Projektet blev gennemført i 1940erne. I Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforenings jubilæumsskrift 1926 — 1976 hedder det blandt andet om projektet: "På et møde, afholdt den 11. november 1941, blev projektet endelig vedtaget. Det skete med 60 ja-stemmer mod 24 nej-stemmer. På dette møde havde mange af egnens landmænd ordet for enten at forsvare eller modsige projektet. I et avisreferat fra dette møde skrives, »det var en historisk dag for egnen«, og mødet sluttede meget symbolsk med »Jeg elsker de grønne lunde«.

Projektet blev godkendt af både landbrugsministeriet og arbejdsministeriet, idet man ønskede arbejdet udført som beskæftigelsesarbejde for at hindre for mange arbejdere i at tage arbejde ved de store flyvepladser, tyskerne anlagde i disse besættelsesår. Dette betød også, at der ikke måtte bruges maskiner til arbejdet, og det blev stort set udført med skovl og trillebør. På et vist tidspunkt var over 200 mand beskæftiget ved arbejdet. Arbejderne var især langtidsarbejdsløse fra Randers, og da det var mennesker fra alle erhverv, gav det store problemer for arbejdets udførelse. Timelønnen var på dette tidspunkt ca. 2 kr.

For at forstå hvilken omvæltning dette projekt skabte for lodsejerne, må gives et billede af udnyttelsen inden inddigningen. Arealet uden for engevejen blev brugt til afgræsning og høslet; men det var en meget besværlig høslet. Ved selve høbjærgningen brugtes enten båd eller høslæde. Høslæden brugtes på følgende måde: man trak selve slæden ud på den gyngende grund, læssede den med hø, og inde på den højere del af engen gik en hest og trak den fyldte slæde ind, hvorefter høet blev stakket. Alt blev revet med håndrive, der var gerne 3-4 mand med rive, og de var placeret med de svageste foran, idet skåret blev tykkere og tykkere for hvert rivekast. Det var strengt forbudt at træde i det vejrede hø, da vandet tit stod op i græsbunden. Kvaliteten af det bjærgede hø var meget forskellig, alt efter hvor mange gange der havde været vand inde i det, og hvordan vejret i øvrigt artede sig. Ved hjemkørsel måtte læsset sikres med en såkaldt lasmusstang, derforuden skulle læsset i svøb, d. v. s. tyndt reb to gange om siderne for at holde på det kortstråede hø. Så kunne hjemturen begynde. Det værste, der nu kunne ske, var, at læsset væltede, og hvis det var til den »rigtige« side, ville det være i en af de utallige vandfyldte grøfter, der skilte de enkelte lodder. Vejene gik altid langs med disse grøfter. Efter høslet fik kreaturerne lov at gå på hele engene. Når efterårsstormene satte ind, kunne det ske, at kvierne selv kom hjem, fortrængt af en frådende fjord, der i værste fald kunne brede sig helt ind til og ind i de yderst beliggende gårde.

Også faunaen har fuldstændig ændret sig. Hvor der før var et eldorado for alle arter af vadefugle, er det nu agerhøns, fasaner og harer, der findes i området".

Projektets samlede økonomi udviklede sig i den forkerte retning under udførelsen. Da Jyllandsposten lørdag den 16. november 1940 beskrev den store landvindingsplan havde Hedeselskabet anslået økonomien til ca. 700.000 kr. Da arbejdet var færdiggjort kunne Randers Dagblad og Folketidende den 31. maj 1948 angive slutprisen til 1.993.000 kr.