Embedded Files
Der er mange gode grunde til, at vi skal tænke os godt om når vi genskaber Randers Fjord som naturområde. Al natur er dejlig, men der er noget natur vi ikke har så meget af som andet. Der skal helt klart tages et stort hensyn til den rekreative brug af fjorden i forbindelse med genskabelsen, men vi skal også finde områder, hvor naturen kan have førsteprioritet. Og vi skal sørge for, at den natur vi genskaber ikke bliver en form for "leverpostejnatur" - altså naturtyper som vi har masser af i forvejen. Det ville være en skam når muligheden for at skabe et, efter danske forhold, unikt naturområde er til stede.
Der er ikke genskabt meget natur langs Randers Fjord endnu, men langs med Gudenåen, på strækningen mellem Randers og Langå, er der gennemført naturgenopretning i (det meste af) fire gamle pumpelag. Disse naturgenopretninger betyder, at der er nogle gode erfaringer at trække på, når man forhåbentlig går i gang med at genskabe strandengene langs Randers Fjord. Ved projekterne langs Gudenåen kunne man f.eks. ikke bare genskabe de gamle enge. Dræning og dyrkning har betydet, at noget af tørvejorden er blevet omsat. Derfor står der i dag vand på dele af de arealer, hvor der engang var enge. Det vil også blive tilfældet flere steder langs Randers Fjord.
Ved mange af projekterne langs Randers Fjord er der tekniske udfordringer. Det kan være luftledninger, der skal lægges i jorden eller vindmøller, som ikke må stå under vand. Det kan også være landsbyer, kolonihaver eller industriområder, der skal beskyttes, hvis digerne ud mod fjorden fjernes. Disse udfordringer er dog ikke anderledes end ved andre naturgenopretninger og vi ved derfor, hvordan vi løser dem. I forhold til finansiering af naturgenopretningerne er der heller ikke behov for at opfinde den dybe tallerken. Mange steder kan projekterne gennemføres som almindelige kvælstofvådområder eller lavbundsprojekter igennem eksisterende statslige ordninger. Da Randers Fjord er et stærkt beskyttet Natura2000-område er det formentlig også muligt at sikre EU-midler til at genskabe store arealer af strandeng, som er en hårdt presset naturtype.
Ved nogle af pumpelagene, som her ved Dronningborg, fungerer digerne som populære vandrestier. Her vil der formentlig være et stærkt ønske om at bevare muligheden for at gå tur i området efter, at der er sket naturgenopretning. På disse steder kan det være mest hensigtsmæssigt at skabe kontakt mellem de gamle enge og Randers Fjord ved at lave en række åbninger i diget med små broer henover. Præcis ligesom det er gjort ved flere af de projekter, der er gennemført langs med Gudenåen mellem Randers og Langå.
Andre steder, som her ved grænsen mellem det nedlagte Vorup Enges Landvindingslag og Gudenåen, kan det måske bedst betale sig at skabe kontakt mellem de gamle enge og Randers Fjord ved at lave åbninger i diget, men uden at etablere broer. Hvis man bruger materialet i digerne optimalt, kan man skabe en række små holme, som vil være værdifulde fugleområder, men hvor der også vil opstå områder med strandeng på trods af, at tørvejorden bag ved diget er brændt af. Med denne løsning får naturen fred for mennesker. Det betyder godt nok, at man så ikke kan bruge digerne som vandrestier, men i stedet kunne man måske lave nye vandrestier eller bruge eksisterende veje som vandreruter længere inde mod fjordsænkningens skrænter. Herfra vil det være muligt at nyde en storslået udsigt over den genskabte fjord.
Helt fra begyndelsen har anlæggelsen af diger langs med Gudenåen og Randers Fjord givet store problemer. Når man anlægger store, tunge diger på en bund bestående af tørvejord eller dynd er det meget svært at undgå, at de bliver ved med at sætte sig nærmest i al uendelighed. Og så udgør de ikke længere nogen god beskyttelse for de bagvedliggende marker og landsbyer.
Om problemerne med digerne har Kjeld Hansen i bogen "Det tabte land" under overskriften "Dårlige diger langs Randers Fjord" skrevet følgende: "I 1948 afsluttede Landvindingsudvalget et kostbart inddigningsprojekt i Hollandsbjerge Enge ved Randers Fjord. Pris: 1.996.000 kr. (33 mio. kr. (2008)). Hedeselskabet havde projekteret med amtvandsinspektør Tylvad som tilsynsførende på projektet.
Allerede efter et par år begyndte der at indløbe klager, fordi at digerne sank sammen. I maj 1954 lod Tylvad foretage et nivellement på de opførte diger i sin egenskab af amtsrådets tilsynsførende med landvindingslag og pumpelag. Resultatet var nedslående. Til trods for at digerne var anlagt med en betydelig overhøjde (10 til 20 pct.), udviste den 9,1 km lange digestrækning ud mod fjorden betydelige sætninger. Kun 2,3 km havde den vedtægtsmæssige højde, 4,1 km manglede indtil 20 cm i højden, 2,4 km manglede 20-30 cm, og ca 0,3 km manglede hele 30-40 cm. I løbet af de seks år var terrænet inden for diget også sunket ganske meget, op til 80 cm.
Diget havde hverken den vedtægtsmæssige højde eller bredde. Tylvad regnede ud, at der var behov for 24.000 kubikmeter ekstra jord til at udbrede skaderne. Prisen ville blive op mod 100.000 kr. (1,3 mio. kr. (2008)).
På samme måde og af samme årsager var den også galt i Støvring Enge ved Randers. Her var der afsluttet et landvindingsarbejde i 1946 med en udgift på 486.500 kr. (8,8 mio. kr. (2008)). Ved nivellement i 1951 var der konstateret sætninger på indtil 35 cm over 0,3 km, som straks var blevet udbedret, men ved Tylvads opmåling i maj 1954 blev der atter konstateret sætninger på op til 20 cm over 0,4 km.
Mest penible var dog sætningerne i Vorup Enge oppe vest for Randers by. Landvindingsarbejdet her, der omfattede 88 hektar, var afsluttet så sent som i 1952 med en udgift på 339.000 kr. (4,6 mio. kr. (2008)). Tylvad havde også været tilsynsførende på dette arbejde, som Hedeselskabet i Viborg havde stået for. Allerede to år efter viste det sig, at diget var for lavt på næsten hele strækningen ud mod Gudenåen. På de værste steder manglede der 30-35 cm i højden. Sætningerne havde også bevirket, at diget ikke længere var bredt nok. Tylvad antog, at det ny anlagte dige ville både synke og sætte sig yderligere i nogle år.
Hertil kom så, at Hedeselskabet havde konstateret tilsvarende sætningsproblemer i Tjæreby-Vestrup Enge og Assentoft Enge. Der var altså tale om en gennemgående fejlprojektering af de mange kilometer af fjorddiger langs Randers Fjord. For Hedeselskabet var disse digeproblemer særdeles pinlige, fordi selskabet 25 år tidligere i den såkaldte "Væth Enge-sag" havde gjort sig skyldig i de samme fejlprojekteringer.
Væth Enge lå ned til Gudenåen mellem Langå og Randers. Mangelfulde diger, der ikke kunne holde åvandet ude, havde kostet de lokale landmænd dyrt. De fik en regning på cirka 350.000 kr. - mod Hedeselskabets overslag på 64.000 kr. I 1927 havde Sydvestjyllands Venstreblad under overskriften "Hedeselskabets sidste fiasko" kritiseret selskabets dispositioner i Væth Enge skarpt: "Et arbejde, der er begyndt på et uforsvarligt grundlag, fremmet under slet ledelse, og afsluttet med det, der skulle have været begyndelsen".
Nu gentog den samme historie sig.
I sin rapport fandt Tylvad det "nærliggende at spørge, om ikke disse diger burde være opført med større dimensioner", men han besvarede selv spørgsmålet benægtende. Havde man brugt "større våde og derfor tunge fyldmængder", så ville man have fået endnu flere og større sætninger og udskridninger".
Digerne langs med fjorden sætter sig stadig. For eksempel var diget ved Tjærby-Vestrup og Albæk Pumpelagene i 2025 nogle steder ikke højere end ca. 1,5 m over havoverfladen. Det er ikke nok til at beskytte de nedre byer ved ekstreme vandstande. Den smarte måde at løse det problem på er ikke at forhøje digerne med 20 års mellemrum.
Hvis man genskaber strandengene langs med Randers Fjord, er der ikke længere behov for at beskytte markerne bag digerne mod oversvømmelse. Og landsbyerne langs med fjorden beskyttes langt bedre og mere effektivt med lave diger langs med de bebyggede områder. Der er ingen grund til at fortsætte med, med hovedet under armen, at forhøje digerne langs med kysten - langt fra landsbyerne.
Man kan ikke bare fjerne digerne, der inddæmmer Randers Fjord og så forvente, at de gamle strandenge kommer tilbage af sig selv. Uden pleje risikerer man, at store arealer gror til i rørskov. Der er som sådan ikke noget galt med rørskov, som i sig selv også kan have en stor naturmæssig værdi, men der er både biodiversitetsmæssige og rekreative grund til, at man også gerne vil have nogle lysåbne strandenge. Erfaringer fra de genskabte enge langs med Gudenåen og mange andre naturgenopretningsprojekter viser, at det ofte er nødvendigt at afgræsse de genskabte naturområder. Alternativt kan man lave høslæt eller rørskæring.
I mange tilfælde kan det også være relevant at kombinere genskabelse af strandenge med egentlige marine naturgenopretningstiltag som udlægning af stenrev eller udplantning af ålegræs. Mulighederne er nærmest uendelige og med lidt held lykkes det i de kommende år at genskabe noget af det, der engang var Randers Fjord.
Rørskæring har tidligere været en hel lille industri ved Randers Fjord, og bliver stadig praktiseret nogle steder langs fjorden. Rørskæring kan være et alternativ til afgræsning langs dele af fjorden. Billedet er fra Randers Fjords Naturhistorie ved A.C. Johansen fra 1918.
Page updated
Google Sites
Report abuse