Støvring m.fl. Enges Landvindingslag

Hvis man genskaber kontakten mellem Randers Fjord og engene ved Støvringgaard Kloster, vil man få genskabt et kæmpestort areal med strandenge. På den måde adskiller området sig ikke fra så mange andre pumpelag langs fjorden. Det der derimod er specielt ved pumpelaget er, at klosterets arealer er offentligt ejede. Derfor er pumpelaget et godt pilotprojekt, når man skal forsøge at få gang i genskabelsen af naturområderne langs Randers Fjord. Det kræver dog, at Randers Kommune og Aarhus Stift er med på ideen!

Landvindingslaget er 321 ha stort. Hvis man vil gennemføre et naturgenopretningsprojekt i området vil det mulige projektområde, som er vist på nogle af de andre kort, dog være 438 ha stort. Man kan også inddrage skovene ved Støvringgaard Kloster og dermed hæve ambitionsniveauet betydeligt.

Projektområdet ligger omkring det idylliske Støvringgaard Kloster og landsbyen Mellerup.

Der er ingen tvivl om, at Støvringgaard Kloster, med sin beliggenhed på en lille bakkekam, der strækker sig ud i fjorddalen, gennem tiden har imponeret mange gæster. En af de mere kendte gæster, Henrik Pontoppidan, skriver i Minder fra 1893 følgende: "Jeg søgte op til en Række Smaaskove, der dækkede Bakkeskrænterne i Nord. Efter en Vandring gennem et formeligt Vildnis af alenhøjt Græs naaede jeg ind i en skyggefuld Allé og stødte for Enden af denne på en gammel rød Borg, en ærværdig Fortidslevning, der laa lunt forvaret under en grøn Skrænt, i Læ af to smukke Bøgelunde.

Allerede ude fra Skibet havde jeg opfanget et Glimt af denne store, tunge, taarnløs Bygning, der ved sin Stils strenge Ærbarhed dannede en iøjnefaldende Modsætning til de verdslig udseende Herregaarde, som jeg nu og da paa Sejladsen gennem Fjorden havde set kigge selvbevidst op over Bakkekammene idet Fjerne. Da jeg nu befandt mig overfor den og øjeblikkelig genkendte det gamle Støvringgaard Frøkenkloster, paatvang den mig i forstærket Grad dette højtidelige Indtryk af et fredhelligt Tempel.

Herregud, tænkte jeg, det var virkelig Støvringgaard! . . . Jeg blev ganske bevæget. Med hvilken hjærtebankende Ærefrygt havde jeg ikke som Barn betraadt denne hvælvede Bro og overskredet denne mørke, skumle Ringgrav, der syntes mig at omslutte Helligdommen som en bevogtende Slange!"

På det første målfaste kort over området, Original1-kortet, som er opmålt i 1790, gik strandengene næsten helt ud til der, hvor diget ligger i dag.

Arealerne i den vestlige ende af kortet kunne dog dyrkes som agerjord. Det er derfor, at disse marker er lyse på kortet.

I 1878 da opmålingerne til det høje målebordsblad for området blev lavet, var området stadig eng, og markerne tættest på Støvringgårdvej kunne stadig dyrkes som agerjord. I den mellemliggende periode var der sket mere end en fordobling af Danmarks befolkning - i 1811 rundede man en million danskere og i 1882 to millioner.

Det havde betydet, at der mange steder var gravet mange grøfter i engarealer for at forbedre græsningen, og Støvring Enge var ingen undtagelse.

Lige syd for selve klosteret var der gravet et meget tæt net af grøfter, hvilket kan tyde på, at der i dette område var problemer med vældvand fra de stejle bakker i Sønderskov vest for Støvringgårdvej.

Når Hedeselskabet gik i gang med at forberede et område til landvinding, startede de ofte med jordbundsundersøgelser. Det gjorde de også i Støvring Enge. Nedenstående beskrivelse er fra Hedeselskabets tidsskrift den 15. maj 1943.

Indvindingen af engene ved Støvringgaard Kloster fandt sted i årene omkring 2. verdenskrig. I Hedeselskabets tidsskrift fra 1942 (vol. 63) har Ingeniør Schledermann Larsen i artiklen "Landvindingsarbejder langs Gudenaaens nedre Løb og Randers Fjord" skrevet om projektet.

Randers Amtsavis skrev den 26. februar 1941 et referat fra et lodsejermøde i Støvring Forsamlingshus den foregående dag. På mødet præsenterede Ingeniør Schledermann Larsen projektet for lodsejerne, og projektet blev stemt igennem med 38 stemmer for og 14 imod.

I samme avis dementerer DNSAPs lokale afdeling på Ommersyssel, at partiet er sprængt. Det hjalp ingenting på den lange bane. Heldigvis.

Da først projektet kom i gang gik det ret hurtigt. Den 21. februar 1942 er der i Randers Dagblad og Folketidende en invitation til lodsejerne om at deltage i "endelig Drøftelse af det af Hedeselskabet udarbejdede Afvandingsprojekt".

Den 17. juni samme år bringer Social-Demokraten for Randers og Omegn et referat fra et afvandingskommissionsmøde i Støvring Forsamlingshus på Valdemarsdag (den 15. juni). På mødet, der mest handlede om partsfordeling, var der blandt andet deltagelse af Amtsvandsinspektør Tylvad og Ingeniør Venov fra Hedeselskabet. Tylvad er citeret for: "Amtsvandsinspektør Tylvad, Randers, der skal forestaa det daglige Tilsyn med Arbejdet, gav en Række supplerende Oplysninger. Foreløbig er godt 60 Mand i Gang, men vi venter at faa flere i Arbejde i den nærmeste Tid. Arbejdet skrider allerede godt fremad, og Jordbundsforholdene for Digeanlægget synes ret gunstige".

Den 12. april 1943 bringer Social-Demokraten for Randers og Omegn en kort artikel om ibrugtagningen af pumpestationen ved Støvring Enge. En af fordelene ved først at komme i gang i 1940erne var, at man slap for først at forsøge at pumpe vandet ud med vindmotor eller dieseldrevne pumper. Med elektriske pumper var man sikker på, at kapaciteten og driftssikkerheden var i top.

På www.dronningborghistorier.dk kan man finde denne fortælling om selve udførelsen af arbejdet: "Opførelsen af digerne ved Randers fjord - Carsten Skjødt fortæller: »I årene 1942, 1943 og 1944 deltog jeg i bygning af 9 km af digerne ved Randers Fiord. De 9 km var strækningen fra Mellerup til Hestehaven i Albæk. Det var et mandskab på omkring 135 mand, der anlagde digerne.

Det var et fysisk hårdt arbejde, og lønnen var 90 øre pr. kubikmeter flyttet jord. Der skulle 12-13 børfulde til 1 kubikmeter. Jo højere jorden skulle op på diget, des vanskeligere var arbejdet naturligvis. For ikke at glide ned, måtte vi have 3 hestebrodder i træskostøvlerne. Det er en slags kraftige søm, som man slår i hestenes hove, for at de kan gå på landevejen i glat føre. Redskaberne til arbejdet var skovle og trillebøre.

Foruden arbejdet med bygningen af digerne deltog jeg også i arbejdet med den omfattende dræning af engarealene bag digerne og udgravningen af kanalerne. Der blev også lavet et pumpehus, og der blev dannet et pumpelaug, og det hele fungerer fint endnu. Det var landmændene, der slog sig sammen, og til finansieringen af arbejdet søgte og fik man et grundforbedringslån. Efter at arbejdet var færdigt, kunne man - og kan stadig dyrke korn og raps, og der er græsarealer til køerne.

Mad skulle man jo også have med på arbejde. Brødet var rationeret, så der var nogen, der i stedet havde stuvede kartofler og flæsk eller lidt kød med i et syltetøjsglas. Drikken var kaffe i en sodavandsflaske med patentprop pakket ind i en avis og en gammel strømpe udenom for at holde den varm. Kaffen var lavet af byg, der var brændt til en slags kaffebønner. Postevand havde vi også med i flasker. En enkelt øl eller sodavand kunne vi være så heldige at købe hos købmanden i Mellerup«".

Den 27. november 1945 skriver Randers Dagblad, at projektet er afsluttet. Den endelige pris blev 486.867 kr. Noget mere end Schledermann Larsens overslag fra 1942 på 340-400.000 kr. Staten betalte ⅔ og lodsejerne resten.

Da arbejdet var gennemført kunne opdyrkningen af strandengene begynde. I Hedeselskabets tidsskrift fra den 30. juni 1946 beskrives effekten: "Som et Eksempel paa Landmændenes Udnyttelse af de tilvejebragte Muligheder kan nævnes et Landvindingsarbejde ved Randers Fjord. Arealet omfatter ca. 300 ha, og Digebygning, Hovedafvandingskanal og Pumpestation blev fuldført i 1944. Arealet havde før til Stadighed været udsat for Oversvømmelse af saltholdigt Vand og havde kun givet et tarveligt Udbytte. Allerede i 1943, inden Arbejdet var helt færdigt, havde enkelte Landmænd naaet at drage Nytte af de forbedrede Forhold, men først i Løbet af 1944 kom der rigtig Gang i Drænings- og Kultiveringsarbejdet. Før Høst i 1945 foretog Hedeselskabet for at fastslaa Udnyttelsesgraden en nøje Undersøgelse af hele det nyindvundne Omraade. Undersøgelsen viste, at 145 ha eller ca. Halvdelen af Arealet var dyrket. I ca. ⅘ af det dyrkede Areal var der Havre, medens Afgrøden i det øvrige, dyrkede Areal var Hvede, Byg, Hør og Græsudlæg. 65 % af de dyrkede Afgrøder karakteriseres som særdeles gode og gode Afgrøder. De urørte Græsarealer var ved Besigtigelsen særdeles frodige, hvorved dog maa bemærkes, at Nedbøren var faldet rigeligt i den forløbne Del af Aaret. Der tages stadig ny Jord ind til Dyrkning i Omraadet, og efterhaanden som Saltet udvaskes af Jorden, vil der kunne forventes en Forbedring af Afgrøderne.

Det anførte viser, hvor hurtigt Gennemførelse af et Landvindingsarbejde kan medføre en meget væsentlig Produktionsforøgelse".

I Hedeselskabets tidskrift fra den 25. september 1945 er der en række billeder af afgrøderne i de tidligere strandenge.

Når tørvejord bliver drænet resulterer det ofte i brande i tørven og Støvring Enge var ingen undtagelse. Der var tilsyneladende flere brande i tørvejorden i årene efter afvandingen. Udklippet er fra Socialdemokraten for Randers og Omegn den 20. august 1948.

Det kan godt være, at Amtsvandsinspektør Tylvad havde vurderet, at "Jordbundsforholdene for Digeanlægget synes ret gunstige", men det synspunkt måtte han revidere. Mange steder langs med Gudenåen og Randers Fjord blev pumpelagenes diger ved med at sætte sig. Om problemerne med digerne har Kjeld Hansen i bogen "Det tabte land" under overskriften "Dårlige diger langs Randers Fjord" skrevet følgende om digerne ved Støvring Enge: "På samme måde og af samme årsager var den også galt i Støvring Enge ved Randers. Her var der afsluttet et landvindingsarbejde i 1946 med en udgift på 486.500 kr. (8,8 mio. kr. (2008)). Ved nivellement i 1951 var der konstateret sætninger på indtil 35 cm over 0,3 km, som straks var blevet udbedret, men ved Tylvads opmåling i maj 1954 blev der atter konstateret sætninger på op til 20 cm over 0,4 km".

Støvringgaard Kloster ligger i dag omgivet af marker i stedet for enge. Øverst i billedet kan man skimte Randers Fjord og landsbyen Mellerup.

Strandengene uden for diget ved Støvring Enge er nogle af de fineste langs med Randers Fjord - ikke at der er ret meget konkurrence.

Strandengene er opstået i løbet af ret kort tid på materiale, der er gravet op i forbindelse med etablering og vedligeholdelse af sejlrenden i Randers Fjord. Det at så fine og velfungerende strandenge kan opstå på opgravet havbund, giver forhåbninger om, at der også kan genskabes fine strandenge inden for diget.

Kortet viser, at der ved en vandstand på 20 cm over havets normale overflade, hvilket er en helt almindelig vandstand, på grund af sætninger vil være frit vandspejl i store dele af projektområdet.

Det at der er sket sætninger i store dele af området, kunne tyde på, at der er eller har været meget organisk jord i området, og det er også hvad Hedeselskabets jordbundsundersøgelser, som er refereret ovenfor, viser.

Sætningerne betyder, at den fremtidige kystlinje kommer til at ligge meget længere inde i landet end den oprindelige, hvis kontakten mellem Randers Fjord og Støvring Enge genskabes. Sætningerne skyldes, at den organiske jord i området bliver omsat og forsvinder, så længe området er drænet og dyrket.

En stor del af landbrugsjorden i projektområdet er offentligt ejet. Det bør gøre det nemmere at få gennemført et projekt i området.

Hvis man udover de gamle strandenge også vælger at inkludere Støvringgaard Klosters skove i et naturgenopretningsprojekt, vil projektets omfang stige fra 438 ha til 732 ha.

I den del af skovene, der er produktionsskove kan der eksempelvis arbejdes med mere naturnær drift, naturlig hydrologi og græsning med store planteædere. Kombineret med genskabelsen af strandengene vil det give et endnu mere helstøbt naturgenopretningsprojekt.

Genskabelse af strandengene ved Støvringgaard Kloster vil være et skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre den fortsatte genindvandring af hvid stork til Danmark. Inden opdyrkningen af engene var der, som så mange andre steder langs Randers Fjord, masser af storke. Henrik Pontoppidan skriver i 1887, i afsnittet "Kronjyder og Molboer" fra det store værk "Danmark i Skildringer og Billeder" følgende: "Og til Storkene. Ja - thi med en besynderlig Forkærlighed, der unægtelig smaget lidt af en vel beregnet, ikke helt anstændig Spot, vælger disse Ammestuens og Børnekammerets fortrolige at yngle og bygge, om ikke netop paa selve Jomfruburets Tage, saa dog allenfals paa de tilgrænsende Godsforvalterbygninger og nærmeste høje Trætoppe".

Page updated

Google Sites

Report abuse