Gjerlev-Ø. Tørslev Enges Pumpelag

Gjerlev-Ø. Tørslev Enges Pumpelag ligger mellem landsbyerne Gjerlev og Øster Tørslev. Fra pumpelaget pumpes vandet over i Øster Tørslev Å, hvorfra det løber nogle få kilometer inden det løber ud i Randers Fjord fra nord.

På et luftfoto fra 2022 kan man se, at meget af jorden i det 54 ha store pumpelag stadig blev dyrket. Naturstyrelsen lavede dog i 2023 naturgenopretning i hele det område, der ligger inden for den blå polygon på kortet. Projektområdet er 85 ha stort. 

Det første målfaste kort over området som blev opmålt i 1791 viser Øster Tørslev Å slynge sig gennem området. Syd for åen ses en række smalle såkaldte husmandslodder.

Da de høje målebordsblade blev opmålt (1842-1899) var den nederste del af Øster Tørslev Å blevet rettet ud. Området var endnu ikke opdyrket, så udretningen var formentlig sket for at gøre det lettere at grave tørv i området. Man kan se en del tørvegrave omkring åen.

Projektet blev gennemført ret sent. Første gang dagspressen nævner landvinding i området er godt nok den 7. november 1945, hvor Randers Dagblad og Folketidende skriver, at Beskæftigelsesudvalget i Øster Tørslev Kommune indbyder lodsejerne til et møde om uddybning af Øster Tørslev Å. Pumpelaget blev dog først etableret i slutningen af 1960erne. Det viste klip er fra Randers Dagblad og Folketidende den 26. januar 1967. Avisen skriver blandt andet, at arbejdet forventes udført i efteråret 1967.

Den 8. august 1974 skriver avisen, at pumperne i engene har haft et stille år, da en tørke om foråret har holdt udgifterne til at pumpe vand væk på et lavt niveau. På dette tidspunkt er anlægsarbejdet færdigt og har formentlig været det i nogen tid.

I foråret 2023 var der stadig dyrkede marker i området. Til venstre i billedet kan man se Gjerlevvej og øverst i billedet kan man skimte Øster Tørslev Å.

I november 2023 blev pumpelaget genskabt som naturområde. Et meget vådt efterår betød, at der stod masser af vand i området under anlægsarbejdet.

På statens tørvekort kan man se, at der er en del tørvejord i området. De lyserøde områder har et organisk indhold på mere end 12 % og de lysegrønne områder har et organisk indhold på mellem 6 og 12 %. Det gælder både inde i pumpelaget, i det område som Naturstyrelsen har lavet naturgenopretning i, og i den resterende del af mosen mellem Gjerlev og Øster Tørslev. Efter gennemførslen af Naturstyrelsens projekt skal der formentlig stadig skæres grøde i Øster Tørslev Å for at sikre, at mosen uden for projektområdet ikke bliver vådere end den er i dag. Hvis grødeskæringen skal stoppe er det nok nødvendigt, at der på sigt også laves naturgenopretning i den resterende del af mosen. En naturlig høj grundvandsstand i dette område vil reducere afgasningen af klimagasser fra området.