Persongalleri

Hedeselskabet var indiskutabelt den vigtigste faktor bag tørlægningen af den våde natur i Danmark. Fra oprettelsen i 1866 og til det var slut med at opdyrke våd natur i slutningen af 1960erne, havde Hedeselskabet en finger med i spillet i næsten alle tørlægningsprojekter - store som små. Men hvem var de personer som drev landvindingsprocessen langs med Gudenåen og Randers Fjord. På denne side præsenteres nogle af de ingeniører mm., der fik størst betydning for opdyrkningen af de engang så udstrakte enge.

Kaptajn Enrico Mylius Dalgas

Enrico Mylius Dalgas (1828-1894) var en af Hedeselskabets stiftere og dets første direktør. Det er blandt andet ham, der fejlagtigt er tillagt frasen: "hvad udad tabes, skal indad vindes". Selvom han aldrig sagde det, er der dog ingen tvivl om, at han mente, at opdyrkningen af heden og tørlægningen af den våde natur i Danmark var vigtig for landets fremtid.

Enrico var en beundret krigsveteran i sin samtid. Først fra treårskrigen - eller den første slesvigske krig (1848-1850), hvor hans to brødre Carlo og Ernesto faldt. Senere i den anden slesvigske krig i 1864.

Man kan mærke beundringen skinne igennem i de samtidige beretninger om Kaptajn Dalgas. Uanset om det blev sagt eller ej, betød tabet af Sønderjylland, at samfundet var klar til at bakke op om en mand med en plan om, at hvad der udad var tabt, skulle indad vindes. Og da Hedeselskabet blev dannet i 1866 tog en plan form - ikke kun for opdyrkningen af den jyske hede, men også for tørlægningen af den våde natur.

Det eneste tørlægningsprojekt i området omkring Randers Fjord og Ommersyssel, som Kaptajn Dalgas selv nåede at gennemføre, var projektet ved Nørrekær.

Nørrekær hørte under Overgaard Gods, men det var Hedeselskabet der stod for projekteringen. I selskabets årsberetning fra 1879, som er gengivet i avisen Fædrelandet den 14. juli 1879, står der "Fremdeles er der projekteret en Inddigning af omtrent 250 Tdr L. Eng ved Overgaard i Randers Amt, og Arbejdet herved er paabegyndt i dette Foraar."

I Randers Amtsavis den 10. juli 1879, mens inddæmningen af Nørrekær var under udførelse, er der et referat af et møde i Landboforeningen for den nordøstlige Del af Randers Amt, hvor Enrico Dalgas deltog.

Referatet giver blandt andet et interessant indblik i projekteringen af inddæmningen af Nørrekær. Overvejelserne omkring dette adskiller sig ikke så meget fra de overvejelser vi har i dag, når vi vil genskabe naturen i et pumpelag. I referatet står der: "Mødet på Overgaard den 6te Juli. Formanden meddelte, at Hr. Kaptain Dalgas idag vilde tale om Inddæmningsforetagendet; til Efteraaret vilde Kaptainen komme og give veiledende Oplysninger med hensyn til Reolpløjning. Foreningen vilde søge tilveiebragt et Par Plove, hvormed der skulde giøres Forsøg.

Kaptain Dalgas gjorde opmærksom paa Hedeselskabets Formål, „at tage sig af Engvanding og Plantning”. Denne Selskabets Virksomhed var nu ogsaa tjendt her paa Egnen, idet ikke faa hidindtil og stadig flere Lodseiere begærede Assistance.

Da det var bleven en Kjendsgjerning, at en 2 Hestes Plov bearbeidede Jorden i 17 Tommers Dybde, var det Talerens – ja man kunde sige enhver Erfarens – Overbevisning, at man ikke kultiverede – især magre Agre – paa nogen billigere Maade end ved Plantning.

Forinden Kaptainen gik over til at omtale Inddæmningsforetagendet bad han Forsamlingen mindes Festdagen den 6te Juli; - som Kampene i 1848-50 og 1864 førtes for at gavne Fædrelandets Sag, saa udførtes dette og lignende Foretagender ogsaa med Fædrelandets Vel for Øje, og der var den Fordel ved sidstnævnte Arbeide, at naar det førtes med Iver og Kjærlighed til Sagen, saa vil det altid lykkes, hvorimod Kamp med Sværd i Haand var Lotterispil.

Det større Inddæmningsforetagende Udbyneder-Udbyhøi, hvorom der var Tale samtidig med dette, var foreløbig stillet i Bero, men ingenlunde opgivet; til stort Held for denne Plan var det, at Stamhusbesidderen lod dette Inddæmningsarbeide udføre; Beboerne fik Syn for hvor let Vanskelighederne beseiredes, og hvor store Fordele der indvandtes. Naar nærværende c. 210 Tdr. Land kunde inddæmmes med Gevinst, var det jo indlysende, at det langt betydeligere Areal maatte give langt større Fordele, eftersom selve Inddæmningen ikke frembød større Vanskeligheder og forholdsvis eiheller større Bekostning.

Et Dige, 5 Fod højt, vilde sikre det her inddæmmede Areal mod Høivande; til yderligere Sikkerhed mod særlig stærke paalands Storme, og andre Naturbegivenheder er det gjort 6½ Fod: til Gjengæld derimod kun en lav Krone – nemlig paa 3 Fod -; Digets Skraaning udadtil er 1 til 4, og indadtil derimod kun 1 til 2; en Græstørvbeklædning sikrer den mod Bølgeslag.

Fyldningen tages indenfor Diget, og Fyldgravens Bund er noget dybere end Vandstanden, som man ønsker denne ved Land. Her, hvor Jorden skal anvendes til Agerland, maa Grøfterne være fri for Vand; de ere derfor 3 Fod, Fyldgraven 4 Fod under Engens Overflade. Afløbet føres gennem en Sluse, der lukkes mod Høivande.

Som noget Interessant meddelte Taleren, at man har stødt paa en Dæmning nede i Engen – der maaske var 1000 Aar gammel – og hvoraf der ligeledes fandtes Spor i Klattrup-Engene; det godtgjorde, at vore Forfædre havde haft Tanke og Blik for samme Sag.

Kaptainen omtalte – sammenfattende – Inddæmningsarbeiderne i Holland, Belgien, Slesvig - før og nu - , og ligesaa det store Dige-Anlæg paa Lolland efter Vandfloden. Hedeselskabet havde konfereret med Ingeniørene for dette Anlæg inden Planen for nærværende var bleven lagt. Taleren fremviste Tegninger over Foretagendet og af Slusen, som nu skulde paabegyndes. Den bliver 4 Fod høi, 4 Fod bred, bliver lagt paa Tømmer-Underlag og bygget af Beton med en Port til at aabne sig og lukke sig for Vandet. Ved „Lavvande” ville alle Grøfterne blive tørre, og ved Høivande derimod tildels fyldte. Fordampningen spiller en Rolle, og kan – paa det indvendige Vand-Areal – bevirke en Forskel paa 1-2 Fod. Under Lavvande, almindelig Vandstand – men i Varmt Veir – vil Kæret saaledes være tørt i 2 a 3 Fods Dybde. „Høivande”, som sjelden kan paavises at have varet mere end 2 a 3 Dage – generer ikke, naar Slusen passes. Farligst er voldsom Tordenskyl, men Projektet er netop udarbeidet med denne Naturbegivenhed for Øje. Stikgrøfterne er nemlig istand til at optage den største Vandmasse, der kan falde i 24 Timer.

Sluttelig fremhævede Kaptajnen, at ligesom de Allerfleste – og heriblandt Taleren – vare bestemte Modstandere af enhver Slags Erobring fra Havet, ligesaa enige vare alle fornuftige Folk i at forsvare og lære Inddæmningsforetagender af den Slags som her forelaa.

Paa Foranledning af Formanden, der havde iagttaget, at der herskede Misforstaaelse med Hensyn til Ydelsen af Assistancen fra Hedeselskabets Side til den Enkelte, gav Kaptajnen i al Korthed en Redegørelse for Selskabets Virkeplan.

Heraf fremhæves: Arealet som ønskes beplantet, maa være paa mindst 20 Tønder Land, - Beliggenhed og Jordbund egne sig til Skov – og Plantagen udelukkende arbejde efter Selskabets Plan. Assistancen der ydes, naar ovennævnte Betingelser ere fyldestgjorte, ere: at Udarbejdelsen af Plan, Kort, aarlig Budget, og hele Ledelsen sker gratis. Lodseierne have kun at logere og koste Selskabets Ingeniører og Assistenter saalænge de opholde sig ved Arbeidet, og at hente dem ved nærmeste Station, hvor offentlige Befordringsmidler slippe op.

Formanden takkede paa Forsamlingens Vegne Hr. Kaptain Dalgas for den Velvillie og betænksomhed, som Kaptainen saa gjentagende lod blive Foreningen til Del ved de interessante Foredrag, - hvorpaa Inddæmningsforetagendet besaaes."

Det fremgår af artiklen, at Enrico Dalgas tilsyneladende var modstander af "enhver Slags Erobring fra Havet", men altså ikke af tørlægning af engarealer. Det er tankevækkende, at netop Overgaard Gods senere blev skueplads for en af del allermest indgribende landvindinger til havs i Danmark - Overgaard Inddæmningen.

Heller ikke engene ved Overgaard Gods slap for yderligere tørlægninger. Kaptajn Dalgas nåede ikke flere, men planlægningen af projektet ved Udbyneder Enge - et af Jyllands største engdrag - var som man også kan læse i referatet ovenfor allerede i gang mens kaptajnen stod ved roret. Og Kaptajn Dalgas ånd hvilede i det hele taget over landvindingsindsatsen helt frem til slutningen af 1960erne, hvor det endeligt var slut med at opdyrke naturområder i Danmark.

Ingeniør Kristian Thomsen

Ingeniør ved Hedeselskabet Kristian Thomsen (1874-1918) blev manden, der tog over efter Enrico Dalgas og fuldførte inddigningen af Udbyneder Enge i 1908. Projektet var det andet større landvindingsprojekt, der blev gennemført i egnen omkring Randers Fjord og Ommersyssel.

Kristian Thomsen havde arbejdet som studentermedhjælper hos Hedeselskabet, og blev ansat som anden Ingeniør den 1. februar 1899. Han arbejde hos Hedeselskabet frem til sin død.

En anden ansat ved Hedeselskabet, Karl Thalbitzer, beskrev i en nekrolog i Hedeselskabets tidsskrift i 1919, at Kristian Thomsens måske største opgave var etableringen af Ribe Dige. Thomsen fik i 1904 og 1905 overtalt lodsejerne i området om det fornuftige i at anlægge diget, og som der står i nekrologen: "Efter forskellige Forhandlinger blev Digets Bygning endelig fastslaaet ved Loven af 30. April 1909, og Arbejdet paabegyndtes med Ingeniør Thomsen som ledende Ingeniør i Foraaret 1911. I Efteraaret 1914 var Digeanlæget færdigt for en Bekostning af ca.1,800,000 Kr., og Diget ligger nu som Værn mod Vesterhavet for 6826 ha af Landets bedste Jord, der gennem Tiderne med Mellemrum stadig er blevet oversvømmet, hvorved der er ødelagt Værdier for mange Millioner Kroner.

Den 1. Maj 1915 udnævntes Thomsen til Ridder af Dannebroge, og da Udnævnelsen fandt Sted efter Indstilling af Ribe Stiftamt, ligger det nær at slutte, at Udmærkelsen skete som Anerkendelse af hans Fortjenester ved Gennemførelsen af Ribe-Diget".

Men også for Randers Fjord, Gudenåen og andre store åsystemer på Randersegnen fik Kristian Thomsen meget stor betydning. Han er uden tvivl den enkeltperson, der har betydet mest for reguleringen af den våde natur i dette område.

Udover inddigningen af Udbyneder Enge stod Thomsen også for reguleringen af Nørreå og Skals Å. Om det sidstnævnte arbejde står der i nekrologen: "Han ledede selv Forundersøgelserne, der indtil nu vil kunne tages som Forbillede for, hvorledes saadanne bør udføres, udarbejdede Projektet og fik det gennemført ved Landvæsenskommissionens Møder, samt ledede Arbejdets Udførelse. Dette Arbejde, hvortil ca. 3450 ha bidrog, blev gennemført med en Bekostning af 239,000 Kr., og dets Virkninger vil enhver, der tidligere har kendt de store Sumpe, der laa langs Skalsaaen og dens Tilløb, kunne bedømme, hvis han atter besøger Egnen".

En anden sag, der var drevet frem af Thomsen, og som fik en katastrofal betydning for Gudenåen og Randers Fjord, blandt andet fordi den blev skæbnesvanger for Gudenålaksen, var etableringen af Gudenåcentralen - i dag bedre kendt som Tangeværket.

Om denne sag, der startede som nogle relativt uskyldige vandingskanaler, står der i nekrologen: "I Aaret 1905 blev det af Hedeselskabets Bestyrelse overdraget Ingeniør Thomsen at undersøge Spørgsmaalet angaaende Anlæg af Vandingskanaler langs Gudenaaen særlig mellem Sminge Sø og Bjerringbro, en Sag, angaaende hvilken der allerede i 1893 var sket Henvendelse til Hedeselskabet fra Lodsejerne.

Efter at have undersøgt Forholdene i Marken samt sat sig ind i alt, hvad der var fremkommet vedrørende Sagen, fremstillede Thomsen i November 1904 (se dette Tidsskrifts Nr. 1 og 2, Aargang 1905) sine Synspunkter vedrørende Kanalanlæg ved Gudenaaen, og her fremsættes første Gang Tanken om det Kraftanlæg, som nu er under Udførelse ved Tange, eventuelt i Forbindelse med Anlæg af Vandingskanaler og Tilvejebringelse af en god Kanalforbindelse Randers—Silkeborg.

Da Staten til Vedligeholdelse af Pramfarten paa Gudenaaen - i Følge Lov af 30. Januar 1869 - betalte omkring 6000 Kr. om Aaret, og Pramfarten førte en ganske hensygnende Tilværelse, gav Thomsens Tanker efter Haanden Stødet til, at Ministeriet for offentlige Arbejder under 7. April 1909 nedsatte Kommissionen angaaende forskellige Forhold vedrørende Gudenaaen.

Denne Kommission, af hvilken Ingeniør Thomsen blev Medlem, overdrog ham og Direktør Faber at udarbejde et Forslag til Udnyttelsen af Gudenaaens Vandkraft, og dette Forslag (se dette Tidsskrifts Nr. 6, Aargang 1911 og »Ingeniøren« Nr. 48, Aargang 1910) vandt i det store og hele Kommissionens Tilslutning. Inden Kommissionen havde afsluttet sit Arbejde, indgav Thomsen dog et Ændringsforslag til Etablering af Vandkraften, et Forslag, der danner Grundlaget for det nu under Udførelse værende Projekt, hvorefter Kraftanlæget ved Tange, med et Fald af 9,5 m vil kunne producere ca. 10,000,000 K. W. Timer aarlig".

Men det var ikke gjort med det. Thomsens tydeligvis meget store kompetence, både som idemand, agitator og projekterende og udførende ingeniør, blev også begyndelsen til enden for alle væsentlige eng- og strandengsområder langs med Gudenåen og Randers Fjord.

Inden sin død nåede Kristian Thomsen at blive færdig med den store plan for udtørring af Randers Fjordenge. Planen blev præsenteret i et særtryk af Hedeselskabets tidskrift i 1918. Det indsatte kort over engene langs de nedre dele af Nørreåen, Gudenåen og langs med Randers Fjord er fra Hedeselskabets plan.

I nekrologen står der følgende om planen: "Det sidste Inddigningsarbejde, Thomsen arbejdede med, var Inddigningen af Randers Fjordenge (se dette Tidsskrifts Nr. 1, Aargang 1918), hvilket Spørgsmaal rejstes i 1916 af Randers Amts Husholdningsselskabs Planteavlsudvalg. I Løbet af 1916 afholdtes der Møder med de Interesserede, og disse Møder resulterede i, at Hedeselskabet modtog Andragender om Udarbejdelse af Projekter for ca. 2300 ha af disse Arealer. Ved Thomsens Død var Arbejder, der skal komme ca. 850 ha til gode, under Udførelse".

For overhovedet at gøre det muligt at gennemføre projekterne i engene omkring Randers, blev Thomsen nødt til udnytte en anden af sine evner - nemlig evnen til at få tilpasset eksisterende - eller gennemført ny - lovgivning.

§ 1 i pumpelagsloven, eller Lov (Nr. 347) om Tillæg (af 2. juni 1917) til Lov om Vands Afledning og Afbenyttelse af 28de Maj 1880, levner ingen tvivl om formålet. Man skulle ikke kunne modsætte eller undslå sig, hvis man stod til at få gavn af en pumpe, som var blevet foreslået af en af ens naboer.

Kristian Thomsen var en af hovedarkitekterne bag pumpelagsloven. I hans nekrolog i Hedeselskabets tidskrift står der: "Da det, eftersom Afvandinger ved mekaniske Løfteapparater blev hyppigere og hyppigere, føltes som en stedse voksende Gene, at saadanne Anlæg ikke kunde gennemtvinges, naar blot enkelte Lodsejere var imod dem, arbejdede Thomsen ihærdigt gennem Aarene for Gennemførelse af Lovbestemmelser, hvorefter saadanne Anlæg kunne fremmes, og forskellige Forslag blev fremsat, dels af Thomsen alene, dels af ham i Forbindelse med Etatsraad C. B.V. Hansen.

Først i 1915 lykkedes det at faa Sagen taget op med Landbrugsministeriets Medvirken, og den 2. Juni 1917 kom Loven om Dannelsen af Pumpelag.

Det tør nok siges, at uden Ingeniør Thomsens ihærdige Arbejde for denne Sag, havde vi næppe endnu haft nogen Lov gennemført, og hvor stor Trang, der har været til denne, vil man kunne forstaa af, at Afdelingen ved Udgangen af 1918 havde 4 Arbejder med et interesseret Areal paa 992,7 ha under Udførelse i Henhold til Kendelser grundede paa denne Lov, og har projekteret eller har under Projektering 13 Arbejder med et interesseret Areal paa ca. 7800 ha, der skal gennemføres efter samme Lovs Bestemmelser.".

De projekter der var i gang med at blive anlagt eller projekteret ved Gudenåen og Randers Fjord var pumpelagene ved Tjærby-Vestrup-Albæk Enge, Dronningborg Enge, Kristrup Enge, Assentoft Enge og Væth Enge. Kristian Thomsen nåede dog ikke, at se nogle af disse projekter - eller for den sags skyld anlæggelsen af Tangeværket - blive færdiggjort. Han døde 44 år gammel den 17. december 1918 af den spanske syge, som havde medført komplikationer som lungebetændelse, lungehindebetændelse og til sidst hjernebetændelse.

Direktør Niels Basse

Efter Kristian Thomsens død forsøgte efterfølgere som ingeniørerne Karl Thalbitzer, Jens Parbo og Frode Ebert at føre landvindingssagen videre. Dog uden det store held. En af grundene var, at tabet af Thomsen var for stort.

I Hedesagen under forvandling - Det danske Hedeselskabs historie 1914-1966 af Erik Helmer Pedersen er det beskrevet sådan her: "Kr. Thomsens alt for tidlige bortgang i 1918 betød en alvorlig svækkelse af det kulturtekniske arbejde, idet man ikke fik knyttet en virkelig kapacitet på området til sig, en ingeniør, der som Thomsen interesserede sig både for de organisatoriske og de tekniske problemer i afdelingens virksomhed. Man savnede simpelthen en »fast plan for arbejdet«, og det samme kan med nogen ret siges om grundforbedringsvirksomheden".

En anden grund var, at et af de projekter som Kristian Thomsen havde været med til at projektere, var endt i en kæmpeskandale - nemlig tørlægningen af Væth Enge.

Lodsejerne i området var rasende over, at udgifterne til projektet var mangedoblet. Ingeniør ved Hedeselskabet Jens Parbo forsøgte at forsvare projekteringen med, at Kristian Thomsen jo havde været med inde over. I Randers Dagblad er Parbo den 17. februar 1927 citeret for: "Ingeniør Parbo redegør derpaa udførligt for Hedeselskabets Stilling til Sagen. Forslaget til Inddigning og Afvanding er udarbejdet under afd. Ingeniør Kr. Thomsens Ledelse, og det maa formentlig anerkendes, at han dengang var den, der her i Landet havde mest Kendskab til og størst Indsigt i den Slags Arbejder, og deri ligger vel ogsaa nogen Garanti for, at Forundersøgelsen har været saa omfattende, som det med Villighed kan forlanges".

Det hjalp ikke. Fraværet af Thomsen, og det at Væth-sagen formentlig dæmpede lysten for lodsejere i lokalområdet til at gå med i landvindingsprojekter, var medvirkende årsager til, at der fra midten af 1920erne og til ca. 1940 ikke blev lavet mange landvindingsprojekter på Randersegnen.

Der skulle en ny strategi til, og den stod Direktør Niels Basse (1888-1972). Basse var ansat hos Hedeselskabet fra 1910 til 1959, og var direktør for hele selskabet fra 1943. Han var involveret i nogle af de konkrete projekter på Randersegnen, blandt andre skandaleprojektet i Væth Enge som ung ingeniør. I Randers Dagblad og Folketidende skriver en vred lodsejer den 2. marts 1927: "Landvæsenskommissionen traadte sammen i 1918 under Dommer Holms Formandsskab. Han præsenterede Kommissionens Medlemmer for os. Det var nogle ualmindelig kloge Mænd, men der var andre, der var endnu klogere, og det var Hedeselskabets to Ingeniører, Parbo og Basse. Men hvad Dommer Holm sikkert ikke anede den Dag, var, at de allerklogeste var de 17 Mænd, som stemte imod Anlæget".

Basse steg dog i graderne, og hans vigtigste bidrag til tørlægningen af engene og strandengene ved Gudenåen og Randers Fjord, blev derfor et andet end arbejdet med projekterne. Efter nogle magre år for landvindingssagen blev landvindingsloven (lov om landvinding) vedtaget den 14. november 1940. Som et resultat af loven skulle der nedsættes et ni mands stort landvindingsudvalg, der skulle sige ja eller ned til landvindingsprojekterne. Her kom Niels Basse - der i bogen Det tabte land af Kjeld Hansen omtales som Hedeselskabets skarpeste hjerne - til at sidde. Og ikke nok med det. Ifølge Kjeld Hansen viser han på den første mødedag sit strategiske format, og får placeret sig selv i den helt centrale position som formand for det jyske underudvalg.

Og så var det tid til at pudse Hedeselskabets store plan for opdyrkningen af engene langs med Gudenåen og Randers Fjord af.

Afdelingschef C. V. Schledermann Larsen

Landvindingsloven indeholdt stærkt forbedrede finansieringsmuligheder for landvindingsprojekter. Det blev nu muligt at få ⅔ af udgifterne (og evt. overskridelser af budgettet) betalt af staten. Og det var påkrævet da projekterne ikke kunne betale sig at gennemføre, hvis man fik mindre i statsstøtte.

I Det tabte land skriver Kjeld Hansen: "For de to sidstnævnte projekttyper (grundforbedring og landvinding) havde Hedeselskabet påpeget nogle afgørende vanskeligheder i et brev den 30. september 1940 til Landbrugsministeriets departementschef Julius Wilcke. Man fastslog, at afvandingskommissionerne fra 1933-støtteloven - ligesom deres forgængere landvæsenskommissionerne - var kørt fast i en uendelighed af drøftelser med uvillige lodsejere. Derfor ville der være behov for påbud fra oven, dvs. ministeriet burde kunne skære igennem, baseret på sagkundskabens objektive vurdering. Dertil kom en erkendelse af, at de store afvandings- og inddæmningsarbejder ikke ville kunne forrente sig med de eksisterende tilskudsregler, selv ikke efter at tilskuddet til grundforbedringsarbejder i april 1940 var blevet hævet fra 33,3 til 50 procent. Hvis regeringen virkelig ønskede de ledige i arbejde, skulle der endnu mere statsstøtte på bordet".

Det var ved indgangen til 1940erne kun gennemført seks af projekterne i Kristian Thomsens store plan for opdyrkningen af Randers Fjordenge. Størstedelen manglede stadig. Og de seks der var gennemført, trængte til at blive opdateret. Digerne havde sat sig, og de gammeldags vindmotorer eller dieselmotorer kunne ikke kunne ikke i alle tilfælde afvande engene i tilstrækkelig grad til, at de kunne opdyrkes.

Under afdelingschef Carl Vilhelm Schledermann Larsens (1901-1973) ledelse blev der oprettet yderligere 17 pumpelag langs med Gudenåen og Randers Fjord, og de fleste af de gamle blev moderniseret i en grad så jorden endegyldigt kunne komme i omdrift.

Schledermann Larsen arbejde ved Hedeselskabet næsten ubrudt fra 1925 til 1969. Fra 1943, hvor Niels Basse blev direktør, var han afdelingschef i Mose- og engafdelingen. Det var Schledermann Larsen der opdaterede Kristian Thomsens store plan for opdyrkningen af Randers Fjordenge.

Det gjorde han i artiklen Landvindingsarbejder langs Gudenaaens nedre Løb og Randers Fjord i Hedeselskabets tidsskrift den 10. februar 1942, hvor han blandt andet skrev: "Hvis man gaar tibage i Tiden vil man finde, at Randers Fjord har strakt sig helt til Langaa; ved Naturens Arbejde igennem Aarhundreder omdannedes imidlertid den Del af Fjorden, der ligger Vest for Randers By, til en Aadal med udstrakte flade Enge mellem de tidligere Fjordkyster, og med Gudenaaen og tildels Nørreaaen slyngende sig gennem det lave Terræn. Ogsaa Landskabet Øst for Randers var underkastet en lignende Udvikling, blot er den endnu ikke naaet saa vidt, hvorfor man stadig der kan betegne Billedet, man ser, som et Flodlandskab nærmest Byen og længere ude som et Fjordlandskab, men et Landskab, hvor der paa begge Sider langs saavel Randers Fjord som Grund Fjord strækker sig meget omfattende lave Engarealer.

Alle disse Arealer - ialt mellem 5 og 5000 ha - betegnes ved forskellige Navne efter de Byer, de ligger i Nærheden af. Begynder man fra Vest, træffer man først Væth Enge Syd for Aaen og senere Hornbæk Enge Nord for Aaen samt Haslund-Vorup Enge Syd for Aaen. Paa den anden Side Randers ligger Dronningborg Enge, Tjæreby-Vestrup Enge, Albæk Enge, Støvring Enge, Øster Tørslev Enge og Raabykjær paa Nord- eller Vestsiden af Fjorden og Kristrup Enge, Romalt Enge, Assentoft Enge, Bode og Hollandsbjerg Enge, Stenalt Enge, Kare Holm og Holbækgaard Enge Syd eller Øst for Fjorden.

Langt den overvejende Del af disse Enge er af fortrinlig Bonitet, idet de hestaar af Dynd- og Klægenge, paa sine Steder med mere eller mindre Iblanding af Tørv og Skaller. Det er derfor let forstaaeligt, at der hos driftige Landmænd kan opstaa Ønsker om at faa disse Enge til at yde det, de fra Naturens Side er udrustede til i Stedet for kun at levere et ofte kummerligt Udbytte af Naturgræsser, en Avl af ringe Værdi og en Høst, som man paa Grund af pludselige Oversvømmelser ofte bliver snydt for".

Schledermann Larsen lagde dog ikke kun planer bag skrivebordet. Han var ofte også involveret i de enkelte projekter. På Randersegnen spillede han blandt andet en væsentlig rolle i projekterne i Hornbæk Enge, Romalt Enge, Hollandsbjerg-Bode-Stenalt Enge, og ved udskiftningen af pumperne i Tjærby-Vestrup-Albæk Enge og mange andre steder. Men det var som regel en anden mand, der sikrede at projekterne blev udført som de var projekteret af Hedeselskabet.

Amtvandsinspektør Kristian Tylvad

Kristian Tylvad (1894-1970) var amtsvandsinspektør ved Randers Amt fra 1928-1965. Inden sin ansættelse ved Randers Amt var Tylvad fra 1922-1928 ansat ved Hedeselskabet i Viborg. Det var ham der førte tilsyn med stort set alle landvindingsprojekterne langs med Gudenåen og Randers Fjord - undtaget de ganske få, som var gennemført inden hans ansættelse.

I den nekrolog som Hedeselskabets tidskrift bragte 15. maj 1970 er hans arbejde beskrevet sådan her: "I 1928 blev han amtsvandinspektør ved Randers amt og overtog dermed en meget krævende stilling. Det kan således nævnes, at de fleste af de meget store digearbejder og afvandingsarbejder omkring Randers fjord, kunstige afvandinger o. m. a. blev projekteret og gennemført i den årrække, hvor han fagligt repræsenterede Randers amt over for de projekterende ingeniører og de firmaer, der gennemførte de store millionarbejder. Som bekendt har Hedeselskabet projekteret næsten alt, hvad der er lavet af den slags arbejder langs Randers fjord og Gudenåen, og det blev naturligt til et meget nært samarbejde med amtsvandinspektøren. Alene i Randers amt havde han, da han 1. april 1965 tog sin afsked, været med til at behandle 8000 enkeltmandsdræningsarbejder og 180 fællessager vedrørende vandløbsreguleringer med en samlet udgift på 42 mill. kr. I Randers amt var der i de 25 år fra 1940 behandlet og godkendt landvindingsarbejder for 21 mill. kr.

Da grundforbedringslovene udvikledes efter 1932, og landvindingsloven kom til i 1940, blev han først medlem af amtets grundforbedringsudvalg og senere af Statens Landvindingsudvalg. I landvindingsudvalget fik han en meget stor indflydelse, idet han her ikke alene følte sig som fagmand med særlige muligheder for at vurdere opgavernes betydning og den tekniske løsning, men også fandt, at han med sin tilknytning til Dansk Ingeniørforening måtte varetage de private, projekterende ingeniørers interesse".

Tylvad sad altså i statens landvindingsudvalg sammen med Niels Basse. Han sad også i det jyske underudvalg - igen sammen med Niels Basse. De to mænd havde kæmpestor indflydelse på hvilke projekter, der fik støtte og hvilke der ikke gjorde. Og ingen af de to var ligefrem upartiske.

I Det tabte land har Kjeld Hansen beskrevet Tylvads rolle sådan her: "Dansk Ingeniørforening stiller med amtsvandsinspektøren fra Randers Amt, den 46-årige Kristian Tylvad. Han er uddannet cand.polyt. fra 1918. Også Tylvad har været en tur rundt om Hedeselskabet. I sin tidlige karriere var han ansat i Viborg i årene 1922-28. Siden 1933 har han haft sæde i det lokale grundforbedringsudvalg i Randers Amt.

Det særlige ved ingeniørforeningens repræsentation er, at der i lovteksten direkte nævnes, at vedkommende "må være uden økonomisk interesse i de sager, der forelægges udvalget." Dermed er alle selvstændige ingeniører med eget firma inden for kulturteknik effektivt afskåret fra at komme i betragtning. Denne etik bliver bakket op af Kristian Tylvad. Han mener, at den udførende og den tilsynsførende aldrig må være samme person. "Det burde være en uvildig mand, der var tilsynsførende," udtaler han på mødet.

Paradoksalt nok bliver Tylvad det eneste udvalgsmedlem, der privat kommer til at tjene store penge - som tilsynsførende - på de mange sager, der godkendes af udvalget og ham selv i årene frem til 1966. Det sker med Landvindingsudvalgets accept".

Som tilsynsførende på stort set alle landvindingsprojekter langs med Gudenåen og Randers Fjord var Kristian Tylvad helt sikkert den person, der bevidnede ødelæggelsen af den oprindelige natur i området på nærmeste hold. Aviserne fra den tid er fulde af artikler om de projekter som Tylvad var en del af.

Han havde heller ingen problemer med at udtale sig om projekteringen af projekterne, selv om han kun var tilsynsførende. Et eksempel er da der lokalt var bekymring for, at det planlagte reguleringsprojekt i Nørreå vil betyde en øget risiko for oversvømmelser i Randers. Til Randers Amtsavis udtaler Tylvad den 9. april 1960: "Indtil videre, siger K. Tylvad, kan vi ikke paavise nogen forandring med oversvømmelserne i Randers. Vi gaar ud fra, at et smallere og dybere vand tømmes hurtigere, saa ulempen skulle afvikles i samme tempo. Der findes ganske bestemte beregninger for noget saadant, men det kan være vanskeligt at forklare. Opstuvningen af vand er større paa fladvand end i den dybe fjord.

Bliver Nørreaaen spærret kan det have indflydelse paa baadfarten og turisterne, men ellers bliver der sikkert ingen ulemper. Og vi har gode eksempler med afgrøderne paa de inddæmmede arealer her omkring. Forøvrigt kan det vare mange aar var inden reguleringen af Nørreaaen bliver gennemført".

Reguleringen blev heldigvis aldrig gennemført - og i dag ved vi godt, at det ikke er smart for en by som Randers, der ligger hvor flod møder fjord, at vandløbene i oplandet reguleres, så de kan sende vandet hurtigere ned mod byen, når fjorden står højt.

Tylvad agiterede også ivrigt for landvindingssagen som helhed. Et eksempel kan læses i Randers Amtsavis den 22. november 1952, hvor Tylvad interviewes: "- Det er ingen helt ringe Beskæftigelse, disse Arbejder giver?

- Næh, men der er jo mange mindre Arbejder ud over dem, der er nævnt, saa mange Mennesker finder på denne Maade Beskæftigelse saa godt som hele Aaret rundt, foruden at vi har fem-seks Gravemaskiner i Sving. Der er ogsaa en Gravemaskine i gang i Haslund Enge.

- Det koster Penge, men de kommer igen?

- Ja, det er der ingen tvivl om. De inddæmmede og afvandede Arealer vil jo ogsaa give Arbejde til mange Folk under Kultiveringen og Opdyrkningen, og - det må vi ikke glemme - det betyder en Forøgelse af Landbrugets Produktion fremover. Sagt med andre Ord, det er skabende og blivende Værdier, vi ved Landindvindingen er med til at fremskaffe".

Ganske kort tid efter, at Kristian Tylvad trådte ud af landvindingsudvalget den 15. december 1966 - næsten præcis 100 år efter Hedeselskabets oprettelse - var landvindingens æra slut. Men der var ikke meget tilbage af engene og strandengene langs med Gudenåen og Randers Fjord.

Page updated

Google Sites

Report abuse