Overgaard Inddæmningen

Overgaard Inddæmningen var det sidste store landvindingsprojekt i Danmark. Faktisk skulle man helt op i 1980erne før tørlægningen af området fungerede så godt, at man kunne går fra anlægsfase til vedligeholdelse.

Historien om inddæmningen ved Overgaard er beskrevet i detaljer af journalist Kjeld Hansen på https://www.dettabteland.dk/midtjylland/overgaard.pdf. På denne side ligger fokus derfor mere på, hvordan området ser ud i dag, og mulighederne for naturgenopretning på den gamle havbund.

Den ca. 1.473 ha store Overgaard Inddæmning ligger på nordspidsen af Ommersyssel ved Mariager Fjords udløb i Kattegat. Faktisk blokerer inddæmningen for en meget stor del af den naturlige åbning mellem fjorden og Kattegat.

På det første nogenlunde nøjagtige kort over området, Videnskabernes Selskabs kort fra 1789, ligger holmene Hesseløtørre, Heilplet og Revlerne i området. Ud ad området mod syd strækker Holm Vejle, med de tre små øer, sig, indtil sammenløbet med den øst-vest gående Storvejle.

100 år senere, i den sidste halvdel af 1800-tallet, var Danmarks befolkning fordoblet fra ca. en til to millioner mennesker, og der er sat gang i en begyndende afvanding af landskabet, hvilket måske er grunden til, at Holm Vejle ikke længere hænger sammen med Storvejle.

Hesseløtørre og og Heilplet (som fejlagtigt kaldes Mejlplet på kortet) ligger der stadig, og på de høje målebordsblade fra 1879 er der også stednavne som Enghave, Bløderne, Langplet, Pletterne, Saltholm og Julianeholm.

I maj 1954 overfløj britiske Royal Air Force Danmark for at fotografere landet fra oven. På det tidspunkt ligger Hesseløtørre og Heilplet stadig omgivet af et enormt område af lavvandede sandbanker.

Herregårdsliv på Overgaard Gods for mere end hundrede år siden. Den unge Henrik Castensciold har netop nedlagt en af Danmarks sidste havørne. Billedet er fra 1918. Havørnen ynglede for sidste gang i Danmark i 1917, indtil den genindvandrede som ynglefugl i 1995. Billedet er fra bogen Herregårdsliv bind 6 af Ole Højrup som blev udgivet i 1982.

Projektet ved Overgaard Inddæmningen blev, som noget meget usædvanligt, ikke projekteret af Hedeselskabet. Det betød dog ikke, at de ikke var inde over ideudviklingen.

Hedeselskabets direktør Niels Basse talte i et interview, bragt i Randers Amtsavis den 17. december 1953, blandt andet om de mange naturhensyn, der skal tages, når man overvejer landvinding - for eksempel til ynglepladser for fiskene.

I interviewet står der også: "Vore Teknikere har paa Danmarkskortet indtegnet en Række Omraader, som det rent teknisk set lader sig gøre at udtørre. Men intet Arbejde maa sættes i Gang, før vi kender den oversvømmede Jordbunds Beskaffenhed meget nøje. Det maa ikke gaa os, som det gik Englænderne, da de i forrige Aarhundrede fik Koncession paa Dæmningsarbejder her i Landet og først ved Arbejdets Afslutning erfarede, at det var Sandarealer, man havde indvundet. Derfor søger vi i første Række en Bevilling til Jordbundsundersøgelser.

Direktør Basse er ikke meget for at nævne Eksempler paa mulige Landvindingsarbejder ved Afvanding. Der kan let rejse sig Modstand, længe før der er noget at gøre Modstand mod. Blandt de fire Projekter, han alligevel fremkommer med, kan af Interesse for Randersegnen nævnes: Overgaard Bredning i Mariager Fjord. Det drejer sig om 750 Hektarer Vand- og 340 Hektarer Randareal. Her er Jordbunden fortræffelig og Vanddybden ringe. Jordbundsundersøgelser er nemlig sket".

Når man færdes i området i dag kan det undre, at jordbunden tilsyneladende var fortræffelig, da der blev lavet jordbundsundersøgelser.

Som nævnt ovenfor var det ikke Hedeselskabet, der projekterede og udførte projektet ved Overgaard Inddæmningen. Det var godsets egne folk, med godsejer Flemming Juncker i spidsen, der gennemførte inddæmningen fra 1962 til 1975.

Processen er beskrevet på www.dettabteland.dk. På Havndal Egnsarkiv ligger der desuden en erindring fra 2013 af gravemester Aksel Ravn, der arbejdede med at bygge digerne fra 1962 til 1975.

I det lidt rodede, men meget spændende, erindringsdokument står der: "- Det første, vi lavede med dæmningen, som Otto gravede ude omkring Hesseltørre og der omkring og så ind igen, fik vi tørlagt i 1962, tog et stykke igen i 1963, og til sidst gik vi ud og tog det store stykke i 1965.

- Vi startede med at bygge digerne uden for Arensborgmarken, hvor den gamle dæmning omme fra Julianeholm og Nørrekærdæmningen mødes, og der startede Otto og skulle lægge en ny linie-dige i retning derfra og ud omkring Hesseltørre. Omkring Hesseltørre på ydersiden skulle dæmningen gå. Det har været en vanskelig opgave for ham, for der var jo ikke nogen, der kunne se, fordi vi stak en pind i jorden ud for Hesseltørre, og sagde:

- Den kører vi efter. Sådan var det jo ikke.

- Nu må man forestille sig, at der er vand over det hele, det er fjorden, der står der, og der er strømninger, og det viste sig også senere hen, lidt dybere strømninger. Men forestil jer en dag, hvor det blæser og bølgerne står, da får man ikke øje på en pind derude. Man kan se den store ø som en skygge, og når der er tåge en morgen til langt op ad formiddagen, da kører man også, som om man kører med bind for øjnene. Så Otto har virkelig haft en stor opgave der, men han var frisk og det gik med godt humør. Vi holdt det da ud.

- Otto lavede først det grove arbejde, så kom min maskine ind bagefter, lige så snart ringen var sluttet hele vejen rundt. Han kørte ud fra Hesseltørre over til den lille ø, Hejlplet, og fra den lille ø drejede han skarpt ind mod land og gik ind mod den gamle dæmning igen, og det kunne vi alt sammen gøre fra 1963. Så meldte efteråret sig, og det var ikke til at gøre ret meget mere.

- Når man gravede sådant et dige, så havde man stadig fjordens højvande på den ene side af diget, og nøjagtigt lige så højt vand på den anden side, og når man så prøvede på at lukke det sidste hul, måtte man ligesom finde et tidspunkt, hvor der var lavvande. Der er højvande og lavvande hver 6. time sådan cirka, når alt går som det skal. Det var så la Cours opgave at finde ud af, hvornår man kunne gøre det. - Nå, nu lukker vi fra i morgen af, meldte han!

- Så gravede vi længe på digerne og fyldte så meget på digeenderne, at de nærmede sig hinanden, og nu var lavvandet ved at være forbi, og vandet var smuttet ud. Så var det også smuttet ud fra området indenfor ringen, alt det, det nu kunne i tonsvis, jo da. Lige når højvandet vendte og ville til at strømme ind igen, så gjaldt det, så øste Otto på i fuld fart! For lige at lukke det hul! Sådan gjorde vi. Det gjorde vi alle 3 gange! Den første gang var Otto alene om det, anden gang var vi 2 om at lukke. Det var lige ud til Kattegat, og det var lidt hårdere.

- Det var spændende! Bagefter når vi var færdige og havde fået lukket, var der stadigvæk masser af vand, og masser af fisk inde i ringen, vi havde lavet. Folk kom cyklende dertil og fangede fisk med ketsjere og ting og sager, og vandpytterne blev da mindre og mindre lidt efter lidt".

Billederne af gravemaskiner, der bygger dæmninger er fra Aksel Ravns erindringer.

Det var ikke nok bare at bygge digerne. Bølgerne og vinden tog hele tiden bidder af de nye diger.

I Aksel Ravns erindringer står der: "På spørgsmålet om man kørte muld eller andet på markerne, fortæller Aksel: - Nej, vi havde et vældigt postyr med at styre digerne. Det var jo sand, og hver gang det stormede, så røg toppen af. Det var sommetider, det var sådan i bølger, der kunne blive et kæmpe hul, hvor vinden havde fået fat, og den kunne blive ved med at fjerne det. Ganske vist røg det udenfor. Der ville vi også gerne have fyldt op, men toppen kunne vi ikke undvære. Vi skulle gerne have 3 meter, når vi var færdige og efteråret kom. 3 meter i højden!

- Så måtte vi have en gravemaskine derhen igen, værsgo’ fyld op igen! Udvendige faskiner lavede vi også, lige så hurtigt, de kunne komme derud med køretøjer. 2 rækker pæle blev sat ned med granris imellem og ståltråd oven over til at holde det hele. Det så ganske pænt ud, indtil vinteren og frosten kom. Så løftede isen lige det hele! Eller en stor del af det, den løftede lige pæle og granris op!"

Og senere: "- Da vinteren kom i 1974, var vi færdige med at bygge digerne, d.v.s. at jeg var færdig med at køre ovenpå diget og jævne det af i højde og bredde og ditten og datten. Bagefter kom de og lagde kyllingemøg på for at holde det nede, og de såede lidt affaldssæd. Efterhånden blev det grønt, og så holdt det op med sandfygningen på toppen af diget, og det var der, de var nu".

Desværre for godsejeren var det ikke god og letdyrkelig jord, der dukkede op bag inddæmningen. Jorden var svær at dræne og giftig for planterne, og det endte heller ikke godt for godsejer Flemming Juncker. Det ambitiøse projekt endte med, at godset gik i betalingsstandsning i 1981.

Kort forinden havde Flemming Juncker ellers, i en artikel i Hedeselskabets tidsskrift den 15. maj 1980, beskrevet, at der nu endelig var styr på dræningen af området: "Overgaards inddæmmede jord, ca. 1000 ha, blev fra starten drænet på 20 og 40 m afstand med plastikrør indsvøbt i glasuld, nedlagt med maskine. Virkningen var god på klægjord, mere usikker på sandjorderne med ret store svovlproblemer. Med den ovenfor beskrevne rodvanding er arealerne sikrede mod tørke, og med udstrakt vintersædsdyrkning (først rug, nu vinterbyg) er de lettere jorder sikret mod sandflugt, men det er først med det i 1979 gradvist gennemførte grøblerendesystem, at jordernes risiko for drukning ved tøbrud og unormalt store periodevise regnmængder nu er helt imødegåede.

De sværere jorder har lidt stærkt i en årrække af resterende havsalt i jorderne, der kun langsomt er udvaskede. Kun i ekstreme tørkeperioder mærkes der pletvis endnu moderat saltskade på de bedste og sværeste klægjorder, hvor hvedeaksene kan vise hvide spidser, fordi de to yderste småaks i så fald ikke befrugtes, men år for år mindskes nu denne tendens.

Med de gode erfaringer, der nu er opnået på Overgaard ved at gå tilbage til afvanding med et system af åbne grøfter, der kan opbygges og vedligeholdes med egnet maskinel, er der sandsynlighed for, at betydelige andre arealer i Nordjylland og andetsteds på lignende måde kunne bringes i en væsentligt bedre afvandingstilstand for en moderat udgift."

Flemming Juncker fik altså aldrig høstet gevinsten af det 15 år lange landvindingsprojekt, og gevinsten var måske heller ikke rigtig noget at snakke om, for som Aksel Ravn siger i sine erindringer: "Jeg ville ønske, at den gamle godsejer (Flemming Juncker) kunne få det at se fra sin stjerne, hvor han må være. Det var kun sand, han fik frem! Åh, ja, det var synd! Nej, egentlig var det ikke synd, det var jo hans ønske det her. Når han stod inde på dæmningerne og kiggede ud over, sagde han: - Vi må kunne få fat i det jord der. Altså klægjord".

Godsejer Flemming Junckers insisteren på at bygge Overgaard Inddæmningen og på at klare det hele selv, kom til at koste ham dyrt. Men det kunne nok ikke være anderledes for godsejeren, som var vant til at satse stort og trumfe sin vilje igennem.

På www.dettabteland.dk er der et citat fra Junckers erindringsbog: "I 1964 blev jeg ‘dared’ til at beslutte inddæmning af endnu netto 700 tdr. land udover de 300 fra 1962 og de 700 fra 1963. Jeg havde lyst til det, og det var meget irriterende altid, når man holdt på Heilpletdiget mod NØ at høre spørgsmålet om, hvorfor det foranliggende areal ikke var taget med – det var helt fladt og lå tørt ved lavvande 2 á 2½ km mod Ø og NØ. Jeg kunne have svaret, som det siden viste sig, at det netop var dette arbejde, der ville brække kamelens ryg."

Billedet er fra et særnummer af Dansk Skovbrugs Tidsskrift fra september 1994 - betalt af Juncker selv.

Mindestenen ved Overgaard Gods vidner om, at Flemming Juncker havde en høj stjerne på godset på trods af, at hans dispositioner kostede en konkurs.

Det var først efter konkursen, at der kom styr på driften i Overgaard Inddæmningen. Den pengestærke Alex Brask Thomsen købte godset i 1984 og skyndte sig at hyre Hedeselskabet til at få styr på projektet.

I Aksel Ravns erindringer står der: "Senere begyndte de vist nok at køre, i hvert fald i Braskens tid (Alex Brask Thomsen, ejer af Overgaard i 1984) med en traktor inde fra Arensborg og ud. Derved fik de et spor, en fast vej. Samtidig med, at diget sank, da de begyndte at køre på det, begyndte de at lægge belægning på, først i sporene, så vi kunne køre med traktor, og senere lagde de yderligere belægning på. Den dag i dag kan de køre på digerne med en udflugtsbus! Dengang måtte vi næsten ikke køre eller gå derpå. Det var utroligt. Nu var det altså så fast samtidig med, at vegetationen på ydersiden var god, og det var meget vigtigt, for der var en vældig strømaftager ved foden af diget. Sandet blev vasket væk. De havde endda kørt cementklodser, sten og ting og sager derud for at holde på sandet".

Og senere: "Dengang vi indvandt den og godsejeren forsøgte at så, gik der ikke stort mere end en måneds tid, de grønne spirer kom op, og når solen så kom en dag, var de svedne, det gik ud det hele, og det hele var omsonst. Det var netop den saltfordampning, der skete, men efterhånden som tiden er gået, og Brasken har haft råd til at lægge et tykt lag af det muld, de kører på markerne, går det godt. Også de mange etablerede læbælter har haft god virkning".

Alex Brask Thomsen var en lige så speciel personlighed som Flemming Juncker. I offentligheden blev han mest kendt for, at han i 1992 tilbød Københavns Kommune 250 mio. kr. til gengæld for at omdøbe Nørrebrogade, hvor han var vokset op, til Alex Brask Thomsens Gade. Københavns Kommune afslog dog tilbuddet.

På et luftfoto kan man se, at stort set hele det pumpede område i dag er landbrugsjord. Overgaard Gods ligger lige vest for området, og mod syd grænser området op til pumpelaget ved Udbyneder Enge.

I den sydvestlige ende står nogle af vindmøllerne i Vindpark Overgaard - Danmarks største vindmøllepark på land.

En gåtur på diget virker uendelig - i modvind. Jorden på den gamle havbund består nærmest af rent sandkassesand. Hvad der engang var et ypperligt opvækstområde for blandt andet fladfisk som skrubbe og tunge, er i dag landbrugsjord af en meget tvivlsom bonitet.

For at beskytte diget mod Kattegats rasen har det været nødvendigt at bruge betonblokke og kampesten som kystbeskyttelse. Den smalle strandeng, der er opstået på diget afgræsses af får.

Et enkelt af de decentrale pumpehuse er muret i røde teglsten, som så mange af pumpehusene langs med Randers Fjord. De resterende tre-fire pumpehuse er opført i billigere materialer og er pudsede og gulmalede. Måske er det et valg, der er truffet fordi, at der var tale om et landvindingsprojekt, der ikke fik statslig støtte, og hvor pengene derfor ikke sad helt så løst.

Kortet viser en situation, hvor vandspejlet står 20 cm over den normale havoverflade, hvilket er en helt almindeligt vandstand.

Da det meste af Overgaard Inddæmningen er et gammelt havområde, vil en genskabelse af området som natur betyde, at området igen bliver til en del af Kattegat.

Det ses dog også, at der vil genopstå store områder med strandeng på de lidt højereliggende arealer. Hesseløtørre og Heilplet ville også blive genskabt - ligesom Holm Vejle og Storvejle - hvis man altså også laver naturgenopretning i Udbyneder Enge.

Desuden vil den naturlige udveksling af vand mellem Kattegat og Mariagerfjord blive genoprettet, hvilket vil betyde, at der vil strømme mere saltvand ind i fjorden i højvandssituationer end der gør i dag.

Selvom projektet blev gennemført meget sent, var der bemærkelsesværdigt få protester fra offentligheden. Dog var de lokale fiskere ret sure. De var oprindeligt blevet lovet, at der kun skulle laves en kørevej til Hesseløtørre og Meilplet. I Aksel Ravns erindringer står der blandt andet: "- Dengang inddæmningen foregik, skældte fiskerne ud. De holdt møder og ting og sager inde fra Hadsund og hele vejen ud. - Nu ødelægger de hele fjorden, nu kommer der ikke en fisk herind, og ditten og datten, påstod de. - Det blev for smalt derude, og det havde de regnet ud, at det ville koste så og så meget.

- Hver eneste gang, der dør en fisk hernede om sommeren på grund af iltmangel, så begynder de at vende tilbage: - Det er Overgaard! Det skal lægges tilbage igen!

- Men efterhånden som tiden er gået, gælder deres argumenter ikke længere, der opstår helt andre ting. Det går jo ganske fint nu. Fiskene de skal nok finde op. Når laksene i Norge kan springe op over klipperne, så kan de også finde igennem derude. - Nok har det da en indvirkning, det har det da, før var indgangen til fjorden så bred, så bred".

Page updated

Google Sites

Report abuse