Hedeselskabets sejrsgang

Der var både modstandere og tilhængere af tørlægningen og opdyrkningen af engene langs med Gudenåen og Randers Fjord, men det var en ulige kamp. Hedeselskabet havde mange flere kræfter end modstanderne, og sad desuden i magtens centrum. På trods af en brav kamp blev alle væsentlige enge langs med åen og fjorden opdyrket i løbet af ca. 50 år.

Det var ikke kun Hedeselskabet, der arbejdede for afvandingen af den våde natur. Der var også i andre dele af samfundet en opfattelse af, at afvanding var fremskridt. Og der var mange stemmer i landbruget, der snakkede for at fremme landvinding. Den 4., 5., 6. og 8. december 1917 bragte Socialdemokraten for Randers og Omegn et indlæg i fire dele skrevet af forpagter Damsgaard-Sørensen på Bjellerup Ladegaard, som er en herregård, der ligger i Randers bydelen Dronningborg. Det er et langt indlæg, men det beskriver i detaljer interessen for landvinding i landbruget på den tid, og den proces der førte til tørlægningen af alle de væsentlige engområder langs med Gudenåen og Randers Fjord. I indlægget står der:

"Fjord-Engenes Inddigning.

Af Forp. Damsgaard-Sørensen. Bjellerup Ladegaard

Mangen grundet Vig ma Havet slippe,

mangen bundløs Mose bære Sæd,

og hvor magre Faar af Lyngen nippe,

fede Øksne finde Hvilested.

Sangen, hvoraf ovenstaaende Linjer er hentet, priser i høj, men i bedste Forstand ægte, Lyrik det sociale og tekniske Arbejde, der er gjort, og det, der skal gøres, for at bringe »Danmarks Vænge« i en, for Landets Børn velsignelsesrig Kultur. Den mindes Mændene for de store Landboreformer i Slutningen af det 18. Aarhundrede og giver Nutidens Folk den kraftigste Appel i følgende Sporgsmaal:

Er da Maalet naaet, som ædle Sjæle

den Gang satte sig til Danmarks Held;

tør vi prise Bernstorffs Eftermæle

uden i hans Aand at handle selv?

At vi er naaet noget henimod Maalet, bevises vel bedst ved en Sammenligning mellem danske Jordbrugs og danske Bønders Forhold med Forholdene i Rusland i Nutiden.

Meget er i vort Land forandret; dansk Landbrug og danske Bønder er ofte Genstand for udenlandske Reformatorers Opmærksomhed, Anerkendelse og Ros. Berettiget har vi kunnet hengive os til en vis Selvros; - maaske kneb det undertiden med at passe Maaden.

Af Reformværket var det navnlig Fællesskabets Ophævelse og Jordens Udskiftning, der i ren agrikulturel Henseende skabte Vilkaarene for at faa frugtbargjort Vængene. Efterhaanden som Bønderne tik det friherrelige Dokument paa Besiddelsen i Hænde, tog de fat paa de Forbedringer, der skulde gøre Jorden underdanig for dem og deres Børn.

Midlerne var ikke til at tage fejl af; der skulde ryddes Stubbe og Sten, skadeligt Vand skulde afledes ved Udgrøftning; senere lærte man at gøre det ved Dræn. Forbedrede Redskaber og bedre Kulturmetoder skulde tages i Brug. Mergling viste sig at være en vældig Løftestang. Jorden skulde gøres sund og god.

Frigjort fra Fællesskabets hæmmende Baand blev det Enkeltmand, der satte disse grundforbedrende Arbejder i Værk paa sin Lod. Det var Enkeltmanden, deriblandt mange Præster, som foregik med det gode Eksempel, og det var som Enkeltmænd, at Bønderne fulgte efter, naar Vilje og Evne havde fundet hinanden

En længere Landbrugsperiode omkring Midten af forrige Aarhundrede karakteriseres navnlig ved de omfattende grundforbedrende Arbejder, der den Gang blev foretaget med Jorden. Mangen Fader lagde i denne Periode et solidt Grundfond hen i Jorden til sine Sønner. Mod Slutningen af denne Periode var det ogsaa, at Tabet af dansk Land gav DaIgas og andre dristige Mænd national Aand til at iværksætte storslaaede fredelige Landvindinger i dansk Hede, Sump, Sund, Nor og Vig.

Sønnerne af hin Tids Jordbrugere fortsatte ikke i lige Grad de grundlæggende Kulturarbejder; meget er endnu den Dag i Dag ufuldkomment og ufuldendt.

Tiderne forandrede sig. De øgede Kornfold, Jorden ydede, bød med de faldende Priser ikke den tilstrækkelige Sikring af det økonomiske Udkomme. Bedriften maatte lægges om. Jordens Frugter maatte forædles til Husdyrprodukter, som kunde give de nødvendige Penge i Kassen. Den senere Landbrugsperiode karakteriseres derved, at Landbruget faar et mere og mere industrielt Præg, der fremmes bl. a ved et frodigt landøkonomisk Samvirke. Praksis selv og Videnskaben, som dens Hjælper, koncentrerer næsten al Energi paa Udviklingen af det ny System. Der blev i mange kritiske Aar kun fattigt Raad til grundforbedrende Jordkultur, kun lidt Tid og mærkværdig ringe Lyst. I de senere Aar er der i sidstnævnte Henseende et kendeligt Omslag at spore. Jorden er bleven dyr nu. Det gælder om at underdaniggøre end yderligere den, som hidindtil var Genstand for vor Slid og Møje, og det gælder om at gøre nye fredelige Landvindinger.

Vi ser da ogsaa nu, at der i nævnte Retninger gøres kraftige Fremstød i de senere Aar; meget almindeligt i et rationelt og omfattende Samvirke. Der drænes og mergles, bygges Diger og hidtil upaaagtet Hede kommer under Plov.

Og saaledes bringes da ogsaa Randers-Egnens største samlede jordkulturelle Foretagende, Fjordengenes Inddigning, blandt »Nuets Krav«, frem til sin løsning.

Engene ved Randers Fjord og Aa henligger, taget i stort Hele, i samme naturlige Tilstand, som i ældgammel Tid. Geologiske Omdannelser foregaar paa saadanne Lokaliteter i et uhyre langsomt Tempo. Hvis Niels Ebbesen blev levende, vilde han næppe kunne kende sin by igen; han vilde studse over megen landskabelig Forandring i Omegnen; men Engene vilde han sikkert kunne kende, det være sig ved Vinter, Vaar eller Sommer.

Var han en Naturens Søn, vilde der være Fryd i hans Genkendelses blik. Lignende maatte være Tilfældet med fødte Randrusianere i Nutiden. Enhver Randerssjæl maa elske den Fjord, den Aa og de Enge, til Trods for Fjordens hyppige altfor ømme Nærgaaenhed og for, at Engene hyppigt sender Snue og anden Sot ind til byens beboere.

Ogsaa vi Landboere elsker disse Strøg for deres landskabelige Naturskønhed, og hvad angaar vor Syssel i Høet og mellem Dyrene dernede, da hører den til den Part af vor Landmandsgerning i Nutiden, som dybest minder os om, at vi virker i vore Fædres hædirlige Kald, og saadant giver sin Glans over en Bondes Liv.

Men naar Fjorden midt under vor Dont bliver nærgaaende, og det sker hyppigt, saa føles Idyllen knap saa glansfuld. Jeg kan her tale med af den personlige Erfaring. Bjellerup Ladegaards Eng ligger i det meget lave; sjælden har jeg paa nogen Tid af Aaret endnu set den helt fri for vaade Mindelser om Fjordens Favntag. Det hører med til min »Sommerferie« nogle Uger at tage »Knejpkur« der sammen med Storken, og da jeg ikke føler mig egentlig beslægtet med nævnte, iøvrigt agtværdige Kammerat, og ikke kan vedligeholde Træningen hele Aaret rundt, føler jeg, at en saadan Sommerferie i Længden vil forkorte mine Leveaar.

Naa, derfor bør man selvfølgelig ikke sætte kostbare Foretagender i Værk. - De almene, landøkonomiske og nationaløkonomiske Grunde er tilstrækkelige nok ti! alene at bære Sagen frem.

Landbrugshistorikeren vil gøre gældende, at der er en Forbindelse af ældgammel Rod mellem Randers Fjordenge og de vidtberømte første Klasses Dyr, der møder til Præsentation paa vor Dyrskueplads. Det er vel nok rigtigt; men denne Samhørighed er i Nutiden ikke længere umiddelbart iøjnefaldende.

Vore Elitedyr er ikke længere i den Grad Naturprodukter, at de skabes ved de betingelser, en sur og vaad Eng afgiver. Det er ikke mere Engen, der kan gøre Fordring paa Præmien. End ikke for de mere ordinære blandt vore Husdyr er Sommeropholdet i Engene den Rekonvalescens, det var i Fortiden. Luft og Sol, Kost og Sengeleje, er vel i det væsentlige det samme, men den Kunstpleje, Økonomien i den nyere Tid fordrer for den bedst mulige Nyttiggørelse af Dyrene, gør dem Slægtled efter Slægtled mere uskikket til at harmonere med den uheldige Part af Livsvilkaarene i Engene. Naar Dyrene efter et stedse forkortet Ophold bindes ind, er de vel i en vis sund Kondition, men i Reglen forkølet og i Maaneder ikke modtagelige for den Grad af Trivsel, som tilstræbes.

At man i Fortiden har tillagt Fjordengene en forholdsmæssig langt højere Brugsværdi, end vi i deres permanente Naturtilstand nu tillægger dem, fremgaar af den høje Hartkorn-Vurdering. Denne er i sin staaende Realitet for Engenes Indehavere som et Mindesmærke, der kræver forholdsvis alt for store Vedligeholdelsesudgifter i Form af Skat til Stat, Amt og Kommune.

Men Fortidens Jordvurderingsmænd kan man dog ikke regne dette til Last. De havde ikke Uret, naar de fastslog, at saadan moderlig Jord bød rigere af Naturens umiddelbare Gaver end anden Græsningsjord, Mose, Fælled og Overdrev. Og den sidste Matrikels Skyldsættere havde ikke Uret, naar de tillige fastslog, at i denne skønne Fjorddal ligger noget af Danmarks bedste Jord.

Thi dette er rigtigt den Dag i Dag; men Tiderne er ændret. Fællesskabets Ophævelse, Udskiftning og Udstykning bragte Kulturarbejdet i Gang paa Mose, Fælled og Overdrev. Kultiveringen gik sin langsomme, men trolige Gang. Boelsmændene og til sidst den moderne Husmand tog Skøde paa Udmarksjorderne, og nu vurderes disse Arealer til Priser, der maatte faa de gamle Matrikulsmænd til at ryste temmelig stærkt paa Hovedet.

Engenes landøkonomiske Værdi er distanceret af Overdrevenes. Disses Jordværdi viste stedse stigende Kurs; hines var faldende.

Men Fjordengenes Naturherlighed kan ikke i Længden modstaa Tidens Krav til dansk Jord. Landøkonomiens Krav i Nutiden gaar ud paa ikke mindre end en Fordobling af disse Enges Afgrøder, baade i Kvantitet og Kvalitet. Erfaringerne viser os tilfulde, at en saadan Fordobling ligger inden for de landøkonomiske Muligheders Grænse. Den fremadstræbende Naturbondes Krav gælder desuden det fuldkomne kulturelle Herredømme over Jorden. Kun da, naar dette Krav er opfyldt, vil det betale sig og være tilfredsstillende for os at ofre Evner og Midler, som vi, ærlig talt, i vor Tid har forhaanden i rigere Maal end nogen Sinde, paa at forbedre saadanne Arealers Ydeevne.

Og Nationaløkonomien kræver, nu mere end nogen Sinde, at al dansk Jord skal yde dens bedste. Under den sidste Menneskealders erhvervsøkonomiske Udvikling har vore Lærde blandt Nationaløkonomerne ofte været i Strid om, i hvilken Grad Udbyttet af dansk Jord var bærende i Samfundets Husholdning og for dets økonomiske Velvære. Lige i Tiden synes forskellige Foreteelser at aabenbare en stedse klarere og enigere Erkendelse af, at en vis Selvhjulpethed med Hensyn til frembringelse af »dagligt Brød« ikke alene kan være heldig, men ogsaa nødvendig

Under disse Forhold vil endog den Industriarbejder, der ellers føler sig staaende mest fri og uafhængig af dansk Jordbrug, kunne fatte den Betryggelse, der ligger i at kunne mætte sin Sult af dansk Landbrugs Frembringelser, i Stedet for at skulle være henvist til daglig Kost, der er sammensat af Ingredienser, hentede fra 3 a 4 forskellige Verdensdele!

Ud af den klare nationaløkonomiske Erkendelse, som Tidernes Ugunst saaledes har bibragt de raadgivende og styrende i vort Land, ja, os alle, udspringer Samfundets Krav til dansk Jord i Nutiden. For Jordens Brugere kan Kravene være behagelige eller ubehagelige. Skønnes de at være ærefulde, skimtes der tillige let noget, der hedder Forpligtelser.

»Nuets Krav« vedrørende Engene ved Randers Fjord samler sig først og fremmest i dette, at Engenes Brugere maa have virkeligt Herredømme over dem. Løsenet bliver derfor: Enge for sig og Fjord for sig!

Ganske uanset Humøret ved Randers Havn og i Karolinegade, saa kan vi herude ikke længere taale Fjordens elskværdige Lune. Vi maa have vore Enge beskærmet herfor ved en solid Digeforskansning ud mod Fjorden.

Fremgaar det af det foranførte, at Tiden er inde, da der bør sættes et Dige om Engene ved Randers Fjord og Aa, saa haaber jeg ogsaa, at der i adskillige af de tidligere Linjer er givet Momenter til Forstaaelse af, hvorfor der ikke tidligere er taget fat paa denne Sags Løsning.

Udviklingen har næppe tidligere været moden, hertil. Et Foretagende af den Art kræver i Virkeligheden et Sammenspil af flere forskelligartede Kræfter, som Udviklingen tildels selv maa forme, og der skal et frivilligt eller tvungent Samarbejde i Stand mellem talrige Interesser, der ogsaa vokser og omformes af Udviklingen.

Der er forhen peget paa, at det var Fællesskabets Ophævelse og Udskiftning, der satte Fart i vort Landbrugs Udvikling. De store Landboreformer udløste Enkeltmands Foretagsomhed og Energi. Paa en Maade ligger disse Reformers heldbringende Virkning paa tværs af Fjordengenes Kultivering i vore Dage. Engenes Inddigning kan kun ske til økonomisk Nytte og Held for den enkelte, naar Arbejdet foretages i Fællesskab af de mange.

De samme Reformers lykkeligste Forlening til de danske Bønder, Friheds- og Selvstændighedsfølelsen, den personlige Vindskibeligheds egentlige Drivfjeder, er, naar alt kommer til alt, efter sin Natur ikke de store Fællesforetagender gunstig.

Vi har dog set Udviklingen binde Landmændene sammen i omfattende og, for den enkeltes Velfærd, temmelig indgribende Fællesforetagender. Men denne Udvikling begyndte sin Vækst i fuld Frihed fra et Punkt, der holdt sig i respektabel Afstand fra Herligheds- og Brugsretten over Jorden, nemlig ved -Centrifugen; og hvor storslaaet Samlingen om det moderne Samvirke end har været, er mange enkeltes Tilslutning dog først kommet, naar Nødvendigheden i temmelig høj Grad havde indskrænket Frivillighedsmomentet.

For saadanne Fællesforetagender, som i sin Udførelse kommer i Berøring med det dyrehare Klenodie: Herlighedsretten til Jorden er det endnu i vore Dage ikke saa let at vække en Stemning.

Den enkelte Foregangsmands Initiativ er i saa Henseende udsat for at lide en ret ublid Skæbne. Kan det ikke sikre sig en alsidig og kraftig Støtte udefra, er det prisgivet til at dø i Fødslen.

Enkelte Foregangsmænd har prøvet paa ved de almindelige Hjælpemidler at øge Frugtbarheden i engene som de var. Da Landboforeningerne omkring ved Aarhundredskiftet begyndte at interessere sig for Planteavlens Fremme, navnlig igennem Forsøgstekniken, kom ogsaa Engenes Oparbejdning ved Hjælp af Kunstgødning paa Dagsordenen. I »Randers Amts Husholdningsselskab«s Tjeneste fik Forfatteren af disse Linjer paa denne Maade sine første landøkonomiske Indtryk af Engene ved Randers Fjord og Gudenaa.

Mine Indtryk fra Forsøgsarbejdet og af Foregangsmændenes Ønsker gav jeg i Selskabets Beretning 1905 følgende Ord:

»Iøvrigt sker der stadig Henvendelse til Selskabet om at faa flere Forsøg anstillet i Fjord- og Gudenaaengene. Disse Enges Afgrøder, hvis Betydning for Randersegnens Landbrug er ret væsentlig, er ikke mere, hvad de har været. Denne Kendsgerning, støttet i lige Grad af gamle Erindringer og unge Forhaabninger, fremkalder en naturlig og stigende Trang til at søge Raad for en Forbedring, og lige saa naturligt er det, at Raad og Vejledning søges hos den lokale Forsøgsvirksomhed, og at saadan ydes af denne, saavidt Evner og Midler rækker. Efter foreliggende Erfaringer er der Grund til at antage, at Forsøg kan lære noget om, og nogen Forbedring naas ved hensigtsmæssig Anvendelse af Gødning, men naar Talen er om at naa frem til de rige Afgrøder, man egentlig maatte fordre af disse gode Engjorder, vil det vist desværre vise sig ogsaa her, at Gødningen ikke er det universale, omend et nødvendigt Middel. Engenes Hovedskavank er paa store Strækninger den, at da Fjorden og Aaen oversvømmer dem, ofte til langt hen paa Foraaret, fremkaldes der i Aarenes Løb Surhed, og den Skade, som herved lides paa Græsbestanden, forøges paa flere Steder ofte ved for megen Tørke hen paa Sommeren. Det er Fugtigforholdenes Regulering, der er det vanskelige Punkt i disse Enges Forbedring.«

De sidstanførte Ord var endda mere mistrøstige, end de mulig ser ud til. For jeg troede ikke den Gang, og troede det ikke, indtil for et Par Aar siden, at det kunde blive muligt at regulere Tilstandene i Engene ved Hjælp af Dige- og Pumpeanlæg, der af alle de talrige Lodsejere skulde anlægges ved enige Kræfter. Forøvrigt gad jeg vide, om andre ærede Kaldsfæller i Egnen har været synderlig fremmeligere i Troen paa et saadant Foretagende.

Inden jeg nu gaar videre i min Udvikling, forudskikker jeg, at Maaden, hvorpaa Initiativet til Fjordengenes Inddigning er baaret frem, vil kunne tjene som Eksempel paa, hvad der forlanges af Sammenspil alene, for at Initiativet i en Sag som denne kan gro frem til det Punkt, hvorpaa Sagen staar det Øjeblik, da dette skrives.

Sagen kom frem i Sommeren 1915 ved et af Amts Husholdningsselskabets Planteavlsudvalg foranstaltet Møde, hvor bl. a. en af Hedeselskabets Funktionærer, Distriktsbestyrer Thøgersen var til Stede som Foredragsholder. Emnet var Engkultur. I den Diskussion, som fulgte etter Foredraget, rejste Gaardejer E. Thomsen, Ankergaard, det Spørgsmaal, om det ikke vilde være muligt ved Digeanlæg at sikre Engene mod de Oversvømmelser, som alle var enige om stod som afgørende Hindringer for den i Foredraget skildrede Engkultur, der i andre Egne havde givet saa glimrende Resultater.

Diskussionen endte med det Løfte af Planteavlsudvalgets Formand, Proprietær Poulsen, at Udvalget vilde søge Hedeselskabets sagkyndige Assistance til at faa det udkastede Spørgsmaal klarlagt.

En Dag i Maj Maaned 1916 sejIede saa Amts-Husholdnings Repræsentanter, foruden en Del af Egnens i Sagen mest interesserede Mænd, ledsaget af Hedeselskabets Repræsentanter, Ingeniør K. Thomsen, Botanikeren, Dr. Mentz, og Distriktsbestyrer Thøgersen, ud i Engene, hvor man paa Vejen fra Randers til Uggelhuse flere Steder gik i Land for al foretage en Undersøgelse.

Disse Undersøgelser, dels af Terræn- og Vandstandsforhold, dels al Engenes Bonitet og Plantebestand, bekræftede Muligheden af Inddigningen, teknisk set, og Foretagendet som endog enestaaende lønnende, landøkonomisk.

For at føre Sagen videre var den selvfølgelige Betingelse, at Lodsejerne selv tog Affære, hvilket skulde ske ved Andragender til Hedeselskabet om Forundersøgelser og Projekteringer.

Med det Formaal at vække Stemning hertil, afholdt Planteavlsudvalget i Forbindelse med Hedeselskabets Ingeniører flere lokale Møder i Egnen, hvor hele Sagen blev fremstillet og diskuteret. Der viste sig ved disse Møder megen Stemning før Sagens Realisation, men ogsaa adskillig Kølighed og en Portion Modvilje.

For hvert af nedennævnte Terræner valgte de interesserede Lodsejere dog Udvalg, der bemyndigedes til at andrage om Forundersøgelser og at bekoste disse:

1. Tjærby-Vestrup-Albæk-Østrup.

2. Bjellerup-Dronningborg.

3. Kristrup-Randers.

4. Essenbæk-Drastrup.

5. Ørum-Væth.

Saa vidt mig bekendt, er Forundersøgelser alle Steder foretaget. For et enkelt af Terrænerne, det mest omfattende og betydeligste af dem alle, nemlig det under Nr. 1 nævnte, blev Projekt fremlagt sidste Vinter ved et Møde i Albæk.

Det lokale Udvalg, hvis Formand er Gaardejer Jens Skjødt, Vestrup, har nu ført Inddigningssagen frem til dens afgørende Fase idet Amtet paa dette Udvalgs Anmodning har nedsat en Landvæsenskommission, hvis Opgave i første Række bliver at afgøre om Sagen skal nyde Fremme.

Landvæsenskommissionen er absolut den vigtigste Part af de sammenspillende Kræfter, der har været udfordret til Undersøgelse og Fremme af Digesagen; med deres Afgørelse staar og falder nemlig hele Sagen.

Megen Interesse og Opmærksomhed vil derfor knytte sig til den Kendelse, der vil blive afsagt nu angaaende det først frembragte Projekt. Inddigningen ved Tjærby-Vestrup-Albæk bliver den billigste i Udførelse, og den vil skabe forholdsvis langt de største Værdier af alle Terrænpartier, men den omfatter ogsaa det største Antal Lodsejere, altsaa det store Antal Meninger og Viljer.

Kommissionens Mening og Vilje bliver imidlertid afgørende. Gaar Kendelsen ud paa, at Sagen skal fremmes, saa maa enhver Lodsejer, der har Areal indenfor Projektets Ramme, finde sig i at deltage i Inddigningen, ja, endog i Henhold til en ganske ny Lov, deltage i Pumpeanlæg og Tørlægningsomkostninger. De maa endvidere finde sig i de Krænkelser af deres »Herlighedsrettigheder«, som Afgivelsen af Areal til Dige, Kanaler og Veje, Lodsoverskæringer og andre Ulemper, betyder. Selvfølgelig tilkommer der den enkelte Lodsejer Erstatning af det samlede Digelag. Det bliver Landvæsenskommissionens anden betydningsfulde Opgave at ordne de talrige Erstatningssager, Digelagets enkelte Medlemmer imellem

Landvæsenskommissionens Opgave er ingenlunde let, hverken i første eller anden Omgang. De almindelige Krav maa ske Fyldest; Lovgivningen giver Kommissionen tilstrækkelig Støtte til, at dette kan ske. Men den enkeltes Ret maa paa den anden Side ikke trædes for nær, og i den Henseende faar Kommissionen de største Vanskeligheder. Der bliver et Arbejde af udføre med at »udgrøfte Egennyttens Sumpe«.

Inddigningen af Engene ved Randers Fjord vil blive et virkelig stort og samfundsgavnligt Foretagende, ærefuldt for alle de mange, der faar en Lod i dets Gennemførelse.

Vanskelighederne ved Gennemførelsen vil blive i samme Forhold mindre, som den Samfølelse er til Stede, der ser bort fra snævre |»personlige Interesser, og navnlig fæster Blikket paa det almentgavnlige.

Det vil ogsaa være godt, naar et saadant Foretagende skal sættes i Værk, om man da vil lytte lidt til de »Sejrsraab«, som lyder ned til os fra vore Fædres Grav, og at man vil erindre sig, at vore Forpligtelser i Retning af Jordens Underdaniggørelse paabydes os i nogen Grad af Hensynet til det Eftermæle, de kommende Slægter vil give os.

- - - Hvad her er skrevet om Fjordengenes Inddigning, ønsker jeg bl. a. opfattet som Udtryk for den Interesse, hvormed Amts Husholdningsselskabets Planteavlsudvalg følger denne Sag."