Embedded Files
Den naturglade urmager fra Randers - Hjalmar Ussing - tabte kampen om fjorden mod Hedeselskabet. Men inden urmagerens død i 1964 nåede han dog at opleve, at stemningen vendte, og at tiden hvor naturområder blev opdyrket var ved at være forbi. Et eksempel på dette er Hedeselskabets tabte kamp for at pumpe Nørreådalen tør.
Nørreå er i særklasse Gudenåens største tilløb. Det strækker sig fra Viborgsøerne, og Hald Sø og Vedsø i vest til udløbet i Gudenåen ved Fladbro i øst. Undervejs ligger blandt meget andet den særprægede bakkeformation Ø Bakker midt i ådalen. På de høje målebordsblade (1842-1899) var Ø Bakker omgivet af udgrøftede enge.
Som det er beskrevet nedenfor var det først i midten af 1950erne, at der kom seriøse planer om at pumpe Nørreådalen tør. Nørreåen blev dog reguleret meget tidligere. Ved at uddybe vandløbet kunne man sørge for, at vandet løb hurtigere gennem åen, og at engene langs med åen derfor blev meget tørrere end de var fra naturens hånd. Det havde desværre nogle uheldige konsekvenser for de områder, der lå længere nedstrøms.
Den 3. marts 1911 beskrev Randers Amtsavis under overskriften "Nørreaaens Regulering" nogle af konsekvenserne ved uddybningen. Avisen skrev blandt andet: "I Anledning af, at den i Henhold til Landvæsenskommissionens Kendelse af 27. Februar 1909 iværksatte Vandstandssænkning i Nørreaaen fra noget nedenfor Rindsholm Landevejsbro til ca. ½ Mil øst for Skjern Bro har forvoldt betydelige Oversvømmelser paa Engene fra Skjern Bro og videre øst paa henimod Fladbro, har Viborg Stiftamt under 3. Decbr. f. A. udvidet den angaaende Nørreaaens Regulering nedsatte Landvæsenskommissions Beføjelser til at omfatte Behandlingen og Paakendelsen af et fra en stor Del Lodsejere fremsat Andragende om, at et af Hedeselskabet udarbejdet Projekt til en mindre Uddybning af Aaen fra ca. ½ Mil øst for Skjern Bro til Aaens Udløb i Gudenaa, maatte nyde Fremme.
Efter at Kommissionen, der alt den 15. September under en Aastedsforretning tog de oversvømmede Enge i Øjesyn, ved et Møde i Løvskal, ved hvilket Stemningen overvejende var for Projektets Udførelse, havde forhandlet med Lodsejerne, er der nu i Gaar paa et talrigt besøgt Møde paa Viborg Raadhus afsagt Kendelse i Sagen.
Der udtales i Kendelsen, at Projektet efter Kommissionens Skøn i Forhold til de dermed forbundne Udgifter, der alt i alt er anslaaet til 6000 a 6500 Kr., kan antages i væsentlig Grad at ville forbedre Afløbsforholdene ved Norreaaens nedre Løb, hvorfor der tillægges Forslaget Fremme overensstemmende med Hedeselskabets Projekt".
I midten af 1950erne var engene langs Gudenåens nedre løb og Randers Fjord allerede pumpet tørre og opdyrkede - eller også var planlægningen af projekterne fremskreden. I Nørreå var situationen dog en anden. Godt nok havde grøftegravning og uddybning af vandløbet gjort det lettere at grave tørv og slå hø, men ådalen kunne kun i ringe omfang dyrkes. På den ca. 40 km lange strækning fra Rindsholm syd for Viborg til udløbet ved Fladbro er der næsten ikke noget fald i terrænet, og det gør afvanding af arealerne vanskelig. Hedeselskabet kunne have valgt at løse dette problem ved at oprette afgrænsede pumpelag på hver sin side af åen, som ved Gudenåen og Randers Fjord, men ved Nørreåen var Hedeselskabets planer noget mere omfattende.
Den 16. maj 1956 beskrives Hedeselskabets planer i Viborg Stiftstidende. I artiklen står der blandt andet: "Til afvanding af aadalen foreslaar hedeselskabet, at der anlægges et dige tværs over aadalen ved Fladbro. I dette dige indbygges for Nørreaen et kombineret sluse- og pumpeanlæg, hvorved indflydelsen af højvandene i Randers Fjord paa vandstanden i Nørreaadalen undgaas. Nørreaaen uddybes, udvides og reguleres paa hele strækningen fra Gudenaa til Rindsholm. Herved undgaas oversvømmelser, og arealerne overfor Skern bro afvandes naturligt. Arealerne neden for Skern bro maa afvandes ved hjælp af udpumpningsanlæg. Aadigerne vil imidlertid her som følge af sluse- og pumpeanlæget ikke blive væsentligt højere end ca. 50 cm over nuværende aakant. Et interesseret areal paa ca. 2500 ha skønnes at faa gavn af afvandingsarbejdet".
Det fremgår desuden af artiklen, at projektet skønnes at koste 10 millioner kr., og at staten forventes at betale ⅔ af udgifterne.
Hedeselskabet arbejdede videre med afvandingsprojektet. Den 3. december 1960 bragte Randers Amtsavis en lang artikel, der blandt andet beskrev, at Hedeselskabet ønskede at dele projektet op i to etaper. Første etape var en regulering af af åen og etablering af sluseanlægget ved Fladbro. Anden etape var individuelle drænprojekter på engene langs åen. Artiklen handlede dog mest om, at der var betydelig lodsejermodstand mod projektet - især i den øvre del af ådalen - altså den del, der ligger nærmest Viborg.
I den nedre del af ådalen fra Fladbro til Ålum var meningerne også delte: "Jeg gik ind for forslaget, da det blev fremsat i sin oprindelighed, fortæller gaardejer Anders Andersen, Gjandrup ved Randers, og jeg gaar helt ind for det igen, naar det nu kommer frem i sin ændrede skikkelse. Jeg har 10 tønder land ved aaen, og denne jord er faktisk ingenting værd. Hvis vandet forsvandt, kunne jeg begynde at dyrke korn og faa udbytte af denne jord, hvis værdi saaledes ville stige meget. Jeg vil stemme for gennemførelsen af begge de to etaper af projektet.
Gaardejer Jens Jensen, Vester Velling, gaar bag sin plov på marken i Vester Velling, hvor vi træffer ham. Hans standpunkt er klart det modsatte af Anders Andersens.
Min eng er tør nok, og hvis der afvandes kan jeg ikke skaffe vand nok til mine kreaturer. Nu skal det siges, at min eng ikke ligger helt ned til aaen, og jeg har intet besvær med for meget vand. Jeg ønsker ikke afvandingsprojektet gennemført.
Ogsaa Gaardejer Chr. Brøndum er ved at pløje. Han kører netop paa traktoren paa en mark, der grænser lige op til engene ved aaen. Jeg ved ærlig talt ikke, siger han, jeg er ikke helt klar over det nye forslag. Jeg har ca. 20 tønder land jord, der vil blive omfattet af afvandingsprojektet, og jeg stemte for, da vi sidst var til møde. Men jeg er interesseret i en regulering af højvandet i aaen, da oversvømmelserne skader min jord meget. Hvis vandstanden ikke bliver reguleret, er min jord temmelig værdiløs som agerland, saa jeg vil under alle omstændigheder gaa ind for en regulering. Saa skal jeg først tænke lidt over den anden del af projektet."
Også urmager Hjalmar Ussing kom til orde i artiklen: "De kan lave, hvad de vil, men de ødelægger en meget skøn natur under alle omstændigheder med deres afvanding, fastslaar urmager Hjalmar Ussing, Randers, der maaske mere end nogen anden er interesseret i at bevare Nørreaaen med dens smukke snoninger og rige dyreliv. Her lever et utal af insekter, Hjalmar Ussings store interesse. Nørreaaen er så skøn, som den ligger i bunden af den vældige, flade dal. Hvis der blive afvandet - og det er der jo store muligheder for - saa ændres plantevæksten. Der [kommer] hvedemarker, hvor der nu er duftende hø og de bølgende siv med deres dyreliv staar. Nørreaaen bliver en kanal til afvanding.
Vi faar en aa, der tjener som en del af et næsten industrialiseret landbrug. Det bliver kedeligt og uinspirerende. Der er snart ikke noget tilbage af Danmarks saa typiske idylliske skønhed.
...Saadan mener en naturelsker. Saadan mener de mange, der ynder at gaa en tur til Fladbro og betragte Nørreaaen med dens slyng og dalen med dens plantevækst.
Men lodsejerne har afgørelsen, og de vil muligvis se saadan paa det, at fremskridtet kræver sine ofre. Hensynet til skønheden maa vige for hensynet til udbytte.
Billedet af Nørreaadalen kan derfor blive ændret til billedet af pumpestationer og sluseanlæg, saa dyrene og planterne, der gror vildt, maa vige. Der skal saas og høstes, traktorer skal køre, hvor nu fredsommeligt kvæg gaar og græsser. Det er teknikkens tidsalder; den tromler al modstand ned...".
I 1960 - som i dag - er afvandingen af store dele af Nørreådalen styret af vandstanden i Randers Fjord. Helt op forbi Ålum ligger bunden i vandløbet under havets overflade, og vandstanden i åen vil derfor være påvirket af fjorden selv ved almindelige vandstande. Ved stormflod i Randers Fjord kan vandet stuve op mange kilometer opstrøms Ålum. Ådalen vil derfor være meget svær at dyrke uden at bruge pumper - og det forstod Hedeselskabet godt. Billedet af oversvømmelser i ådalen er fra artiklen i Randers Amtsavis den 3. december 1960.
Hjalmar Ussing var ikke en eneste naturelsker, der var kritisk overfor Hedeselskabets planer. Den 29. december 1960 bragte Randers Amtsavis et indlæg af regensprovst, professor, dr. phil. Søren Holm under overskriften "Nørreaaens ødelæggelse". I indlægget er kritikken af Hedeselskabet langt kraftigere end den var ved landvindingsprojekterne langs Randers Fjord. Søren Holm skriver blandt andet: "Lad mig sige det rent ud: Jeg er bange for Hedeselskabet. Det har vokset sig stort og vist ogsaa for stort, og en Institution maa jo ogsaa have en Funktion. Selskabet synes ligefrem at spejde efter Opgaver til sine mange Folk, det synes ligefrem at lide af en Beskæftigelsespsykose, der kan blive farlig, fordi det stadig arbejder idealistisk, som det saa smukt hedder i en Leksikonartikel om Selskabet. Derfor vover man heller ikke at kritisere dets Virksomhed. Lad mig da vove at fremsætte det Spørgsmaal, om ikke Selskabet snart har gjort sin Gerning og kan likvidere[s] med Hæder, f. Eks. den Dag, det fylder de hundrede. Det vil være bedre end at fortsætte med Opgaver, hvis Gennemførelse økonomisk set kan være af tvivlsomt Værdi og landskabeligt set rent ud sagt er ødelæggende".
Hedeselskabet svarede lynhurtigt på kritikken. Allerede den 31. januar 1960 havde Afdelingschef Frode Ebert et indlæg i Viborg Stifts Folkeblad. Frode Ebert bruger mange kræfter på at forklare, at Søren Holm, efter Hedeselskabets opfattelse, ikke har forstået hvad projektet går ud på. Det er tydeligvis også vigtigt for afdelingschefen at slå fast, at Hedeselskabet kun handler på opfordring fra lodsejerne. Det er svært at vide, hvordan det præcist forholdte sig i Nørreåsagen, men i bogen "Det tabte land" har journalist Kjeld Hansen dokumenteret, at Hedeselskabet ofte tog sager op på egen hånd, og desuden havde stor indflydelse på, hvilke projekter, der skulle have støtte. F.eks. sad Hedeselskabets navnkundige direktør Niels Basse i Statens Landvindingsudvalg fra den 19. november 1940 til den 21. marts 1961. Han var altså med til at beslutte om Hedeselskabet skulle have finansieret detailprojekteringen af Nørreå-projektet. En fremgangsmåde, der helt sikkert ikke var gået i dag.
Hedeselskabet var tilsyneladende meget opsatte på at mane Søren Holms kritik til jorden. Under overskriften "Regensens Provst vil have Hedeselskabet nedlagt" den 1. januar 1961 skriver Hedeselskabets direktør Frederik Heick en lang kritik af provstens indlæg. Indlægget gentager de fleste af Frode Eberts pointer. Tilsvarende indlæg blev dagen efter bragt i både Randers Amtsavis og Folkebladet for Randers og Omegn. I indlægget i Randers Amtsavis står der blandt andet: "Paastanden om, at hedeselskabet burde likvideres kommenteres ikke, men direktør Heick svarer, at de to synspunkter altid har ligget klare; landmændene, der vil have mere udbytte af jorden, og byboens og den fremmedes; den, som vil have landskabelig skønhed som rekreationsomraade". Også dengang blev naturdebatten ofte gjort til en kamp mellem land og by.
Debatten for og imod landvinding fortsatte op gennem 1960erne. Der blev stadig gennemført projekter, men de blev sværere og sværere at presse igennem. I en artikel fra Jyllandsposten fra den 3. oktober 1961 omtales problematikken omkring den stærke debat mellem landvindingsfolkene og de naturinteresserede. Artiklen handler blandt andet om det store projekt ved Skjern Å, som var lige på trapperne. Åen blev kanalisereret og inddiget fra 1962 til 1968. Projektet gik grueligt galt, og området blev genskabt som natur allerede i 1997.
I artiklen omtales projektet ved Nørreå også. Der står blandt andet: "Projektet omfatter ved Fladbro, hvor Nørreaaen udmunder i Gudenaaen, et sluseanlæg med højvandspumpestation. Stiger vandet i Gudenaaen over vandstanden i Nørreaaen, lukkes slusen, og hvis Nørreaaens vandspejl stiger mere end til 60 cm over daglig vandstand i havet, træder pumpestationen i virksomhed.
Paa strækninger, hvor der selv efter udvidelsen af aaen og oprettelsen af sluse- og pumpeanlægget ved Fladbro kan ventes oversvømmelser, oplægges der diger, som bliver fra en halv til en hel meter høje. Til kunstig afvanding af ca. 2200 hektarer enge anlægges der 35 elektriske, automatiske pumpestationer langs aaløbet.
Et system af afvandingskanaler skal afvande arealerne, hovedparten som rørledninger i jorden, og en del af de større tilløb til aadalen ledes som landkanaler direkte i aaen uden om afvandingspumperne".
Så galt gik det heldigvis aldrig. Selvom planerne fra tid til anden blev luftet helt op i 1980erne, så slap Nørreådalen for den helt store tur med pumpestationer, som engene ved Gudenåen og Randers Fjord havde fået. Hedeselskabet var kommet for sent i gang.
Page updated
Google Sites
Report abuse