Hals Sø Landvindingslag

Afvandingen af Hals Sø skulle aldrig have været gennemført. Ikke kun fordi, at store naturværdier gik tabt, men også fordi, at tørlægningen aldrig blev en succes. Det var svært, og først og fremmest dyrt, at holde den gamle søbund så tør, at jorden kunne dyrkes. Første gang, at muligheden for at genskabe søen opstod, slog lodsejerne til. Genskabelsen af Hals Sø er derfor blandt de første større naturgenopretningsprojekter i Danmark.

I dag ligger Hals Sø igen smukt i det bakkede landskab nord for landsbyen Hørning, men sådan har det ikke altid været.

På det første nogenlunde nøjagtige kort over området, Videnskabernes Selskabs kort fra 1789, ligger søen på sin plads. På kortet kaldes søen for Hal Sø. Der har igennem tiderne også været en del forvirring i Randers og omegn om, hvorvidt søen hedder Hald Sø eller Hals Sø.

At landvindingslagets grænse ikke flugter helt med søens udbredelse vidner om, at kortet altså kun var nogenlunde nøjagtigt.

Da det første målfaste kort blev opmålt i 1816 lå Hals Sø stadig uberørt i landskabet. På kortet kan man se moseområder både øst og vest for søen.

Men da de høje målebordsblade blev opmålt i sidste halvdel af 1800-tallet var søen næsten tømt for vand. På det tidspunkt har det været tale om såkaldt "naturlig afvanding", hvor man uddybede afløbet og gravede kanaler og grøfter på den udtørrede søbund.

Det var først senere, at der kom pumpe på, så søen kunne udtørres så meget, at jorden kunne dyrkes.

Da de målebordsbladene er et topografisk kort, er det let at se, hvordan Hals Sø ligger i et hul omgivet af stejle bakker.

På www.dettabteland.dk står der om afvandingen af Hals Sø: "Udgrøftet og afvandet i 1800-tallet, men først kultiveret i 1954-59 med statsstøtte".

Udgrøftningen var ikke nok til at sikre mod, at søen blev genskabt i regnfulde perioder. På et tidspunkt i løbet af første halvdel af 1900-tallet er lodsejerne derfor begyndt at pumpe vand væk fra søen. I Randers Dagblad og Folketidende den 17. januar 1953 stod der følgende: "De tidligere Ejere af »Sølund« har alle kæmpet med at holde Vandstanden nede ved simpelthen at pumpe Vandet bort, men Tøbrud og fugtige Somre har bestandig sat et større og større Areal under Vand, hvorfor Pumpeudgifterne har betydet en haard økonomisk Belastning. Vandstanden er gennem de sidste Aar steget yderligere, fordi Pumpearbejdet har været indstillet i denne Tid".

Hedeselskabet havde præsenteret et projekt for lodsejerne i 1950. I Randers Amtsavis den 30. oktober 1953 står der: "Det samme Projekt. Mødet blev aabnet af Formanden for Virring-Essenbæk Sogneraad, Købmand S. Sørensen, der gav Ordet til Ingeniør Brügmann fra Hedeselskabet. Ingeniøren skitserede det forudgaaende Arbejde, der førte til et Møde i 1950, hvor man imidlertid ikke kunde gaa ind for Projektet. Man konstaterede dengang, at Pumpeanlæget var opslidt og Arrangementet ret primitivt. Bortset fra en enkelt Ændring med Hensyn til Rørledningen var det de samme Tegninger, man viste frem i Gaar".

Efter at lodsejerne i første omgang ikke kunne blive enige med Hedeselskabet, udarbejdede de selv en plan om at lade søens vand forsvinde igennem borede huller i jorden. Og de gik selv i gang. Ifølge Randers Dagblad og Folketidende den 17. januar 1953 blev projektet fulgt af interesserede geologer fra hele landet. I artiklen står der blandt andet om metoden: "Til at begynde med brugte vi den ganske almindelige Boremetode, som ved enhver Boring efter Vand, men da vi netop i disse Dage er kommet ned paa ca. 32 Meters Dybde og stødte paa Flint- og Kalklag, maatte vi til at bruge en stor Mejsel, der vejer ca. en Ton. Med denne Mejsel støder vi Lagene itu, og den ituslaaede Sten- og Kalkmasse pumpes op. For at skaffe Afløb nok til de store Mængder Vand, skal boringen helt ned i den saakaldte »Danskerkalk«, der er meget porøs og saaledes vil være i Stand til at opsuge Vandet. Dette Lag ligger mellem 60-70 Meter i Undergrunden." Ifølge Randers Amtsavis den 17. juli 1953 viste det sig dog, at grundvandet i området stod for højt til, at søen kunne afvandes gennem boringer.

En af lodsejerne ved søen tog derfor kontakt til Hedeselskabet, som hev den gamle plan op ad skuffen. Udklippet er fra en artikel om projektet i Randers Amtsavis den 17. juli 1953.

Randers Amtsavis bringer den 30. oktober 1953 et referat fra et møde mellem Hedeselskabet og lodsejerne som blev afholdt den foregående dag i Håndværkerstiftelsen i Assentoft. Ingeniør Brügmann fra Hedeselskabet præsenterede det opdaterede projekt, og Amtvandsinspektør K. Tylvad, der førte tilsyn med stort set alle afvandingsprojekter på egnen, er citeret for følgende: "Det er Synd, at saa store Arealer skal ligge i næsten værdiløs Stand Vi kan ikke være det bekendt, og vi maa hjælpes ad med at faa Sagen løst. Da Projekter, der laves nu, er væsentlig bedre end for Aar tilbage, og der er god Grund til at betænke sig, inden man siger Nej Tak til det store Tilskud, der kan ventes. Forholdene er gunstige for Øjeblikket, og der er stor Interesse for Sager af denne Art".

Den 30. oktober 1953 skriver Randers Dagblad og Folketidende, i et referat fra det samme møde, under overskriften "Det tyder paa, at Hals Søens Vande snart vil forsvinde", at der er overvejende stemning blandt lodsejerne for at godkende Hedeselskabets plan. Økonomien blev på det tidspunkt anslået til 170.000 kr., hvoraf man kunne opnå et 60 % tilskud efter Landvindingsloven.

Den 30. november 1954 skriver Randers Amtsavis, at projektet er godkendt, og så kunne Hedeselskabet gå i gang med at etablere dræn, kanaler og pumpestation.

Selvom Hedeselskabet var kommet på banen, gik det ikke så glat som håbet. Afvandingen var teknisk sværere end man havde regnet med, og projektet tog mange år. Prisen steg derfor meget i løbet af den periode, hvor søen blev afvandet. Den 30. november 1960 skrev Randers Dagblad og Folketidende, at projektet var afsluttet, og at den endelige pris for at tørlægge Hals Sø blev 228.841 kr.

I bogen "Det tabte land" skriver forfatteren Kjeld Hansen, at projektet formentlig aldrig ville være blevet gennemført, hvis man havde kendt den endelige pris på forhånd. Det blev alt for dyrt i forhold til hvor få hektar man fik under plov. For at føje spot til skade, kom tørlægningen aldrig til at fungere ret godt. I bogen skriver Kjeld Hansen: "Hvad forklaringen end var på de mangelfulde forundersøgelser, blev resultatet ofte dårligt rådgivende ingeniørarbejde, som ville have fået alvorlige konsekvenser, hvis bygherren havde været privat. Her var det imidlertid staten, der betalte, så den projektansvarlige kunne bare indstille budgetforhøjelser ad libitum, som det skete i f.eks. Slivsø-sagen. Her blev budgettet opskrevet hele syv gange og med i alt 175 procent.

I enkelte sager slap man ud af vanskelige projekter ved at bevillige et beløb til "vedligeholdelse" over en årrække, f.eks. oprensning af kanaler i fem år. Derefter måtte lodsejerne så klare sig selv. Den udvej blev benyttet bl.a. i Hald Sø (Hals Sø) ved Assentoft, Ingstrup Sø i Nordjylland og Askeby-Rødding Sø på Møn".

På den hjemmeside, der er knyttet til bogen - www.dettabteland.dk - skriver Kjeld Hansen: "Gennem de næste ti år betalte det offentlige troligt hvert år 55 pct. af landvindingslagets udgifter til at uddybe afvandingskanalerne. Da tilsagnet udløb i 1969, forsøgte gårdejer Lauge Byriel, der nu ejede »Sølund«, at få aftalen forlænget på vegne af landvindingslaget. Det jyske underudvalg havde i august 1969 besigtiget forholdene, og udvalgets dom var ikke opmuntrende. Man havde måttet konstatere, at »bunden af afvandings- og pumpekanaler stort set ikke var kommet længere ned end ved afslutningen af landvindingssagen, således at de siden anvendte beløb ikke har forbedret forholdene væsentligt«. Gårdejer Lauge Byriel fik alligevel et afslag".

I 1999 var søen stadig landbrugsjord. Men med den mangelfulde afvanding og ingen hjælp fra statens side til at vedligeholde afvandingen, er der ikke noget at sige til, at lodsejerne slog til da muligheden for at genskabe søen opstod.

På www.dettabteland.dk står der om genskabelsen: "Da Vandmiljøplan II blev vedtaget, fulgte der en pæn pose penge med til de amter, der ville bidrage med projekter, som kunne dæmpe landbrugets forurening af vandmiljøet med kvælstof. Det daværende Århus amt gik aktivt ind for sagen, og retableringen af Hals Sø blev amtets første projekt. Og så gik det stærkt. I april 1999 ansøgte amtet om midler til en forundersøgelse, i september 2000 blev pumpen stoppet, og en måned senere var den nye sø en realitet".

Efter år 2000 lå søen igen på sin plads. Genskabt som et kvælstof-vådområde til gavn for miljøet i Grund Fjord og Randers Fjord.

Page updated

Google Sites

Report abuse