Sødringholm Strandenge

Sødringholm Strandenge adskiller sig fra alle andre områder på denne side ved ikke at være kunstigt afvandet, hvilket vil sige, at området ikke pumpes tørt. Området er taget med på siden for at sætte fokus på de områder, hvor der ikke er pumpelag, men hvor de såkaldte "sommerdiger" betyder, at der alligevel ikke er naturlig hydrologi på strandengene, hvilket igen betyder, at strandengene ikke kan sprede sig ind i landet, hvis vandstanden i verdenshavene stiger. Og også lidt fordi, at historien om opdyrkningen af strandengene ved Sødringholm er ret speciel.

Strandengene ved Sødringholm blev opdyrket af to omgange i første halvdel af 1940erne. I bogen "Det tabte land" i kapitlet "Ikke et ord om habilitet" skriver Kjeld Hansen: "I Landvindingsudvalgets første leveår godkendtes tre projekter, der adskilte sig markant fra den store masse. De omfattede to søer, en meget stor og en lille, og nogle salte strandenge. Alle tre hørte til i kategorien "enkeltmandsprojekter", til trods for at landvindingsloven reelt ikke var møntet på enkeltpersoner. Dertil kom, at ansøgerne alle var nært knyttet til Hedeselskabet.

Den første ansøger var skovrider og godsejer C.C. Branth, Sødringholm ved Randers Fjord. Han blev indvalgt i repræsentantskabet for Hedeselskabet i 1923 og havde siddet i selskabets bestyrelse siden 1933".

Og senere: "Som formand for det jyske underudvalg er det afdelingsleder Niels Basse, der indstiller alle tre projekter til landbrugsministeriets godkendelse. På de to førstnævnte projekter udpeges amtvandsinspektør Kristian Tylvad til ministeriets honorarlønnede tilsynsførende. Tylvads underskrift står også side om side med Niels Basses på underudvalgets indstilling af de tre projekter. Basse indstiller altså sin egen afdelings projekter til gennemførelse, og Tylvad indstiller altså sig selv til jobbet som tilsynsførende for to af de tre projekter.

Ansøgningen om det første projekt blev indsendt allerede den 12. december 1940, blot tre uger efter landvindingslovens ikrafttræden. Godsejer C.C. Branth anmodede om 29.000 kr. til inddigning, afvanding og kultivering af strandengene på Sødringholm nord for Randers Fjord. Beløbet svarer til 643.200 i 2006-priser. Ansøgningen var bilagt en anbefaling fra Kristian Tylvad, men i dennes rolle som medlem af Grundforbedringsudvalget for Randers Amtsrådskreds.

Under sagsbehandlingen i Landvindingsudvalget spørges der, om ikke projektet hører hjemme under grundforbedringsloven, men den debat bliver ikke til noget. Niels Basse gør gældende, at departementschef Wilcke, der ikke deltager i mødet på grund af sygdom, tidligere har lagt stor vægt på, at "sagen - som han kendte personligt - blev gennemført."

Eneste mislyd er en smule betænkelighed fra Finansministeriets medlem af Landvindingsudvalget, kontorchef Svend Alstrup. Han har gennemlæst projektbeskrivelsen og hæftet sig ved, at der åbenbart også skal gives tilskud til både pløjning og harvning. Kontorchefen mener, at godsejeren måske nok kan klare at pløje og harve sine strandenge uden tilskud. Alstrups indvendinger drøftes, men han står alene med synspunktet. C.C Branth får sit projekt. I marts 1941 bevilges der to trejdedele af det ansøgte beløb som tilskud, og den sidste tredjedel tilbydes som lån. I oktober 1942 er kultiveringen af strandengene ved Sødringholm gennemført.

Projektet har været vellykket, og godsejer C.C. Branth er meget tilfreds. Han sætter sig straks til at udforme en ny ansøgning i samarbejde med Hedeselskabet i Viborg".

Om denne anden akt i opdyrkning af strandengene ved Sødringholm skriver Kjeld Hansen i kapitlet "Dissidens blandt landvindingsfolkene": "I Besættelsesårene var interessen for de mange millioner i Landvindingsudvalgets kasse stor blandt landets fremtrædende jordejere. Gang på gang afsøgtes grænserne for, hvad udvalget ville være med til under betegnelsen landvinding. Og grænserne var vide. Som hovedregel var det kun kontorchef Alstrup fra Finansministeriet, der slog sig i tøjret.

Nord for Randers Fjord var godsejer C.C. Branth, Sødringholm, klar med en grænseudfordrende ansøgning til Landvindingsudvalget i marts 1943. Branth ville have statsstøtte til et tilsvarende projekt som i 1941. Det nye projekt var budgetteret til 33.000 kr. (600.800 kr.).

Denne gang gik det ikke helt så glat.

Jyllands-udvalget havde ingen indvendinger, og Basse indstillede projektet til gennemførelse med højeste tilskudssats, men så gik sagen i stå.

Sidst i maj 1943 skrev Branth direkte til formanden for Landvindingsudvalget. De to kendte hinanden så udmærket fra bestyrelsesarbejdet i Hedeselskabet, hvor Branth havde siddet siden 1933. Alligevel vælger han den formelle tone i sit rykkerbrev:

"Højvelbårne Hr. Departementschef, Dr.polit Wilcke, Kmd. Dbmd. pp.

Hjemkommen efter et længere sygehusophold erfarer jeg, at min ansøgning om en landvinding - af samme størrelse, ca. 50 tdr. land, og stødende op til den landvinding, der fuldførtes i 1941 - endnu ikke er godkendt af hovedudvalget, og jeg beder derfor departementschefen hjælpe mig til at få godkendelsen i stand så hurtigt som muligt. 

Det jyske underudvalg har godkendt projektet, og jeg har derfor for længst pløjet og tilsået arealet...".

Imidlertid trækker sagen ud. Der kan ikke opnås enighed i hovedudvalget.

Jyllands-udvalget har ganske vist godkendt Branths ansøgning til højeste tilskudssats, og Basse, Tylvad og Øllgaard nærer ingen betænkeligheder ved at indstille godsejeren til nok et statsstøttet landvindingsprojekt, selvom det også omfatter mergling og kalkning. Men det gør til gengæld kontorchef Svend Alstrup.

Som Finansministeriets mand i Landvindingsudvalget mener han, at to tredjedele tilskud er alt for meget.

For det første finder Alstrup det tvivlsomt, om man overhovedet kan bevilge landvindingstilskud til mergling og kalkning; i hvert fald bør det ikke ydes 65 procent i tilskud. Dernæst finder han det problematisk, at der er tale om en "enkeltmandssag", og endelig "for det tredje har denne enkeltmand allerede en gang fået lån."

Departementschef Wilcke besvarer Branths brev allerede tre dage senere. Svaret er hverken præget af højstemte omgangsformer eller den store diskretion; kontorchef Svend Astrup kastets uden videre for løverne.

Brevet, der er dateret den 30. maj 1943, lyder således: "Kære Godsejer Branth!

Sagen omfatter også kalkning og mergling, og udvalgsmedlem, kontorchef i Finansministeriet Alstrup har bemærket ved cirkulationen bl.a., at han ikke mente, finansministeren og landbrugsministeren i sin tid var gået med til 50 % tilskud hertil. Sagen er forelagt folketingsmand Øllgaard, der har ledet forhandlingerne med finansministeren...".

C.C. Branth fik sit projekt nr. 2, men først efter at landbrugsminister Kristen Bording var taget i ed. På vegne af udvalget traf Øllgaard en aftale med ministeren, hvoraf det bl.a. fremgik, at der kunne beregnes tilskud til kultiveringsarbejder efter landvindingslovens regler, men at mergling og kalkning "normalt" ikke "fremtidig" medtages i sådanne sager.

Den 24. juni 1943 tilskrives godsejer C.C. Branth fra Landbrugsministeriet, der nu har godkendt hans ansøgning. Branth kan regne med et tilskud på 65 procent til at gennemføre Hedeselskabets projekt for "inddigning, afvanding og kultivering af en strandeng under Sødringholm i Randers Amt". Amtsvandsinspektør Tylvad er atter antaget af Landbrugsministeriet som teknisk sagkyndig til at lede arbejdet sammen med Hedeselskabets kulturtekniske afdeling i Viborg. Tylvad kender projektet i detaljer. Som medlem af Jyllands-udvalget har han selv været med til at indstille det til godkendelse".