Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag

Pumpelaget ved Hollandsbjerg, Bode og Stenalt Enge er et af de største langs med Randers Fjord. De holme der oprindeligt prægede området er forsvundet på grund af sætninger. Hvor de lå vil der ved en naturgenopretning skabes et nyt fjordlandskab. Den rest af Hollandsbjerg Holm, som ved landvindingen blev skånet på grund af hensynet til værdifulde rørskærsarealer, vil komme til at ligge som en ø i dette fjordlandskab. På de lidt højereliggende jorde kan store arealer med strandeng genskabes.

Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag ligger ved landsbyerne Hollandsbjerg og Bode og er mod syd afgrænset af Grund Fjord og mod vest af Randers Fjord.

På et luftfoto kan man se, at stort set hele det ca. 1.089 ha store digelag er landbrugsjord.

I et vådt forår er markerne i digelaget stadig våde. Den intensive drift vidner dog om, at de er tørre i vækstsæsonen. Møllerne øverst på billedet står omtrent der, hvor vandet vil gå til i en normalsituation, hvis man fjerner digerne. Bag møllerne kan man skimte sammenløbet af Grund Fjord og Randers Fjord. På ydersiden af diget ses de eksisterende strandenge. På det meste af strækningen langs diget er strandengene vokset til i en sammenhængende rørskov.

På det første nogenlunde nøjagtige kort over området, Videnskabernes Selskabs kort fra 1789, er Hollensbjerg Holme helt afskåret fra fastlandet. På det tidspunkt har holmen været fjordens største ø - endnu større end Kare Holm, som ellers traditionelt regnes for den største ø i Randers Fjord.

På det første detaljerede kort over området kan man se et kringlet system af små vige. Hollensbjerg Holme er nu landfast, muligvis på grund af de første forsøg på afvanding. Kortet er tegnet i 1848, men er baseret på opmålinger fra 1811 og 1814.

På de høje målebordsblade (1842-1899) er området afvandet af et system af grøfter og nogle af de små vige er forsvundet.

I forbindelse med planlægningen af projektet blev der, som ved mange andre projekter langs fjorden, udtrykt bekymring fra flere sider omkring tabet af naturværdier. Hedeselskabet, som arbejdede aktivt for at få gennemført så meget landvinding som muligt, så dog ikke sådan på det. Ovenstående udklip er fra "Hedeselskabets tidsskrift, Schledermann Larsen, C.V. Landvindingsarbejder langs Gudenaaens nedre Løb og Randers Fjord, 1942, Vol: 63".

Projektet blev gennemført i 1940erne. I Rougsø-Sønderhald Herreders Landboforenings jubilæumsskrift 1926 — 1976 hedder det blandt andet om projektet: "På et møde, afholdt den 11. november 1941, blev projektet endelig vedtaget. Det skete med 60 ja-stemmer mod 24 nej-stemmer. På dette møde havde mange af egnens landmænd ordet for enten at forsvare eller modsige projektet. I et avisreferat fra dette møde skrives, »det var en historisk dag for egnen«, og mødet sluttede meget symbolsk med »Jeg elsker de grønne lunde«.

Projektet blev godkendt af både landbrugsministeriet og arbejdsministeriet, idet man ønskede arbejdet udført som beskæftigelsesarbejde for at hindre for mange arbejdere i at tage arbejde ved de store flyvepladser, tyskerne anlagde i disse besættelsesår. Dette betød også, at der ikke måtte bruges maskiner til arbejdet, og det blev stort set udført med skovl og trillebør. På et vist tidspunkt var over 200 mand beskæftiget ved arbejdet. Arbejderne var især langtidsarbejdsløse fra Randers, og da det var mennesker fra alle erhverv, gav det store problemer for arbejdets udførelse. Timelønnen var på dette tidspunkt ca. 2 kr.

For at forstå hvilken omvæltning dette projekt skabte for lodsejerne, må gives et billede af udnyttelsen inden inddigningen. Arealet uden for engevejen blev brugt til afgræsning og høslet; men det var en meget besværlig høslet. Ved selve høbjærgningen brugtes enten båd eller høslæde. Høslæden brugtes på følgende måde: man trak selve slæden ud på den gyngende grund, læssede den med hø, og inde på den højere del af engen gik en hest og trak den fyldte slæde ind, hvorefter høet blev stakket. Alt blev revet med håndrive, der var gerne 3-4 mand med rive, og de var placeret med de svageste foran, idet skåret blev tykkere og tykkere for hvert rivekast. Det var strengt forbudt at træde i det vejrede hø, da vandet tit stod op i græsbunden. Kvaliteten af det bjærgede hø var meget forskellig, alt efter hvor mange gange der havde været vand inde i det, og hvordan vejret i øvrigt artede sig. Ved hjemkørsel måtte læsset sikres med en såkaldt lasmusstang, derforuden skulle læsset i svøb, d. v. s. tyndt reb to gange om siderne for at holde på det kortstråede hø. Så kunne hjemturen begynde. Det værste, der nu kunne ske, var, at læsset væltede, og hvis det var til den »rigtige« side, ville det være i en af de utallige vandfyldte grøfter, der skilte de enkelte lodder. Vejene gik altid langs med disse grøfter. Efter høslet fik kreaturerne lov at gå på hele engene. Når efterårsstormene satte ind, kunne det ske, at kvierne selv kom hjem, fortrængt af en frådende fjord, der i værste fald kunne brede sig helt ind til og ind i de yderst beliggende gårde.

Også faunaen har fuldstændig ændret sig. Hvor der før var et eldorado for alle arter af vadefugle, er det nu agerhøns, fasaner og harer, der findes i området".

Projektets samlede økonomi udviklede sig i den forkerte retning under udførelsen. Da Jyllandsposten lørdag den 16. november 1940 beskrev den store landvindingsplan havde Hedeselskabet anslået økonomien til ca. 700.000 kr. Da arbejdet var færdiggjort kunne Randers Dagblad og Folketidende den 31. maj 1948 angive slutprisen til 1.993.000 kr.

I starten af 1940erne var landvindingsarbejde stadig hårdt manuelt arbejde. Det betød, at der var behov for mange arbejdsmænd, hvilket var med til at sikre høj beskæftigelse, hvilket igen betød, at man kunne begrænse den arbejdskraft, der var tilgængelig for den tyske krigsmaskine.

Flere billeder af det hårde arbejde ved etableringen af Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag. Sommervarmen krævede en let påklædning. Billederne er fra en større reportage om projektet som Randers Dagblad og Folketidende bragte den 12. september 1942.

Processen med at gennemføre landvindingsprojektet er beskrevet i detaljer af Hedeselskabets direktør Niels Basse i Hedeselskabets tidskrift den 10. september 1949 under overskriften "Fra Randers fjordenge - Landvindingsarbejdet Hollandsbjerg-Bode-Stenalt enge": "Langs begge sider af Randers fjord og Grund fjord ligger som bekendt meget omfattende engarealer — ialt mellem 5 og 6000 ha —, der er af fortrinlig bonitet, men så lavt beliggende, at en tilfredsstillende afvanding kun kan ske ad kunstig vej, og uden digebeskyttelse udsættes de ofte for oversvømmelser, idet højvande i fjorden indtil 80 cm over daglig vande er ret hyppigt forekommende og kan være langvarige. I løbet af de sidste ca. 30 år er der da også på disse arealer gennemført en række inddignings- og afvandingsarbejder. Det største af disse arbejder, der skal nærmere omtales her, er inddigningen og afvandingen af Hollandsbjerg- Bode-Stenalt enge, der blev gennemført i løbet af årene 1942—48.

Hollandsbjerg-Bode-Stenalt enge, der omfatter ca. 1000 ha, er beliggende i Ørsted sogn, Randers amt, og strækker sig fra landevejen Allingaabro—Ørsted i øst langs Grund fjord og Randers fjord til udfor Stenalt hovedgaard i nord.

Allerede i 1929 blev der udarbejdet projekt til inddigning og afvanding af Hollandsbjerg og Bode enge, og arbejdet søgtes gennemført med tilskud efter grundforbedringsloven; men projektet fandt ikke tilstrækkelig tilslutning blandt lodsejerne. Senere blev der forgæves søgt gennemført projekter for henholdsvis Bode og Hollandsbjerg enge hver for sig.

Efter landvindingslovens vedtagelse i efteråret 1940 blev sagen genoptaget, og hedeselskabet blev anmodet om at udarbejde et projekt, der foruden Hollandsbjerg og Bode enge tillige skulle omfatte engarealerne under Stenalt.

Dette projekt kom i hovedtrækkene til at gå ud på at beskytte arealerne mod oversvømmelse ved inddigning, at opføre et pumpeanlæg til udpumpning af vandet fra de inddigede arealer, at grave et system af afvandingskanaler og en landkanal langs arealets nordlige side, således at en del af oplandsvandet kunne føres uden om det inddigede areal og direkte i fjorden, samt endelig at anlægge et system af private fællesveje til forbindelse med det eksisterende vejnet i Bode og Hollandsbjerg byer.

Udgifterne blev i november 1941 anslået til 970 000 kr., hvilket med et interesseret areal på 1000 ha svarer til en gennemsnitsudgift på 970 kr. pr. ha. De årlige driftsudgifter blev anslået til 24 kr. pr. ha i gennemsnit.

Forslaget blev forelagt lodsejerne ved et møde i november 1941. Resultatet af en afstemning på mødet viste, at der var stor interesse for at søge projektet gennemført, såfremt det kunne gennemføres som beskæftigelsesforanstaltning med tilskud også efter landvindingsloven.

Efter forhandling med landbrugsministeriet og arbejdsministeriet blev arbejdet derefter pr. 30. marts 1942 godkendt til gennemførelse i henhold til landvindingsloven og beskæftigelsesloven på følgende økonomiske grundlag: lodsejerne betaler 250 000 kr., 500 000 kr. ydes som tilskud af statskassen i henhold til landvindingsloven, og udgifter udover de 750 000 kr. afholdes som tilskud i henhold til lov nr. 284 af 30. juni 1941 om iværksættelse af offentlige arbejder og beskæftigelse af arbejdsløse, idet bemærkes, at de tilgrænsende kommuner forpligtede sig til at yde arbejdsministeriet et beløb på 2,50 kr. pr. dag for hver arbejder, der ville blive henvist fra den pågældende kommune.

Amtsvandinspektør K. Tylvad, Randers, blev antaget til i forbindelse med hedeselskabet at forestå arbejdets udførelse.

Hele dige- og kanalarbejdet blev bortliciteret under eet, og arbejdet blev overdraget et entreprenørfirma fra Aalborg for en entreprisesum på ca. 600 000 kr. Entreprenørfirmaet påbegyndte arbejdet i maj 1942.

Langs Randers fjord og langs en del af Grund fjord findes ret værdifulde rørskærsarealer, og for at bevare disse blev diget lagt lige indenfor rørene. Derved opnåedes samtidig både at få en beskyttelse af udvendig digefod og at få placeret diget på en noget mindre blød undergrund end ude ved fjorden.

Diget blev udført med følgende dimensioner: kronekote 2,10 m, kronebredde 1,50 m, anlæg indad 2,0 og anlæg udad 4,0 langs Randers fjord og 3,0 langs Grund fjord, idet kronekoten blev fastsat på grundlag af det højst observerede højvande i fjorden (kote 1,60 indtil 1945) og anlægene udad under hensyn til, at højeste højvande kun forekommer ved nordvestlig mod nordøst drejende vind. Mellem dige og afvandingskanalen langs diget blev afsat en banket på 3 m.

Fylden til digerne i Hollandsbjerg og Stenalt enge blev taget i en indvendig fyldgrav, der samtidig skulle anvendes som afvandingskanal. Oprindelig var det meningen, at fylden til diget i Bode enge på grund af undergrundens noget mere sandede karakter og den dermed noget større risiko for gennemsivning skulle tages i udvendig fyldgrav; men det blev ændret under arbejdets udførelse, således at også fylden til digerne i Bode enge fortrinsvis blev taget i indvendig fyldgrav, der så også blev tildannet som afvandingskanal.

Til hovedafvandingen blev gravet et system af afvandingskanaler, ialt ca. 26,7 km.

Landkanalen langs arealets nordlige side afskærer oplandsvandet fra ca. 1700 ha og giver tillige de tilgrænsende arealer bedre afvandingsmuligheder, end de havde haft hidtil.

Som tidligere nævnt skulle arbejdet udføres som beskæftigelsesforanstaltning, d. v. s., at der skulle anvendes langvarigt arbejdsløse, og der blev i de første år fortrinsvis henvist arbejdere fra Randers. Der var til tider beskæftiget op til 200 mand, og størstedelen af disse blev hver dag på anlægets foranstaltning og bekostning transporteret i tog fra Randers til Floes (en mindre holdeplads på søndre side af Grund fjord ca. 15 km fra Randers) eller Allingaabro. Ved Floes byggedes broer og anløbssteder på begge sider af fjorden, og arbejderne blev herfra transporteret over fjorden til og fra arbejdspladsen i store pramme.

De ugunstige vejrforhold og hyppige højvande i årene 1942—43 i forbindelse med de vanskelige jordbundsforhold voldte entreprenørfirmaet store vanskeligheder; men man kan heller ikke se bort fra, at firmaet selv skabte sig en del af vanskelighederne på grund af manglende erfaring med udførelse af den slags jordarbejde.

Arbejdet var forlangt udført med håndkraft; men det var dog entreprenøren tilladt at anvende transportører til oplægning af fyld i diget. På et vist tidspunkt, da der efterhånden blev mangel på arbejdskraft på grund af store flyvepladsarbejder på Djursland, fik firmaet tilladelse til i mindre udstrækning at anvende gravemaskine på nærmere fastsatte vilkår; men da man fra bygherrens side ikke mente disse vilkår overholdt, blev tilladelsen atter frataget entreprenøren.

Undergrunden, hvor diget skulle placeres, består af dynd til stor dybde. Der skete derfor under arbejdets udførelse flere steder i kanalen (fyldgraven) langs fjorddiget udskridninger af siderne og opskydninger i bunden samtidig med sætninger i diget. Entreprenørerne mente sig berettiget til ekstrabetaling for optagning af disse skred, og da man fra bygherrens side ikke kunne anerkende et sådant krav, anmodede entreprenørerne Dansk Ingeniørforening om at udmelde skønsmænd for at få en udtalelse om spørgsmålet. Skønsmændene kom til det resultat, at bygherre og entreprenør burde betale hver halvdelen af udgifterne ved optagning af de stedfundne skred. Afgørelsen blev begrundet i den måde, der var pumpet på, og ikke i undergrundens beskaffenhed. Både bygherre og entreprenør anerkendte skønsmændenes udtalelse som en endelig afgørelse vedrørende betalingen.

Ved afgivelsen af deres tilbud på arbejdets udførelse havde entreprenørerne taget forbehold for merfyld i diget på grund af undergrundens sætning. Dette forbehold blev godkendt af bygherren, og der blev i kontrakten fastsat nærmere bestemmelser vedrørende grundlaget for opmålingen af fyldmængderne og afregningen i forbindelse hermed. Under arbejdets udførelse påstod entreprenørerne sig tillige tillagt ekstra betaling for den merfyld i afgravning, der var en følge af fyldens sammensynkning (svind) i diget, og af den overhøjde, diget efter kontrakten forlangtes afleveret med. Dette spørgsmål blev af entreprenørerne i november 1934 (1944) indbragt for Dansk Ingeniørforenings voldgiftsret. Voldgiftssagen varede ca. 2 år, og der blev fra begge sider indsendt en række indlæg om spørgsmålet.

Da tilsvarende betingelser, som i Hollandsbjerg-sagen var anvendt ved en række andre landvindingssager, havde afgørelsen betydning udover denne sag, hvor erstatningskravet var af størrelsesordenen ca. 125 000 kr. Den 3. oktober 1945 afsagde voldgiftsretten kendelsen, der frifandt bygherren for entreprenørens krav.

Foruden de ovenfor omtalte tvister, opstod der efterhånden også andre omend mindre uoverensstemmelser mellem entreprenøren og bygherren, og da det tillige blev klart, at en forsvarlig færdiggørelse af arbejdet ville tage nogen tid, søgte man i sommeren 1945 forhandling med entreprenøren om, at bygherren selv overtog resterende arbejder til færdiggørelse. En foreløbig overenskomst herom blev indgået i juli 1945, og bygherren overtog og færdiggjorde derefter selv de resterende arbejder, idet dog enkelte mindre arbejder blev bortakkorderet til lokale entreprenører. Betalingsspørgsmålet mellem entreprenører og bygherre for overtagelsen af det ufærdige arbejde blev afgjort ved forlig i maj-juni 1946.

Ved stormfloden den 9. november 1945, hvor der blev målt vandstande i Randers fjord op til 1,80 m over daglig vande, brød vandet gennem det ufærdige dige på flere steder, og hele det inddæmmede areal blev sat under vand. Udbedringen af stormflodsskaderne på de udførte anlæg medførte ekstra udgifter på ca. 70 000 kr.

Arbejdsministeriets bekendtgørelse af 19. marts 1946 om standsning af tilskudsarbejder og senere, da der blev opnået dispensation fra bekendtgørelsens bestemmelser, manglen på arbejdskraft bevirkede, at færdiggørelsesarbejderne stadig trak i langdrag. Der var således i længere perioder kun beskæftiget 3—4 mand.

Pumpeanlæget blev opført ved diget omtrent midt udfor det interesserede areal og skal herfra pumpe vandet direkte ud i Grund fjord. Oplandet til pumpeanlæget er 1720 ha, og under hensyn hertil er pumpekapaciteten fastlagt til 1800 l/sek. fordelt på to pumper med ydeevnerne henholdsvis 500 l/sek. med en geometrisk løftehøjde på 1,8 m og 1300 l/sek. med en geometrisk løftehøjde på 1,5 m. Anlæget drives med elektrisk kraft og er indrettet til automatisk drift. Elektriciteten leveres af Randers kommunale elværk, idet der er ført en højspændingsledning direkte til en transformatorstation sammenbygget med pumpehuset. Det var under overvejelse og havde formentlig også været mest formålstjenligt at opføre to pumpestationer; men denne tanke måtte på forhånd opgives på grund af vanskelighederne (i 1942) med at fremskaffe kobber til elektriske ledninger.

Arbejdet med opførelsen af pumpehuset blev efter afholdt licitation overdraget en entreprenør fra Randers. Bl. a. på grund af de vanskelige adgangsforhold og de ofte indtrædende højvande var der også store vanskeligheder med dette arbejde; men det blev dog bragt til afslutning uden væsentlige konflikter. Pumperne blev leveret af firmaet Myhrwold & Rasmussen, København, og anlæget blev igangsat i november 1943. For at fremme dige- og kanalarbejdet blev der allerede på et tidligt tidspunkt opstillet 2 interimspumpeanlæg.

Vejarbejdet blev fra begyndelsen udført af foranstaltningen selv uden anvendelse af entreprenør. Udkørslen af vejmaterialerne blev dog bortakkorderet til forskellige vognmænd, lodsejere m. fl.

Under det meste af arbejdsperioden fra 1942—47 har hedeselskabet haft en konstruktør udstationeret på arbejdspladsen for at varetage den daglige ledelse. Til de arbejder, der blev udført af foranstaltningen selv, blev der desuden antaget formænd.

Fordelingen af anlægs- og driftsudgifter samt erstatningsspørgsmålene i forbindelse med sagens gennemførelse er behandlet af afvandingskommissionen for Randers amtsrådskreds.

Ved udarbejdelsen af partfordelingen blev der foruden til arealernes højdebeliggenhed og bonitet samt til giftvirkningerne også taget hensyn til vejinteresserne.

En del af lodderne under inddigningen ejedes af lodsejere syd for Grund fjord, og disse lodsejere havde kun sejlende adgang til deres lodder. Ved afvandingskommissionens mellemkomst blev størstedelen af disse lodder efter forligsforhandlinger overtaget af foranstaltningen og derefter sammenlagt og videresolgt til andre lodsejere, idet der samtidig ændredes på adgangsforholdene. Hermed opnåedes besparelser i anlæget, idet en del ramper, overkørsler m. v. kunne udgå af projektet.

De interesserede lodsejere, ialt ca. 130, er efter landvindingslovens bestemmelser sammentrådt i et landvindingslag, for hvilket der er udarbejdet vedtægt, som indeholder bestemmelser om anlægets drift og vedligeholdelse.

Anlæget blev afsluttet i december 1947 og blev derefter afleveret til landvindingslaget".

Når et stort inddigningsprojekt, som det ved Hollandsbjerg, Bode og Stenalt Enge, var gennemført, skulle arealerne i det nye pumpelag detaildrænes.

I Hedeselskabets tidskrift fra den 15. juni 1943 er der en beskrivelse af dette arbejde på Stenalt Hovedgaards arealer: "Stenalt Hovedgaard er beliggende i Ørsted Sogn, Randers Amt, og ejes af Godsejer A. Blach.

Hovedgaarden har et Arealtilliggende paa ca. 360 ha, hvoraf ca. 160 ha er høj Agerjord, hovedsagelig bestaaende af Lermuld paa Ler eller sandblandet Ler. De øvrige ca. 200 ha er lav og temmelig flad Jord, hvilket vil fremgaa af, at ca. 135 ha heraf ligger i en Højde af kun 0—5 Fod over Dansk Normal Nul og de resterende ca. 65 ha i 5—10 Fod. De lave Arealer er beliggende Syd og Vest for Gaarden, umiddelbart Nord for Stenalt Møllebæk og ud mod Randers Fjord, og Jordbunden paa den østlige Del bestaar overvejende af humusrig Sandmuld paa et mindre Sandlag, hvorunder der findes Ler. Paa den vestlige og lavest beliggende Del ud mod Randers Fjord bestaar Jorden overvejende af mindre Humuslag paa Dynd.

Hovedparten af den høje Agerjord er — især i fugtige Aar — vandlidende som Følge af sin tungt gennemtrængelige Undergrund, hvorfor Høstudbyttet nedsættes betydeligt i saadanne Aar. Aarsagen til de uheldige Fugtighedsforhold paa de lave Arealer skyldes dels den lave Beliggenhed i Forhold til Randers Fjord og dels den lerede Undergrund, der i det store og hele ingen Fald har mod Hovedafløbene. Paa den opdyrkede Del af disse Arealer kan Afgrøden i fugtige Aar svigte, hvorimod der i tørre Aar til Gengæld er opnaaet fortrinlige Afgrøder.

Medens der paa den høje Agerjord kun findes enkelte gamle Drænledninger, er de lave Arealer udgrøftet med en indbyrdes Afstand mellem Grøfterne paa 50— 60 m saa langt ud mod Randers Fjord, som Dyrkning har været muligt, hvilket giver en samlet Grøftelængde paa ca. 40 km. Detailafvanding ved Dræning med frit Afløb enten til Randers Fjord eller til Stenalt Møllebæk har for store Dele af de lave Arealers Vedkommende enten overhovedet ikke tidligere kunnet gennemføres eller kun paa utilfredsstillende Maade. Først efter Vedtagelse af Landvindingsprojektet: »Inddigning og kunstig Afvanding af Hollandsbjerg-Bode-Stenalt Enge« i Efteraaret 1941 aabnedes der Muligheder for efter dette Projekts Gennemførelse at gennemføre en tilfredsstillende Detailafvanding af alle de lave Arealer under Stenalt Hovedgaard, og Godsejer E. Blach anmodede derfor samme Efteraar Hedeselskabet om i Løbet af Sommeren 1942 at udarbejde Plan for Dræning af samtlige vandlidende Arealer under Stenalt Vest for Stenalt—Voer Byvej.

De for Dræning forundersøgte og planlagte Arealer omfatter ialt ca. 294 ha med et Bekostningsoverslag paa 230 000 kr., hvilket efter Fradrag af Tilskud i Henhold til Grundforbedringsloven giver en Gennemsnitsudgift pr. ha paa ca. 455 Kr.

Ved Planens Udarbejdelse er der under Hensyntagen til de svage Faldforhold lagt Vægt paa at gøre den fremtidige Vedligeholdelse af Anlæget saa lidet byrdefuld som muligt, idet bl. a. Hovedledningerne er dimensioneret relativt store, og Sidedrænene gjort relativt korte Hovedledningerne paa Arealerne Nord for Landkanalen (den høje Agerjord, ca. 108 ha) faar Afløb til denne, medens Hovedledningerne paa de lave Arealer (ca. 186 ha) faar Afløb til Kanaler, der fører Vandet til Pumpestationerne.

Efter Planens Gennemførelse vil de foran anførte aabne Grøfter med en samlet Længde paa ca. 40 km bortfalde, hvorved der indvindes et Areal paa ca. 7 ha, og en aarlig Oprensningsudgift, der med de nuværende Arbejdslønninger ikke kan sættes til mindre end ca. 3000 Kr., spares. Besparelsen vil med en Rentefod af 4½ % alene kunne forrente ca. 66 500 Kr. eller ca. Halvdelen af Godsets Udgift til den planlagte Dræning. Dræningens Gennemførelse vil endvidere medføre, at ca. 5,5 km Dige kan bortfalde, hvorved der indvindes et Areal paa ca. 4 ha, hvilket i Forbindelse med det Areal paa ca. 7 ha, der indvindes ved de aabne Grøfters Bortfald, giver et ca. 11 ha større Nytteareal.

Arbejdet blev paabegyndt i Efteraaret 1942 og indtil nu er der gennemført Dræning af ca. 80 ha".

Som ved så mange andre pumpelag langs Randers Fjord er pumpehuset en solid rødstensbygning, af en type som næsten er en signatur for Hedeselskabets projekter. Inde i huset løfter store elektriske pumper vandet fra pumpekanalen op, så det kan løbe frit ud i Grund Fjord gennem en kort kanal.

Lykken var ikke gjort ved bare at afvande engene til en dybde, der muliggjorde opdyrkning. Ved mange andre tørlagte strandenge var jorden i de først år både salt og giftig, men det var ikke det, der var det største problem ved Hollandsbjerg, Bode og Stenalt Enge.

I Hedeselskabets tidsskrift den 15. juli 1952 står der følgende om nogle forsøg med dybdepløjning: "Et andet orienterende forsøg (Stenalt), hvor giftstoffer ikke forekommer indenfor planternes normale rodområde, men hvor der umiddelbart under muldlaget findes et lag groft sand, viste i 1951 særdeles tydeligt, at jordens lagdeling indenfor normalt rodområde ingenlunde er planterne ligegyldig. Lagdelingen er følgende: 0—21 cm sandmuld, 21—24 cm finsand, 24—35 cm groft sand, 35—54 cm finsand, 54 til over 100 cm dyndblandet ler.

Ret omfattende rodundersøgelser har vist, at rødderne overalt på disse arealer ikke kan vokse igennem det grove sandlag, de standser herved, og rodområdet opnår således kun en dybde af ca. 25 cm. Den nyttige vandmængde, dette jordlag kan stille til rådighed for planterne, vil antagelig højst andrage ca. 40 mm. Erfaringerne bekræfter da også, at høstudbyttet på disse arealer i faretruende grad afhænger af nedbørens størrelse og fordeling i vækstperioden".

Den 10. juni 1958 omtales forsøgene igen i Hedeselskabets tidskrift: "Det nyeste på hedeopdyrkningens område er Hedeselskabets »kæmpeplov«, der blev bygget i 1949. Det var vel først efter de gode resultater, som blev opnået ved Hedeselskabets forsøg i Udbynedre enge og ved Stenalt, at der kom rigtig gang i kæmpeploven. I årsberetningen for 1951—52 oplyses det, at der i Udbynedre enge under et sundt jordlag på 35 cm findes et 30 cm tykt dyndlag indeholdende plantegifte. Ved Stenalt fandtes der umiddelbart under muldlaget et lag groft sand, som planterødderne ikke kunne trænge igennem. Det drejer sig således ikke om egentlige hedearealer, men om lavbundsarealer af en hel anden beskaffenhed".

Artiklen i 1958 er ledsaget af et billede af Hedeselskabets kæmpeplov.

Den forsvundne møllebæk

Ved den nordvestlige ende af digelaget ligger Stenalt Gods. Det første målfaste kort over området omkring godset er opmålt i 1803. På kortet kan man se, at Stenalt Skov gennemløbes af flere små snoede skovbække. De små bække samles i et større vandløb som snor sig ned igennem det område som nu er digelaget og videre ud i Randers Fjord.

På et nutidigt luftfoto kan man se, at Stenalt Møllebæks slyng fortsat ligger inde mellem digelagets marker. Underligt nok har man valgt at lade dem ligge i stedet for at kanalisere vandløbet, da man gennemførte landvindingsprojektet. Det er svært at se på luftfotoet, men i forbindelse med projektet blev der gravet en randkanal (Stenalt Kanal) lige syd for Stenalt Gods. Vandet fra møllebækken blev ledt over i kanalen, så det kan løbe udenom digelaget og ud i Randers Fjord uden, at man skal bruge pumper.

Stenalt Kanal som den ser ud i dag. Kanalen ligger dybt nedgravet og omgivet af dyrkede marker. Kilderne i Stenalt Skov og det ret store opland betyder, at der er meget vand i kanalen. Det mystiske er, at hverken Stenalt Kanal eller den vandtomme Stenalt Møllebæk fremgår af statens vandområdeplan. Det betyder, at der ikke er fastsat miljømål for vandløbene. Det er ikke kutymen for store naturlige vandløb, at de ikke har miljømål. Hvis man vælger at genskabe strandengene i området, kan man føre vandet tilbage til Stenalt Møllebæk. Så vil havørrederne igen have mulighed for at gyde i møllebækken og dens tilløb.

På billederne fra Randers Dagblad og Folketidende den 12. september 1942 ses den samme overkørsel under udgravningen af kanalen.

Om arbejdet med at grave landkanalen står der i artiklen: "I Stenalt Skov ved Stenalt Hovedgaard er Arbejdet i fuld Gang med Gravningen af den nye Landkanal, der skal tage Vandet fra Voer, Ørsted og Stenalt. Over en stor Strækning er mange Arbejdere her i Virksomhed. I det varme Vejr var de let paaklædte, for Arbejdet er strengt. Den nye Landkanal, som man ogsaa tydeligt ser paa Kortet, skal være ca. 4 km lang og udgaa fra et Sted i Stenalt Skov, som den anselige Arbejdsstyrke, der er beskæftiget paa dette Omraade, skovler sig hen imod. Men det er et sejgt Stykke arbejde i Lerjorden, der skal hentes Meter nede og løftes højt op.

Den stoute Arbejdsformand paa Pladsen, Medlem af Iodsejerudvalget Mads Bendsen, Bode (der i Parantes bemærket ogsaa er velkendt som Folkedanser), fortæller os, at det ikke har været nogen gunstig Sommer for Arbejdet og Ikke alle Arbejderne har haft lige blide Kaar at virke under. Men det er gaaet endda, og Arbejdet er jo Akkordarbejde. Hist og her støder man under Gravningen paa vældige Trærødder, som det er nødvendigt at fjerne ved Sprængning, og det er slet ikke ubetydelige Mængder Dynamit, der i Sommerens Løb er medgaaet hertil".

Arbejdsformanden Mads Bendsen var ikke bare velkendt som folkedanser, men også som fodboldspiller. Desværre betød sygdom, at han senere fik sat begge ben af. Han blev på sin ejendom ved Bode frem til sin død i 1964. I en portrætartikel i Randers Amtsavis den 18. oktober 1956 med overskriften "Fodboldspiller i 40 aar, nu mistet begge ben, men har bevaret humøret" står der blandt andet: "- De stammer her fra egnen! - Ja, jeg er født ved Estruplund, men boede kun en kort tid der, idet mine forældre flyttede til Ørsted. Jeg selv måtte ud at tjene, da jeg var 8 aar. Det var skik dengang, men landbruget havde ikke rigtig min interesse. Far døde, da jeg var 15 aar, og jeg måtte hjælpe mor med at skaffe det daglige brød. Jeg tog arbejde ved hvad som helst. Efter soldatertjenesten begyndte jeg selv som dræningsmester, og senere har jeg også udført entreprenørarbejder. Jeg var saaledes en overgang formand for det store dæmningsarbejde her ved Bode".

Stenalt Kanal løber gennem strandengene nord for Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag, inden den løber ud i Randers Fjord. På billedet kan man se, at kanalen på dage hvor det har regnet, fører en del sediment, formentlig fra den dybe kanals stejle brinker, med sig ud i Randers Fjord.

Kortet viser en situation, hvor vandspejlet står 20 cm over den normale havoverflade, hvilket er en helt almindeligt vandstand. Hvis pumperne stoppes og digerne fjernes vil der, på grund af sætninger, stå vand på et større areal end inden tørlægningen. Sætningerne kunne tyde på, at der er, eller har været, mere organisk jord i området.

Det passer godt med, at jordbundsforholdene i Hedeselskabets store plan for opdyrkningen af strandengene langs med Randers Fjord (Særtryk af Hedeselskabets Tidsskrift nr. 1, 1918 - Randers Fjordenge), blev beskrevet sådan her: "Arealernes Jordbundsforhold er meget forskelligartede, men i Hovedsagen kan Arealerne langs Nørreaaen betegnes som Dyndenge med Karakter af Tørveenge omkring Aalum og ved Fladbro; langs Gudenaa er Arealerne hovedsagelig Dyndenge, dog findes ogsaa her mindre Mosepartier, og endelig langs Randers Fjord er Arealerne i stor Udstrækning Klægenge med Overgang gennem Tørvklægenge til mindre Partier af Tørveenge; længst ude mod Kattegat findes ogsaa sandet Jordbund".

Foruden det vanddækkede areal, vil naturgenopretning i området betyde at store arealer med strandeng vil bliv genskabt.

Til forskel fra de fleste andre pumpede områder langs Randers Fjord er der en del tekniske anlæg i Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag. Blandt andet nogle vindmøller og ca. 20 ejendomme. Disse tekniske anlæg skal beskyttes mod ekstreme vandstande, hvis naturområdet skal genskabes.

Diger, der skal holde fjorden ude af et pumpelag, kræver vedligeholdelse, hvis de skal virke efter hensigten. Der er gennem tiderne sket digebrud mange steder langs Randers Fjord og Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag er ingen undtagelse. Den 24. december 1954 kunne Randers Dagblad og Folketidende beskrive digebrud ved både Hollandsbjerg Enge og Bode Enge.

Ved sammenløbet mellem Grund Fjord og Randers Fjord ligger der en lille jollehavn udenfor diget, skjult i rørskoven.

I tilknytning til jollehavnen ligger der nogle skure, som formentlig bruges af jægere og fiskere. Der er også to offentligt tilgængelige sheltere i området. Hvis der laves naturgenopretning, oversvømmes arealerne inden for diget. Hvis jollehavnen fortsat skal kunne anvendes skal grusvejen, der fører derud hæves. Arealet med skure og sheltere skal også hæves. Alternativt skal jollehavnen, skurene og shelterne flyttes ind i baglandet.

I gamle dage var det en helt lille industri at høste tagrør ved Randers Fjord. I de store rørskove på ydersiden af diget ved Hollandsbjerg Bode Stenalt Digelag bliver der stadig skåret rør. Tagrørene bliver brugt på rørtækkede huse, men høsten bidrager også til naturplejen af området.

Tørt tørv brænder ret godt. Derfor opstår der ofte brande i pumpelag med tørvejord, hvor dræningen jo netop har udtørret tørven. Der har været brande i flere af pumpelagene langs Randers Fjord, og også i Bode Enge. I Randers Dagblad og Folketidende den 5. september 1972 står der følgende: "Allingaabro Brandvæsens mandskab er ved at være godt trætte af markbrande, hvoraf de fleste med lidt omtanke kunne være undgået.

Dagen i går bød på tre af slagsen, og mandskabet var så nogenlunde i aktion uafbrudt fra tidlig morgen til aften. Den første udrykning var til Bode. hvor der brændte en eng. Ilden havde ædt sig ned i den moseagtige jordbund og var meget hårdnakket at få bugt med".

Page updated

Google Sites

Report abuse