsket om at værne den har Aakjær givet følgende skønne digteriske Form:
Saa lad os da værne den solkære Fugl - der pynter vor Vang og vort Vænge - der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul - til Vejrs paa den mossede Længe - Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol - hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol - mens Sagnene lever om Danmark".
Billedet af den store rede og det lille barn er fra en artikel i Randers Amtsavis fra den 3. august 1928.