Støvring m.fl. Enges Landvindingslag

Hvis man genskaber kontakten mellem Randers Fjord og engene ved Støvringgaard Kloster vil man få genskabt et kæmpestort areal med strandenge. På den måde adskiller området sig ikke fra så mange andre pumpelag langs fjorden. Det der derimod er specielt ved pumpelaget er, at klosterets arealer er offentligt ejede. Derfor er pumpelaget et godt pilotprojekt, når man skal forsøge at få gang i genskabelsen af naturområderne langs Randers Fjord. Det kræver dog, at Randers Kommune og Aarhus Stift er med på ideen!

Der er ingen tvivl om, at Støvringgaard Kloster, med sin beliggenhed på en lille bakkekam, der strækker sig ud i fjorddalen, gennem tiden har imponeret mange gæster. En af de mere kendte gæster, Henrik Pontoppidan, skriver i Minder fra 1893 følgende: "Jeg søgte op til en Række Smaaskove, der dækkede Bakkeskrænterne i Nord. Efter en Vandring gennem et formeligt Vildnis af alenhøjt Græs naaede jeg ind i en skyggefuld Allé og stødte for Enden af denne på en gammel rød Borg, en ærværdig Fortidslevning, der laa lunt forvaret under en grøn Skrænt, i Læ af to smukke Bøgelunde.

Allerede ude fra Skibet havde jeg opfanget et Glimt af denne store, tunge, taarnløs Bygning, der ved sin Stils strenge, der ved sin Stils strenge Ærbærhed dannede en iøjnefaldende Modsætning til de verdslig udseende Herregaarde, som jeg nu og da paa Sejladsen gennem Fjorden havde set kigge selvbevidst op over Bakkekammene idet Fjerne. Da jeg nu befandt mig overfor den og øjeblikkelig genkendte det gamle Støvringgaard Frøkenkloster, paatvang den mig i forstærket Grad dette højtidelige Indtryk af et fredhelligt Tempel.

Herregud, tænkte jeg, det var virkelig Støvringgaard! . . . Jeg blev ganske bevæget. Med hvilken hjærtebankende Ærefrygt havde jeg ikke som Barn betraadt denne hvælvede Bro og overskredet denne mørke, skumle Ringgrav, der syntes mig at omslutte Helligdommen som en bevogtende Slange!"

Når Hedeselskabet gik i gang med at forberede et område til landvinding, startede de ofte med jordbundsundersøgelser. Det gjorde de også i Støvring Enge. Nedenstående beskrivelse er fra Hedeselskabets tidsskrift den 15. maj 1943.

Da først projektet kom i gang gik det ret hurtigt. Den 21. februar 1942 er der i Randers Dagblad og Folketidende en invitation til lodsejerne om at deltage i "endelig Drøftelse af det af Hedeselskabet udarbejdede Afvandingsprojekt". 

Den 17. juni samme år bringer Social-Demokraten for Randers og Omegn et referat fra et afvandingskommissionsmøde i Støvring Forsamlingshus på Valdemarsdag (den 15. juni). På mødet, der mest handlede om partsfordeling, var der blandt andet deltagelse af Amtsvandsinspektør Tylvad og Ingeniør Venov fra Hedeselskabet. Tylvad er citeret for: "Amtsvandsinspektør Tylvad, Randers, der skal forestaa det daglige Tilsyn med Arbejdet, gav en Række supplerende Oplysninger. Foreløbig er godt 60 Mand i Gang, men vi venter at faa flere i Arbejde i den nærmeste Tid. Arbejdet skrider allerede godt fremad, og Jordbundsforholdene for Digeanlægget synes ret gunstige".

På www.dronningborghistorier.dk kan man finde denne fortælling om selve udførelsen af arbejdet: "Opførelsen af digerne ved Randers fjord - Carsten Skjødt fortæller: »I årene 1942, 1943 og 1944 deltog jeg i bygning af 9 km af digerne ved Randers Fiord. De 9 km var strækningen fra Mellerup til Hestehaven i Albæk. Det var et mandskab på omkring 135 mand, der anlagde digerne.

Det var et fysisk hårdt arbejde, og lønnen var 90 øre pr. kubikmeter flyttet jord. Der skulle 12-13 børfulde til 1 kubikmeter. Jo højere jorden skulle op på diget, des vanskeligere var arbejdet naturligvis. For ikke at glide ned, måtte vi have 3 hestebrodder i træskostøvlerne. Det er en slags kraftige søm, som man slår i hestenes hove, for at de kan gå på landevejen i glat føre. Redskaberne til arbejdet var skovle og trillebøre.

Foruden arbejdet med bygningen af digerne deltog jeg også i arbejdet med den omfattende dræning af engarealene bag digerne og udgravningen af kanalerne. Der blev også lavet et pumpehus, og der blev dannet et pumpelaug, og det hele fungerer fint endnu. Det var landmændene, der slog sig sammen, og til finansieringen af arbejdet søgte og fik man et grundforbedringslån. Efter at arbejdet var færdigt, kunne man - og kan stadig dyrke korn og raps, og der er græsarealer til køerne.  

Mad skulle man jo også have med på arbejde. Brødet var rationeret, så der var nogen, der i stedet havde stuvede kartofler og flæsk eller lidt kød med i et syltetøjsglas. Drikken var kaffe i en sodavandsflaske med patentprop pakket ind i en avis og en gammel strømpe udenom for at holde den varm. Kaffen var lavet af byg, der var brændt til en slags kaffebønner. Postevand havde vi også med i flasker. En enkelt øl eller sodavand kunne vi være så heldige at købe hos købmanden i Mellerup«".

Det kan godt være, at Amtsvandsinspektør Tylvad havde vurderet, at "Jordbundsforholdene for Digeanlægget synes ret gunstige", men det synspunkt måtte han revidere. Mange steder langs med Gudenåen og Randers Fjord blev pumpelagenes diger ved med at sætte sig. Om problemerne med digerne har Kjeld Hansen i bogen "Det tabte land" under overskriften "Dårlige diger langs Randers Fjord" skrevet følgende om digerne ved Støvring Enge: "På samme måde og af samme årsager var den også galt i Støvring Enge ved Randers. Her var der afsluttet et landvindingsarbejde i 1946 med en udgift på 486.500 kr. (8,8 mio. kr. (2008)). Ved nivellement i 1951 var der konstateret sætninger på indtil 35 cm over 0,3 km, som straks var blevet udbedret, men ved Tylvads opmåling i maj 1954 blev der atter konstateret sætninger på op til 20 cm over 0,4 km". 

Genskabelse af strandengene ved Støvringgaard Kloster vil være et skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre den fortsatte genindvandring af hvid stork til Danmark. Inden opdyrkningen af engene var der, som så mange andre steder langs Randers Fjord, masser af storke. Henrik Pontoppidan skriver i 1887, i afsnittet "Kronjyder og Molboer" fra det store værk "Danmark i Skildringer og Billeder" følgende: "Og til Storkene. Ja - thi med en besynderlig Forkærlighed, der unægtelig smaget lidt af en vel beregnet, ikke helt anstændig Spot, vælger disse Ammestuens og Børnekammerets fortrolige at yngle og bygge, om ikke netop paa selve Jomfruburets Tage, saa dog allenfals paa de tilgrænsende Godsforvalterbygninger og nærmeste høje Trætoppe".