I 2025 blev Drammelstrup Enge genskabt som naturområde efter 73 år som dyrkede marker. De vanddækkede arealer betød, at området blev et fugleeldorado på få dage. Den sjældne sorte ibis var en af de arter der fandt frem til området med det samme.
Det ca. 66 ha store pumpelag lå lige syd for Allingåbro langs Alling Ås sydlige bred.
Området var indtil 2025 landbrugsjord. På billedet ses den del af pumpelaget, som ligger vest for Drammelstrupvej. Øverst i billedet ses Grund Fjord. I højre side af billedet ses udkanten af Allingåbro.
På det første målfaste kort fra 1812 består området af enge langs Alling Ås slyngninger.
Landvindingen blev gennemført fra 1950 til 1952. I Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforenings jubilæumsskrift 1926 — 1976 hedder det blandt andet om projektet: "Området ligger mellem Allingå og Drammelstrup, langs Allingåen. Ved højvande i Grund fjord kunne vandet brede sig ind over arealet, og formålet med projektet var dels at hindre disse oversvømmelser, dels at kunne afvande arealet. Arbejdet blev udført i årene 1950 — 52 og omfatter 64.3 ha. Digets længde er 2 km og kanallængden 1.8 km. Desuden opførtes en pumpestation med en kapacitet på 265 l/sek. Anlægssummen var 160.000 kr., hvoraf lodsejerne skulle betale 65.000 kr. med en årlig ydelse på 7,6 %, hvoraf de 3,1 % er afdrag. Arbejdet blev projekteret af landinspektør. På arealet avles der nu store udbytter, hvorfor det har været en særdeles god investering".
Projektet bliver første gang nævnt i dagspressen i Randers Dagblad og Folketidende den 20. september 1950. I avisen beskrives et kommende møde blandt en snes lodsejere, og at arbejdet er budgetteret til 109.000 kr. Næsten præcist to år skriver avisen, i det viste udklip, at arbejdet er gennemført, og at den endelige pris for projektet blev 160.000 kr.
I Randers Amtsavis den 22. november 1952 omtalte Amtsvandsinspektør Tylvad, som på denne tid førte tilsyn med stort set alle landvindingsprojekter på egnen, projektet i Drammelstrup Enge : "De har vel mange andre Arbejder at beskæftige Dem med?
Der er adskillige flere, men det var de største. Tilsvarende Arbejder er i Gang i Drammelstrup Enge ved Allingaabro omfattende ca. 65 Hektarer og med en Bekostning på omkring 160.000 Kr. Her er 35 Lodsejere interesseret".
Og senere om det generelle landvindingsarbejde "Det er ingen helt ringe Beskæftigelse, disse Arbejder giver?
Næh, men der er jo mange mindre Arbejder udover dem, der er nævnt, saa mange Mennesker finder på denne Maade Beskæftigelse saa godt som hele Aaret rundt, foruden at vi har fem-seks Gravemaskiner i Sving. Der er ogsaa en Gravemaskine i gang i Haslund Enge
Det koster Penge, men de kommer igen?
Ja, det er der ingen Tvivl om. De inddæmmede og afvandede Arealer vil jo ogsaa give Arbejde til mange Folk under Kultiveringen og Opdyrkningen, og - det maa vi ikke glemme - det betyder en Forøgelse af Landbrugets Produktion fremover. Sagt med andre Ord, det er skabende og blivende Værdier, vi ved landindvindingen er med til at fremskaffe".
Terrænsænkninger i området betyder, at man ikke kunne slukke for pumperne uden, at der opstod en lavvandet sø. Kortet viser søens udbredelse, hvis vandspejlet står 40 cm over havets overflade.
I 2025 genskabte Norddjurs Kommune naturen i pumpelaget i samarbejde med rådgiveren Envidan. Opslaget er fra kommunens Facebookside den 4. december 2025, og illustrerer meget godt, hvor påvirket området er af vandstanden i Grund Fjord.