Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag

Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag ligger ved landsbyerne Hollandsbjerg og Bode og er mod syd afgrænset af Grund Fjord og mod vest af Randers Fjord.

På et luftfoto kan man se, at stort set hele det ca. 1.089 ha store digelag er landbrugsjord.

I et vådt forår er markerne i digelaget stadig våde. Den intensive drift vidner dog om, at de er tørre i vækstsæsonen. Møllerne øverst på billedet står omtrent der, hvor vandet vil gå til i en normalsituation, hvis man fjerner digerne. Bag møllerne kan man skimte sammenløbet af Grund Fjord og Randers Fjord. På ydersiden af diget ses de eksisterende strandenge. På det meste af strækningen langs diget er strandengene vokset til i en sammenhængende rørskov.

På det første målfaste kort over området kan man se et kringlet system af små vige. Kortet er tegnet i 1848, men er baseret på opmålinger fra 1811 og 1814.

På M. Böchers opmålingskort af sejlrenden i fjorden fra 1842 er Hollensbjerg Holme helt afskåret fra fastlandet. På det tidspunkt har holmen været fjordens største ø - endnu større end Kare Holm, som ellers traditionelt regnes for den største ø i Randers Fjord. Kortet er gengivet fra Randers Fjords Naturhistorie ved A.C. Johansen fra 1918.

På de høje målebordsblade (1842-1899) er den første afvanding af området begyndt og nogle af de små vige er forsvundet.

I forbindelse med planlægningen af projektet blev der, som ved mange andre projekter langs fjorden, udtrykt bekymring fra flere sider omkring tabet af naturværdier. Hedeselskabet, som arbejdede aktivt for at få gennemført så meget landvinding som muligt, så dog ikke sådan på det. Ovenstående udklip er fra "Hedeselskabets tidsskrift, Schledermann Larsen, C.V. Landvindingsarbejder langs Gudenaaens nedre Løb og Randers Fjord, 1942, Vol: 63".

Projektet blev gennemført i 1940erne. I Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforenings jubilæumsskrift 1926 — 1976 hedder det blandt andet om projektet: "På et møde, afholdt den 11. november 1941, blev projektet endelig vedtaget. Det skete med 60 ja-stemmer mod 24 nej-stemmer. På dette møde havde mange af egnens landmænd ordet for enten at forsvare eller modsige projektet. I et avisreferat fra dette møde skrives, »det var en historisk dag for egnen«, og mødet sluttede meget symbolsk med »Jeg elsker de grønne lunde«.

Projektet blev godkendt af både landbrugsministeriet og arbejdsministeriet, idet man ønskede arbejdet udført som beskæftigelsesarbejde for at hindre for mange arbejdere i at tage arbejde ved de store flyvepladser, tyskerne anlagde i disse besættelsesår. Dette betød også, at der ikke måtte bruges maskiner til arbejdet, og det blev stort set udført med skovl og trillebør. På et vist tidspunkt var over 200 mand beskæftiget ved arbejdet. Arbejderne var især langtidsarbejdsløse fra Randers, og da det var mennesker fra alle erhverv, gav det store problemer for arbejdets udførelse. Timelønnen var på dette tidspunkt ca. 2 kr.

For at forstå hvilken omvæltning dette projekt skabte for lodsejerne, må gives et billede af udnyttelsen inden inddigningen. Arealet uden for engevejen blev brugt til afgræsning og høslet; men det var en meget besværlig høslet. Ved selve høbjærgningen brugtes enten båd eller høslæde. Høslæden brugtes på følgende måde: man trak selve slæden ud på den gyngende grund, læssede den med hø, og inde på den højere del af engen gik en hest og trak den fyldte slæde ind, hvorefter høet blev stakket. Alt blev revet med håndrive, der var gerne 3-4 mand med rive, og de var placeret med de svageste foran, idet skåret blev tykkere og tykkere for hvert rivekast. Det var strengt forbudt at træde i det vejrede hø, da vandet tit stod op i græsbunden. Kvaliteten af det bjærgede hø var meget forskellig, alt efter hvor mange gange der havde været vand inde i det, og hvordan vejret i øvrigt artede sig. Ved hjemkørsel måtte læsset sikres med en såkaldt lasmusstang, derforuden skulle læsset i svøb, d. v. s. tyndt reb to gange om siderne for at holde på det kortstråede hø. Så kunne hjemturen begynde. Det værste, der nu kunne ske, var, at læsset væltede, og hvis det var til den »rigtige« side, ville det være i en af de utallige vandfyldte grøfter, der skilte de enkelte lodder. Vejene gik altid langs med disse grøfter. Efter høslet fik kreaturerne lov at gå på hele engene. Når efterårsstormene satte ind, kunne det ske, at kvierne selv kom hjem, fortrængt af en frådende fjord, der i værste fald kunne brede sig helt ind til og ind i de yderst beliggende gårde.

Også faunaen har fuldstændig ændret sig. Hvor der før var et eldorado for alle arter af vadefugle, er det nu agerhøns, fasaner og harer, der findes i området".

Projektets samlede økonomi udviklede sig i den forkerte retning under udførelsen. Da Jyllandsposten lørdag den 16. november 1940 beskrev den store landvindingsplan havde Hedeselskabet anslået økonomien til ca. 700.000 kr. Da arbejdet var færdiggjort kunne Randers Dagblad og Folketidende den 31. maj 1948 angive slutprisen til 1.993.000 kr.

I starten af 1940erne var landvindingsarbejde stadig hårdt manuelt arbejde. Det betød, at der var behov for mange arbejdsmænd, hvilket var med til at sikre høj beskæftigelse, hvilket igen betød, at man kunne begrænse den arbejdskraft, der var tilgængelig for den tyske krigsmaskine.

Flere billeder af det hårde arbejde ved etableringen af Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag. Sommervarmen krævede en let påklædning. Billederne er fra en større reportage om projektet som Randers Dagblad og Folketidende bragte den 12. september 1942.

Som ved så mange andre pumpelag langs Randers Fjord er pumpehuset en solid rødstensbygning, af en type som næsten er en signatur for Hedeselskabets projekter. Inde i huset løfter store elektriske pumper vandet fra pumpekanalen op, så det kan løbe frit ud i Grund Fjord gennem en kort kanal.

Den forsvundne møllebæk

Ved den nordvestlige ende af digelaget ligger Stenalt Gods. Det første målfaste kort over området omkring godset er opmålt i 1803. På kortet kan man se, at Stenalt Skov gennemløbes af flere små snoede skovbække. De små bække samles i et større vandløb som snor sig ned igennem det område som nu er digelaget og videre ud i Randers Fjord.

På et nutidigt luftfoto kan man se, at Stenalt Møllebæks slyng fortsat ligger inde mellem digelagets marker. Underligt nok har man valgt at lade dem ligge i stedet for at kanalisere vandløbet, da man gennemførte landvindingsprojektet. Det er svært at se på luftfotoet, men i forbindelse med projektet blev der gravet en randkanal (Stenalt Kanal) lige syd for Stenalt Gods. Vandet fra møllebækken blev ledt over i kanalen, så det kan løbe udenom digelaget og ud i Randers Fjord uden, at man skal bruge pumper.

Stenalt Kanal som den ser ud i dag. Kanalen ligger dybt nedgravet og omgivet af dyrkede marker. Kilderne i Stenalt Skov og det ret store opland betyder, at der er meget vand i kanalen. Det mystiske er, at hverken Stenalt Kanal eller den vandtomme Stenalt Møllebæk fremgår af statens vandområdeplan. Det betyder, at der ikke er fastsat miljømål for vandløbene. Det er ikke kutymen for store naturlige vandløb, at de ikke har miljømål. Hvis man vælger at genskabe strandengene i området, kan man føre vandet tilbage til Stenalt Møllebæk. Så vil havørrederne igen have mulighed for at gyde i møllebækken og dens tilløb.

På billederne fra Randers Dagblad og Folketidende den 12. september 1942 ses den samme overkørsel under udgravningen af kanalen.

Om arbejdet med at grave landkanalen står der i artiklen: "I Stenalt Skov ved Stenalt Hovedgaard er Arbejdet i fuld Gang med Gravningen af den nye Landkanal, der skal tage Vandet fra Voer, Ørsted og Stenalt. Over en stor Strækning er mange Arbejdere her i Virksomhed. I det varme Vejr var de let paaklædte, for Arbejdet er strengt. Den nye Landkanal, som man ogsaa tydeligt ser paa Kortet, skal være ca. 4 km lang og udgaa fra et Sted i Stenalt Skov, som den anselige Arbejdsstyrke, der er beskæftiget paa dette Omraade, skovler sig hen imod. Men det er et sejgt Stykke arbejde i Lerjorden, der skal hentes Meter nede og løftes højt op.

Den stoute Arbejdsformand paa Pladsen, Medlem af Iodsejerudvalget Mads Bendsen, Bode (der i Parantes bemærket ogsaa er velkendt som Folkedanser), fortæller os, at det ikke har været nogen gunstig Sommer for Arbejdet og Ikke alle Arbejderne har haft lige blide Kaar at virke under. Men det er gaaet endda, og Arbejdet er jo Akkordarbejde. Hist og her støder man under Gravningen paa vældige Trærødder, som det er nødvendigt at fjerne ved Sprængning, og det er slet ikke ubetydelige Mængder Dynamit, der i Sommerens Løb er medgaaet hertil".

Stenalt Kanal løber gennem strandengene nord for Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag, inden den løber ud i Randers Fjord. På billedet kan man se, at kanalen på dage hvor det har regnet, fører en del sediment, formentlig fra den dybe kanals stejle brinker, med sig ud i Randers Fjord.

På statens tørvekort kan man se, at der stort set ikke er tørvejord i området. De lyserøde områder har et organisk indhold på mere end 12 % og de lysegrønne områder har et organisk indhold på mellem 6 og 12 %. Naturgenopretning vil dog formentlig alligevel have en positiv klimaeffekt på grund af ophobning af organisk materiale, som sedimenterer på de genskabte strandenge.

Kortet viser en situation, hvor vandspejlet står 20 cm over den normale havoverflade, hvilket er en helt almindeligt vandstand. Hvis pumperne stoppes og digerne fjernes vil der, på grund af sætninger, stå vand på et større areal end inden tørlægningen. Sætningerne kunne tyde på, at der er, eller har været, mere organisk jord i området end tørvekortet antyder. Til forskel fra de fleste andre pumpede områder langs Randers Fjord er der en del tekniske anlæg i Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag. Blandt andet nogle vindmøller og ca. 20 ejendomme. Disse tekniske anlæg skal beskyttes mod ekstreme vandstande, hvis naturområdet skal genskabes.

Diger, der skal holde fjorden ude af et pumpelag, kræver vedligeholdelse, hvis de skal virke efter hensigten. Der er gennem tiderne sket digebrud mange steder langs Randers Fjord og Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag er ingen undtagelse. Den 24. december 1954 kunne Randers Dagblad og Folketidende beskrive digebrud ved både Hollandsbjerg Enge og Bode Enge.

Ved sammenløbet mellem Grund Fjord og Randers Fjord ligger der en lille jollehavn udenfor diget, skjult i rørskoven.

I tilknytning til jollehavnen ligger der nogle skure, som formentlig bruges af jægere og fiskere. Der er også to offentligt tilgængelige sheltere i området. Hvis der laves naturgenopretning, oversvømmes arealerne inden for diget. Hvis jollehavnen fortsat skal kunne anvendes skal grusvejen, der fører derud hæves. Arealet med skure og sheltere skal også hæves. Alternativt skal jollehavnen, skurene og shelterne flyttes ind i baglandet.

I gamle dage var det en helt lille industri at høste tagrør ved Randers Fjord. I de store rørskove på ydersiden af diget ved Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag bliver der stadig skåret rør. Tagrørene bliver brugt på rørtækkede huse, men høsten bidrager også til naturplejen af området.

Tørt tørv brænder ret godt. Derfor opstår der ofte brande i pumpelag med tørvejord, hvor dræningen jo netop har udtørret tørven. Der har været brande i flere af pumpelagene langs Randers Fjord, og også i Bode Enge. I Randers Dagblad og Folketidende den 5. september 1972 står der følgende: "Allingaabro Brandvæsens mandskab er ved at være godt trætte af markbrande, hvoraf de fleste med lidt omtanke kunne være undgået.

Dagen i går bød på tre af slagsen, og mandskabet var så nogenlunde i aktion uafbrudt fra tidlig morgen til aften. Den første udrykning var til Bode. hvor der brændte en eng. Ilden havde ædt sig ned i den moseagtige jordbund og var meget hårdnakket at få bugt med".

Page updated

Google Sites

Report abuse